Tilbud fra Hedelandsgruppen til lokalklubber: Få klubårskort til jeres medlemmer til favorabel pris

Af: Kristina Christensen

Foto: Kristina Christensen

10 februar 2023

Fra sæson 2023 og frem kræver det et gyldigt årskort at ride på baneanlægget Hedeland. Lokale klubber får særpris på klubårskort til sine medlemmer.

Lokalklubber under DI har mulighed for at købe klub-årskort til samtlige af sine medlemmer. Det koster kr. 50,-  pr. medlem af lokalklubben.

– Det er afgørende, for at vores fælles baneanlæg kan bibeholde sin gode stand, at vi fremover sørger for at modtage betaling fra de ryttere, som benytter baneanlægget. Lokalklubberne kan bidrage ved at købe klub-årskort til sine medlemmer til særpris, siger Camilla Mehlsen fra Hedelandsgruppen.

Som klubmedlem kan man kontakte sin klub for at høre, om den har købt klubårskort. Repræsenterer man en lokalklub, skal man blot kontakte Hedelandsgruppen. Så sørger de for at sende en opkrævning og oplysninger om det praktiske forbundet med klubårskort.

Se mere om årskort til Hedeland HER

Se  mere om reglerne forbrug og leje af Hedeland HER  

Om Islandshestecenteret Hedeland

I Dansk Islandshestesammenhæng er Hedeland et stævnebaneanlæg tæt på Hedehusene i Københavns-området i det område, der hedder Hedeland Naturpark. Et område, som rent historisk har været råstofudvindingsområde, men som i dag er et rekreativt område med mange friluftsaktiviteter tæt på hovedstaden.

Selve arealerne, Hedeland Naturpark, drives af de tre omgivende kommuner, Høje Tåstrup, Roskilde og Greve i interessentskabet I/S Hedeland.

Dansk Islandshesteforening ejer altså et baneanlæg på en jordlod i Hedeland Naturpark, som foreningen har lejet af I/S Hedeland.

Driften af Hedeland overgik pr. 1.oktober 2022 til klubberne omkring Hedeland repræsenteret i det der i Dansk Islandshesteforening kaldes Hedelandsgruppen.

Planen er, at baneanlægget på Hedeland på sigt vil blive økonomisk bæredygtigt og dermed økonomisk uafhængigt af Dansk Islandshesteforening.

Baneanlægget er åbent for brug og leje i perioden fra april til oktober/november (åbningsperiode afhænger af nedbør/frost).

Baneanlægget kan alene benyttes af brugere, der deltager i arrangementer, hvor baneanlægget er booket. Herudover kan baneanlægget benyttes af brugere, som har gyldigt årskort/dagskort, og dermed er medlem af en lokalklub under DI eller er personligt medlem af DI.

Medlemsbevis med dokumentation for gyldigt årskort skal altid medbringes ved ridning på Hedeland.