Lige nu er vi midt i en hård Covid-19-tid, og det er, som alt andet, svært at vide, om vi “glade islandsheste-entusiaster” vil være i stand til at mødes til en eksplosion af en fest ved verdensmesterskaberne for islandske heste i Herning til sommer.
Arrangørerne bag VM er dog – i takt med udrulningen af vacciner – optimistiske og arbejder hårdt med forberedelserne.
Det fremgår i en nyhedsmeddelelse på vmdenmark.com, hvor de fortæller om tre mulige scenarier for afviklingen af VM, som teamet arbejder ud fra i samarbejde med FEIF:
Der arbejdes ud fra tre mulige scenarier. Hvilket der vælges, kan først afgøres tættere på VM.
Det første scenarie er et traditionelt verdensmesterskab, der afholdes med ca. 5.000-8.000 tilskuere. Dette scenarie afhænger naturligvis af de forsamlingsrestriktioner, der gælder i Danmark til sommer, og afhænger også af en markant lempelse af forsamlingsforbuddet. Arrangørerne skriver, at de følger den danske regerings udmeldinger nøje og også inspireres af, hvordan danske musikfestivaler løser det.
Det andet scenarie er et mesterskab afholdt med et begrænset antal tilskuere – omkring eller under 2500 mennesker. Denne model er også baseret på en lempelse af forsamlingsrestriktionerne, og er også meget afhængig af, hvad den danske regering udmelder.
Det tredje scenarie er et verdensmesterskab, der afholdes uden tilskuere, men gøres tilgængeligt via livestream. Dette scenarie kræver tilladelse til, at omkring 500 mennesker må samles. Et antal, som arrangørgruppen og FEIF vurderer, at ryttere og grooms, dommere, teknikere og andet personale vil udgøre. Denne model afhænger også af, hvor meget forsamlingsforbuddet løsnes i Danmark til sommer.
Gældende for de to første scenarier er, at billetter skal købes ”først til mølle”. Hvis du køber din billet nu, har du altså adgang, hvis grænsen for antal publikummer sættes til fx 2.500. Hvis begivenheden rammes af strammere forsamlingsrestriktioner, får du din billet eller udstillingsplads returneret minus et mindre administrationsgebyr.
Få din billet her: https://www.sporti.dk/da/ticket.php?e=85
Slutteligt skriver arrangørerne, at der stadig er mange usikkerheder, og at de og FEIF er enige om, at udsætte beslutningsprocessen omkring, hvordan VM afvikles, indtil videre. Men alt i alt arbejder de hårdt på den “store” version, så det bliver muligt at afvikle VM, hvis forsamlingsrestriktionerne løsnes. Derfor: Hold øje med hjemmesiden https://vmdenmark.com og eventets sociale medier.