Hvorfor naboen og veninden også burde være medlem af DI!

Af: Sus Ulbæk

Foto: Privat

01 marts 2021
Leder

Hvorfor naboen og veninden også burde være medlem af DI!

Kære læsere og medlemmer af Dansk Islandshesteforening

Rigtig hjertelig velkommen til det nye On-line Tölt, som du har gratis adgang til via dit medlemskab af Dansk Islandshesteforening. Jeg glæder mig til at følge med her på siden, hvor du kan finde nye aktuelle artikler, men også rigtig mange artikler fra DIs arkiv. Og der kommer hele tiden nye til – både fra arkivet og helt nye.

Siden jeg blev formand for lidt over 1 måned siden, har jeg har jeg valgt at bruge nogle aftener om ugen på at kontakte klubber og holde virtuelle møder med hver af dem. Som regel deltager flere fra hver klub sammen med mig, Klubkomiteen, DI’s næstformand og sekretariatsleder.

Ideen med møderne er selvfølgelig at møde medlemmerne og høre, hvad der rører sig ude omkring i landet. Høre om DI hjælper, hvor vi kan, og hvilke fælles problemstillinger klubberne og DI har.

Det er fantastisk inspirerende at tale med I mange frivillige ildsjæle, som brænder for den islandske hest, og som har et fællesskab omkring det at have hest. Der foregår mange ting i klubberne, og klubberne er kommet med mange ideer til ting, som DI kan gøre bedre eller gøre mere af. Når vi har haft flere møder, vil jeg skrive om indtryk, og hvad der mest ligger klubberne på sinde.

Vi har også haft interessante diskussioner om, hvorfor så mange medlemmer rundt omkring i klubberne ikke synes, de behøver DI, og derfor ikke er medlemmer.

Det vil jeg gerne sige lidt mere om. Her er et område, hvor klubberne og DI må hjælpe hinanden.

Hvorfor skal man være medlem af DI, når man har en islandsk hest?
Helt grundlæggende træffer man jo et valg, når man køber en islandsk hest. Man vil formentlig gerne have en hest, der kan tølte, og man vil gerne have en hest, som har et godt sind og er robust. Det kræver, at der er et avlsarbejde, hvor der værnes om islandshestens egenskaber. Det er faktisk et af DIs hovedformål.

Det kræver kåringer af hingste og helst også hopper, det kræver stambogsføring og udstedelse af hestepas, og alt det andet, som DIs Stambogskontor leverer til alle, der ejer en islandsk hest. Det er islandshesteejernes bevis for, at der er tale om en islandsk hest.
Man kan jo synes det er ligegyldigt, for man betaler jo bare stambogskontoret – men I mine øjne sætter man sig så lidt udenfor det fællesskab, det er, at have islandsk hest.

Er du naturrytter?
DI arbejder systematisk og målrettet på at sikre bedre adgang til at ride i naturen.
I de sidste mange år har det handlet om adgangen til at ride i private skove, private veje osv. Med regeringens nylige planer om at hegne dele af statsskovene af til såkaldt rewilding, er der pludselig brug for, at vi sammen med andre brugere af skovene også må kæmpe for vores fortsatte muligheder for at ride i statsskovene. DI arbejder sammen med Dansk Rideforbund og Friluftsrådet om at sikre adgangen fremadrettet. DI bakker her op om de mange lokale tiltag, der er i gang i forbindelse med de første 15 naturnationalparker, der lige nu diskuteres.

DI er også med i arbejdet om Ridespor Danmark, hvor vi er med til at kortlægge rideruter. Klik ind på Ridespor-Danmark.dk og find en rute. Pak traileren og kør ud og rid en helt ny tur.

Rider du stævner?
Uanset om du rider stævner i klubregi eller Danmarksmesterskab, så har DI bidraget til, at det kan lade sig gøre.
DI arbejder sammen med andre lande om fælles regler og standarder for stævner, DI har en rangliste, DI uddanner dommere og sørger for fortsat efteruddannelse af dommerne, DI betaler forsikringer for alle frivillige som hjælper til stævner – det er lovpligtigt. Ja, og når musikken spiller, og du rider rundt på banen, så har DI betalt Koda Gramex afgiften for, at vi kan bruge musikken til et stævne.

Er du interesseret i undervisning?
DI uddanner instruktører. Det er et vigtigt område, som vi lige nu arbejder på at styrke.  Men der er også andre aspekter af uddannelse. DI har udarbejdet ryttermærker, som klubber kan bruge til at få gang i diskussionerne om, hvordan man bedst omgås sin hest sikkerhedsmæssigt og etisk forsvarligt og uddanner sin hest. Som noget nyt vil vi tilbyde e-learning i grundgangarter mv. Der kommer mere herom.

Er du avler?
Det giver næsten sig selv. Jo stærkere og bedre fælleskab og anvendelsesmuligheder, der er for den islandske hest – jo mere attraktivt er det også at eje en hest. DI hjælper med alt dette. Det er godt for avlerne, hvis man bare en gang imellem skal sælge en hest.

DI er medlem af Landsudvalget for heste – her varetager vi islandske hesteavleres interesser og når nødvendigt, søger DI at påvirke lovgivning. Det sker lige nu, hvor der er forslag om at udvande dyrevelfærdsloven i Naturnationalparkerne.

Og DI afholder kåringer og har stambogskontoret.

Er du bare interesseret i at vide mere om den islandske hest:

On-line Tölt – vi glæder os til at høre, hvad medlemmerne synes om afløseren til TÖLT.

World Fengur – DI giver adgang til World Fengur. Her kan man nørde med alt vedr. den islandske hest. Skal man købe hest, kan man se på stamtavler og hestens oldefars kåring og stævneresultater. Skal man avle, er det et uvurderligt redskab til hjælp med at bestemme hingst og hoppe match. Det er naturligvis ikke gratis at have en sådan database kørende og holde den så flot opdateret altid – så det betaler vi lidt til via DI kontingentet.

Det var lidt om, hvad jeg synes DI kan. Men DI kan så meget mere – og vi skal så meget mere for vores medlemmer. Jeg hører rigtig gerne også jeres bud på, hvorfor naboen eller veninden OGSÅ burde være medlem af DI. Vi samler det hele sammen, og så skal vi have det kommunikeret endnu bredere ud end i dag.

Bedste hilsner Sus Ulbæk

 

 

Kommentarer

2 svar til “Hvorfor naboen og veninden også burde være medlem af DI!”

  1. Annika Skrubbeltrang siger:

    Hej Sus
    Velkommen på posten 🙂 Jeg synes, det er super fint, at du sætter fokus på, hvorfor vi alle sammen selvfølgelig bør være medlem af DI. Det synes jeg, at vi alle som medlemmer har et ansvar for at hjælpe med at udbrede blandt vores hestevenner. Ift. denne leder er den vel kun mulig at læse for os, som allerede er medlem, eller har jeg misforstået konceptet? Kunne man mon dele dine tanker på DI’s Facebookside, så vi derfra kan sprede den ud til alle dem, der netop ikke er medlem endnu? Blot en tanke 🙂
    Mange hilsner, Annika

  2. pernille.schirmer@gmail.com siger:

    Når jeg får hopper til hingst eller sælger en hest spørger jeg altid ind til om de er medlem af DI. Så får vi en snak om det og det sker da at det også resulterer i nye medlemmer. så helt enig med Annika.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler