Fjordheste kæmper også med CEM: får hjælp fra islandshesteverdenen

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Fjordhesten.dk

06 april 2022
Members only

Fjordheste i Danmark er også ramt af CEM-bakterien. Knap 30 procent af de testede avlshingste var positive ved første test. Flere fjordhesteejere vælgere at teste både hopper, vallakker og hingste.

Hestekønssygdommen CEM er yderst smitsom. Nu bøvler fjordhestene også med den smitsomme bakterie, som kan resultere i dårlig fertilitet og abortering af føl.

Op til bedækningssæsonen 2022 trækker organisationen Fjordhesten Danmark derfor på de erfaringer, som Dansk Islandshesteforening har gjort omkring udbruddet i populationen af islandske heste i Danmark for to år siden.

Det fortæller Karl Krogh, formand for avlsudvalget i Fjordhesten Danmark.

– CEM har fyldt og fylder stadigvæk meget hos os. I 2021 blev to avlshingste testet positive. I oktober tog vi for alvor fat i problemet og kiggede blandt andet på, hvad Dansk Islandshesteforening har gjort i forhold til retningslinjer omkring test af avlsdyr. Her har vi trukket på deres erfaringer og har fået meget hjælp fra deres sekretariat, som har gjort et kæmpe stykke arbejde. Det er vi dybt taknemmelige for.

Næsten 1/3 af hingstene var smittet

Fjordhestehingstene blev testet to gange med 28 mindst dages mellemrum i december sidste år og i januar 2022. Ved de første prøver fandt man 13 positive ud af 42 hingste, tæt på 30 procent. Ved den anden prøve, efter de smittede individer var blevet behandlet, var der nul positive.

– Det tyder meget på, at vi er på rette vej. Vi har endnu ikke overblik over hopperne, for de er ved at blive testet. Vi kræver én negativ test, inden de kommer til hingst og en tro- og loveerklæring fra hoppeejeren. Ligesom islandshestene kræver vi en CEM-test uanset, om det er naturlig bedækning eller inseminering, siger Karl Krogh.

Dyrt bekendtskab

Han fortæller, at en hesteholder sidste år oplevede at have en smittet hingst. Det resulterede i, at yderligere 8 unghingste og vallakker, som den gik sammen med, blev smittet.

– Det endte med at blive en alvorlig økonomisk byrde for hesteholdet, der i øvrigt også havde hopper, som var smittet, konstaterer han.

Foreningen Fjordhesten Danmark, som har 640 medlemmer, kan ikke yde økonomisk støtte til test ud over til hingstene. Den opfordrer alligevel hesteholdere til at teste samtlige dyr – uanset om hopperne skal ifoles eller ej.

Avler testede over 40 heste

– Mange har fået testet hele besætningen inklusive vallakkerne, og det er utroligt dejligt. To besætninger har fået testet over 40 heste hver.

– Det giver mere indblik i, hvor stort et antal, der er smittet i populationen, og folk kan have de negative heste i en blandet flok. Hvis du lukker en CEM-negativ hest sammen med andre heste, hvis CEM-status er ukendt, kan du risikere, at det er spildt.

Tidligere udbrud

Fjordhesteverdenen i Danmark har tidligere været ramt af CEM. Det var i slutningen af 1980´erne og starten af 1990´erne. Dengang var indsatsen mod sygdommen mindre omfattende. Man testede blot hingstene inden bedækningssæsonen 4 år i træk.

– Med den teststrategi, som vi havde dengang, er det underligt, at vi fik standset udbruddet og at det ikke har været et problem før nu.

– Min teori er, at tidligere kørte folk ikke så langt med hopperne til hingst. Smitten blev måske inddæmmet i mindre områder. Nu fragter vi hopper rundt i hele landet for at få dem bedækket af gode hingste, og det øger risikoen for smittespredning.

Fjordhesten er blevet en voldsomt populær ridehest i Danmark. Alligevel avles der kun omkring 200 føl om året.

Hvorfor skal vi også teste hopper?

Karl Krogh fortæller, at erfaringerne fra udbruddet for 30 år siden, hvor man blot testede hingstene, har været med til at give lidt modstand mod de mere omfattende retningslinjer, som avlsudvalget har valgt at udstikke denne gang.

– Nogle af fjordhesteavlerne kan være kritiske: Hvorfor skal vi teste hopperne nu, når vi ikke gjorde det dengang? Men de fleste accepterer betingelserne, bakker op og er rigtig gode til at få testet og fulgt op. Mange af vores avlere bøvler i øvrigt med at forstå retningslinjerne. Jeg får dagligt flere henvendelser omkring dem, siger Karl Krogh.

Foreningen har lagt sig meget tæt op ad Dansk Islandshesteforenings retningslinjer for test.

– Jeg håber vi har fået taget godt hånd om det, og vi føler, at det går godt. Jeg er glad for, at vi har fået taget to test af alle hingste, for lige nu er der kun én hingst, som mangler at blive testet negativ. Og så er jeg spændt på, hvordan det ser ud hos hopperne, siger Karl Krogh.

Se mere om fjordheste og CEM på Fjordhesten Danmarks hjemmeside.

Læs også: Hvad er CEM

Fjordheste og islandsheste har ikke smittet hinanden

Både fjordheste og islandske heste er for øjeblikket ramt af CEM-bakterien Taylorella Equigenitalis, som forårsager kønsygdommen CEM. Der er dog ikke noget som tyder på, at individer fra de to racer har smittet hinanden.

Bakterieforsker Branko Kokotovic siger til TÖLT:

– I 2020 fik vi et isolat fra en fjordhest. Vi troede, at fjordheste-isolatet var typen, som også havde forårsaget udbruddet blandt islandske heste. Det var forkert.

– Når jeg sammenligner typerne på tværs af islandsheste og fjordheste, kan jeg se, at de to hesteracer har forskellige typer af Taylorella. De forekommer aldrig på tværs. Hvis infektionen stort set kun overføres ved bedækning, kan hver race have sin egen population med mindre, du krydser race, fortæller han.

I litteraturen og databaserne har han dog fundet ud af, at der i andre lande er set og registreret samme type Taylorella hos forskellige hesteracer.

Læs også det fulde interview med bakterieforskeren her: Overraskende fund: Tre nye typer af CEM-bakterien

Log ind eller bliv medlem af Dansk Islandshesteforening for at få adgang til TÖLT

Er du medlem af Dansk Islandshesteforening men mangler dit brugernavn og adgangskode?
Gå til sporti og log in for at finde dit medlemsnummer

Relaterede artikler