Både tilskuere, ryttere og dommere, der overværer kåringer og avlsbedømmelser af islandske heste, ved det godt. Hurtige hove i tølt, pas og galop på kåringsbanen er en vigtig faktor for, at avlshestene score de høje karakterer.
Et forskerhold fra Hólar har nu målt, hvor hurtigt 266 heste løb i de forskellige gangarter under deres bedømmelser af rideegenskaber. De undersøgte desuden sammenhængen mellem hestenes køn, bygning, alder og fart og sammenlignede hastigheden af gangarterne med den karakter, der blev givet for gangarten.
Ikke overraskende påvirkede gangartens hastighed karaktererne for alle gangarter. Hastigheden gav mest varians i karaktergivningen for pas (53 procent) og mindst i langsom tølt og skridt (2 og 3 procent).
Undersøgelsen viste også, at hingstene løb hurtigere end hopperne i tølt, trav, pas og galop og at 6-års og 7-års og ældre heste var hurtigere end 4-års. Endelig kiggede forskerne på hestenes mål, som påvirkede farten i skridt og pas mest – øget mankehøjde og højde ved kryds, kropslængte og forben gav øget fart.
Målet med undersøgelsen er, at man fremover kan bruge resultaterne til at formulere krav til visning af gangarterne under en FEIF-kåring og i sportsmanualer. Her kan de objektive hastighedsmålinger være med til at forbedre og standardisere avlsbedømmelser for islandske heste.
Forskerne målte en stor alsidighed i fart i de forskellige gangarter:
• Skridt: 1,5-2,2 m/s eller 5,4-7,9 km/timen.
• Langsom tølt: 3,2-5,5 m/s eller 11,5-19,8 km/timen
• Tølt: 4,6-10,6 m/s eller 16,6-38,2 km/timen
• Trav: 4,5-8,6 m/s eller 16,2 -31 km/timen
• Pas: 7,1-11,9 m/s eller 25,6-42,8 km/timen
• Langsom galop: 5,8-9,8 m/s eller 20,9-35,3 km/timen
• Galop: 7,9-13,5 m/s eller 28,4-48,6 km/timen
Mangler du dit medlemsnummer?
Find nummeret samt den email, der er knyttet til dit medlemsskab ved at følge denne guide.