– Indtil juni 2020 vidste vi ikke ret meget om CEM, for den eksisterede officielt ikke i Danmark. Hingstene blev dog rutinemæssigt testet. Men det blev en frygteligt sommer, da vi her på stedet fik konstateret CEM-smitte. Det var lidt tilfældigt, at vi fandt ud af det. Vi havde en hingst her – en af vores egne som skulle bedække for første gang – hvor nogle af hopperne ikke kom i fol. Det syntes vi var mærkeligt. Vi fik testet hans sædkvalitet i starten af juni og fik taget en bakterieprøve. Da prøven viste, at han havde CEM, blev vi chokerede. Vi havde flere hingste på gården, og de havde jo ikke haft de samme hopper. Vi tænkte derfor, at vi kunne isolere og behandle den smittede hingst og de hopper, han havde bedækket. Men sådan gik det ikke.
Hingsten Grímur frá Efsta-Seli stod i Tyskland sidste år og var ikke på gården under CEM-udbruddet.
– Vi fik testet de andre hingste. Vi var egentlig sikre på, at de ikke havde det – deres hopper kom jo i fol. Men to af hingstene var smittet. Der var omkring 40 hopper her, og jeg mener, at knapt halvdelen viste sig at være CEM-positive, da vi testede dem alle sammen, også selv om de ikke var blevet bedækket med en CEM-positiv hingst. Ingen af hopperne havde i øvrigt symptomer. Vi begyndte at tjekke Wordfengur for at se, hvilke hopper, hingsten havde bedækket før for at opspore kilden. Men det var en umulig opgave at finde ud af, hvor det kom fra.
– Samtidig med os fandt Stutteri Slippen ud af, at de havde heste smittet med CEM. Vi valgte sammen med Jóhann Skúlason fra Slippen at gå ud med en fælles offentliggørelse om, at vi havde smittede hingste og hopper og opfordrede alle andre hingste- og hoppeejere til at teste for sygdommen. Det viste sig siden, at der var smittede heste over hele landet.
– Der startede et sandt helvede med penicillinkur og desinficerende vask af alle de smittede heste. Hvis man ikke selv har prøvet at stå med det, tror jeg ikke, at man forstår, hvor alvorligt det er.
– Vaskeprocessen er ekstremt hård for både hingste og hopper, hvis følsomme kønsdele skal vaskes i klorhexidin shampoo 10 minutter hver dag i 10 dage. Dyrlægen kom og gjorde det, fordi midlet er så skrapt. Nogle vælger at bedøve hingstene, mens de bliver vasket. Hos os stod de på staldgulvet med en brunstig hoppe foran, så de skaftede godt ud, og vi kunne skrubbe dem grundigt. Det er meget hårdt for slimhinderne. Man kunne godt mærke, at de ikke syntes, det var så fedt.
– Ingen vidste ret meget om sygdommen, men vores fantastiske dyrlæge, Anna Bonde, talte med udenlandske eksperter og undersøgte til bunds, hvordan vi kunne behandle mest effektivt. Heldigvis måtte vi kun behandle én gang, så vi kom forholdsvis hurtigt igennem. Det tog omkring en måned. Bagefter fik vi alle hopper drægtige, og det er det allervigtigste for os som hingsteholdere. Hvad det har kostet, tør jeg ikke gætte på. Men det har været meget omkostningsfuldt, også fordi vi ikke kunne tage nye hopper ind resten af sæsonen. Vi kan bare prise os lykkelige over, at vores hingst, Grímur frá Efsta-Seli, ikke var hjemme på Gavnholt. Han stod CEM-fri i Tyskland og bedækkede over 60 hopper der.
– Det er altid en god idé at informere, så det bliver vi ved med. Jeg håber, at andre hingsteholdere vil være helt åbne omkring eventuelle udbrud, og jeg håber, at de får tjekket både hopper og hingste. Det er det eneste, man kan gøre for at få det stoppet.
– Hingste, der bedækker her, CEM-testes inden sæsonen og bliver løbende testet. Vi kræver, at alle hopper skal være testet negativ, inden de ankommer. Vore egne hopper bliver selvfølgelig også testet.
Fra i år er det slut med at håndbedække hos os.
– Vi har valgt kun at inseminere, bl.a. for at mindske risikoen for smitte, men vi er samtidig klar over, at CEM kan overføres via sæd og sandsynligvis via instrumenter. Det er dog nemmere at holde en god hygiejne ved inseminering, hvor der også er mindre risiko for skader på hoppe og hingst.
CEM-prøver før årets bedækningssæson.
– Vi er blevet meget klogere og har ændret flere procedurer særligt i forhold til hygiejne ved tapning af sæd, insemineringer og scanninger. Fx har vi tidligere brugt den samme halebandage til hopper ved inseminering og ikke tænkt over, at det kunne være et problem. Nu bruger vi kun engangsudstyr og engangshandsker. Det er ikke voldsomt besværligt, men vi har ikke været bevidste om risikoen før.
– Det var en dyr og hård erfaring, men vi er blevet klogere. Jeg tænker stadig på, om CEM kom ind med én hoppe, eller om flere forskellige hopper havde det med. Vi har hidtil altid testet hingstene. Om hopperne har haft det, ved vi reelt ikke. Det er vigtigt at sige, at CEM er meget smitsomt. Ingen af hopperne havde symptomer, og vi oplevede også, at de kunne blive drægtige, selv om de var inficeret! Hingstene var også symptomfri bortset fra, at én ud af de tre smittede havde en dårlig drægtighedsprocent.
Jeg tænker også, at alle avlere har et fælles ansvar for at komme til bunds i problemet. Det er i hvert fald en sygdom, jeg på ingen måde har lyst til at møde igen.
Målet er at få bakterien helt ud af populationen af islandske heste. For at bekæmpe en smitsom sygdom er det vigtigt at kende dens udbredelse. Det er et nyt forskningsprojekt under Københavns Universitet, SSI og Dansk Islandshesteforening i gang med at belyse. Hesteafgiftsfonden og Dansk Islandshesteforening støtter projektet økonomisk, mens Statens Serum Institut (SSI) analyserer prøverne. CEM-screeningerne kører ugentligt på SSI. Screeningerne betyder i øvrigt, at hoppe- og hingsteejere aktuelt har adgang til billigere test.
CEM er smitsom livmoderbetændelse hos heste. Bakterien taylorella equigenitalis overføres ved bedækning, men smitten kan også ske ved insemination og indirekte kontakt fx via instrumenter og redskaber. Hos nogle hopper er symptomerne klinisk smitsom livmoderbetændelse med store mængder væske i livmoderen og eventuelt flåd fra kønslæberne fra 10-14 dage efter smitte. Hos andre hopper vil eneste symptom være, at de ikke bliver drægtige. Det er også beskrevet, at hopper, der er kroniske bærere af bakterien, kan blive drægtige. Der er risiko for, at drægtige, CEM-positive hopper udvikler en infektion i moderkagen og aborterer føllet. De kan også risikere at føde et levende føl, der er inficeret. Ved udbruddet i sommer havde de fleste smittede hopper uspecifikke eller ingen symptomer.
Lav drægtighedsprocent, manglende indtægter fra bedækninger og udgifter til prøvetagning og behandling betyder, at CEM er et dyrt bekendtskab, der let kan løbe op i + 10.000 kroner per dyr.
Sådan smitter CEM
1. Hingstene bedækker/inseminerer ofte adskillige hopper og er smittespredere. De er bærere af bakterien på penis og forhud. Hingste er symptomfri.
2. Én inficeret hoppe, der bliver bedækket, kan være kilden til at alle andre hopper, som bedækkes/insemineres af samme hingst, udsættes for smitte.
3. Indirekte smitte sker blandt andet via instrumenter.
Mange heste har ingen symptomer, og det kan være svært at vide, om man har et smittet dyr. Derfor anbefaler Dansk Islandshesteforening, at alle hopper, der skal avles på, testes.
Læs meget mere om CEM og se Dansk Islandshesteforenings retningslinjer og anbefalinger her.