Undersøgelse af islandske heste: Invaliderende øjensygdom forbindes med bestemt kromosom

Af: Pernille Engsig Eskildsen

16 maj 2022

For første gang undersøges nu potentielle og genetiske risikofaktorer for tilbagevendende uveitis hos den islandske hest.

Undersøgelsen, der bl.a. er ledet af danske Michala de Linde Henriksen fra Colorado State University, belyser også genetiske faktorer bag sygdomsudviklingen i racen. Det skriver VGL (Veterinary Genetics Laboratory), School of Veterinary Medicine, University of California.

Uveitis kan føre til blindhed

Equine recurrent uveitis (ERU) er den hyppigste årsag til blindhed hos heste, og hos flere hesteracer, blandt andet den islandske hest, er der mistanke om et genetisk grundlag for sygdommen.

Uveitis kaldes på dansk også måneblindhed og karakteriseres ved enten gentagne episoder med betændelse eller vedvarende lave niveauer af betændelse i det midterste lag af øjet. Det forårsager skade på øjets væv, som kan resultere i, at hesten bliver blind.

Internationalt team

En international undersøgelse ledet af Dr. Rebecca Bellone, danske Dr. Michala de Linde Henriksen, fra Colorado State University og veterinærstuderende, Yael (Izzie) Hack, skulle bl.a. identificere risikofaktorer forbundet med uveitis i den islandske hesterace.

I sin tid som dyrlægestuderende på Københavns Universitet og praktikant så Michala de Linde Henriksen mange islandske heste med ERU og fik lyst til at undersøge det nærmere. Det førte senere til et samarbejde med Dr. Rebecca Bellone om det genetiske aspekt af undersøgelsen. Bellone er ekspert i arvelige øjenlidelser hos heste.

Hestekromosom forbindes med uveitis

Forskerne kiggede på flere faktorer i 11 berørte heste og 45 raske. Undersøgelsen viste, at hverken Leptospira interrogans (en almindelig infektion hos dyr) eller en bestemt genmutation, PMEL-mutationen, var forbundet med ERU. Derimod fandt man bl.a., at en variant på hestekromosom 11 var forbundet med sygdommen.

Fundene understøtter, at der er et genetisk grundlag for ERU hos islandske heste. Forskerne mener derfor, at der er behov for flere undersøgelser, som kan identificere faktorer for ERU hos islandske heste.

Læs nyheden og find link til hele publikationen her.

Hvad er tilbagevendende uveitis?

  • Tilbagevendende uveitis hos heste (også kaldet ERU eller måneblindhed) er den mest almindelige årsag til synstab hos heste.
  • Den berører 2-25 procent af heste globalt. 56 % af de ramte heste ender med at blive blinde.
  • ERU er sandsynligvis en kompleks autoimmun sygdom, der er påvirket af både genetiske og miljømæssige faktorer.
  • Sygdommen ses oftere hos nogle hesteracer, hvor fx racen appaloosa er 8 gange mere tilbøjelige til at udvikle ERU end andre undersøgte racer.
  • Der er ifølge Center for Equinde Health i Californien, hvor man bl.a. forsker i sygdommen i øjeblikket ingen kur mod ERU.

Læs meget mere om uveitis her: Center for Equine Health (CEH). 

 

Relaterede artikler