Ny bog om islændere, hesten i Danmark og glæden ved at ride.

Af: Kristina Christensen

Foto: Gyldendal Presse, Pernille Stensgaard Privat.

24 marts 2023

BOGOMTALE

Påskeferien er reddet. Ny bog af Pernille Stensgaard fortæller en smuk, klog og bevægende historie om de første kvindelige ryttere, der turde sætte sig overskrævs. Hestens kulturhistorie væves uløseligt sammen med Stensgaards egne erkendelser. Om hvem vi er, om dyr og os.

De fleste islandshesteryttere er bekendte med Pernille Stensgaards bog “Den fantastiske bog om islænderen i Danmark” (2011).

For undertegnede en bog, der er en uundværlig brik i islandshestebiblioteket. Den læser (og nyder!) jeg om og om igen i små lune bidder.

Nu er der igen nyt fra Pernille Stensgaards hånd om glæden ved (islandske) heste, natur og ro i naturen.

Bogen hedder: Hvad jeg ved om kvinder på heste. Den er netop udkommet på Gyldendals forlag.

Pernille Stensgaard er aktuel med bogen “Hvad jeg ved om kvinder på heste”.

 

Det er historien om pigen Pernille, der forlader de inderligt elskede og inderligt ligeglade heste og drager på erobringstogt i de voksnes verden de næste tre årtier. Men hun længes. Vejen tilbage til hestene bliver en vej væk fra alt det, der holder hende søvnløs om natten. En pause fra sorg, der kommer farende ud af det blå, og fra dramaer og tab, der vokser sig mere og mere virkelige og vidtrækkende.

Men det er også historien om hestens kulturhistorie i Danmark, i kunsten og om rideskolernes gennembrud i Danmark i 70erne. Om de første kvindelige ryttere, der turde sætte sig overskrævs, og hvordan de på forbløffende vis bemægtigede sig hesten på under hundrede år.

På gyldendals hjemmeside kan du få både en læse- og lytteprøve.

Du finder information om bogen her

Pernille Stensgaard. journalist, forfatter.

Om Pernille Stensgaard
Pernille Stensgaard (f. 1960) er dansk forfatter og journalist på Weekendavisen, hvor hun har arbejdet siden 1990.

Hun har bl.a. skrevet København – folk og kvarterer (2002), Skagen (2004), Da Louisiana stjal billedet (2008), Den fantastiske fortælling om islænderen i Danmark (2011) og Københavnerne (2013), ligesom hun i 2010 bidrog til det store trebindsværk Herfra hvor vi står – Danmark under forvandling med et essay om 1970’ernes forstadsetablering. I 2020 var Pernille Stensgaard kvinden bag portrætbogen om Gyldendal i anledning af 250 års jubilæet, Selveste Gyldendal.