NIHFs nye satsning: Norwegian Icelandic Horsefestival

Af: Kristina Christensen

Foto: Norwegian Icehorse Festival

27 oktober 2022

Nu kommer vores norske naboer også med en “Icehorse Festival”. Den indeholder Norges første indendørs WorldRanking-stævne og kan åbne mulighed for en nordeuropæisk WRL-cup på sigt, mener arrangøren.

 
Norwegian Icelandic Horsefestival foregår i dagene 1.-4. december i forbindelse med Norwegian Horse Festival.Her stiller op mod 400 ekvipager til start i spring- og dressurklasser.

Håbet er at skabe en festival for fremtiden. Og på sigt – en form for nordeuropæisk cup bl.a. i samarbejde med arrangørerne af Icehorse Festival i Danmark.

– Vi er allerede i god dialog med Rasmus Møller Jensen (Medarrangør af Icehorse Festival i Danmark red.), forklarer Evan Hedland, udvalgsleder i sponsorudvalget i Norsk Islandshestforening.

Rasmus Møller Jensen bekræfter, at en nordeuropæisk cup er på tegnebrættet.

– Det kunne være superspændende at gå sammen med de andre nordeuropæiske arrangører af indendørs WRL-stævner om at lave en form for Cup. Men vi er et par år ude i fremtiden, siger han.

Norwegian Icehorse Festival, der arrangeres i regi af Norsk Islandshestforening, har tiltrukket flere ryttere – også fra udlandet.

– Vi får vores egen bane til eventet. Her vil der være både Sport A og B klasser samt WorldRanking på en FEIF-godkendt 250m ovalbane.

Flere af Norges landsholdsryttere samt landsholdsryttere fra både Sverige og Danmark er at finde på startlisterne.

Mens fx Agnar Snorri Stefánsson, Anne Frank Andresen, Jóhann Rúnar Skúlason og Anne Stine Haugen pakker deres kufferter fra Danmark, kommer Filippa Hellten, Joséphine Williams, Katie Sundin Brumpton og Louise Löfgren fra Sverige.

Arrangementet har plads til i alt 175 deltagere. Tilmeldingsfristen er 1. november på sporti.dk.

Se mere på:

https://www.icelandichorsefestival.no