Hvordan Mia (meget mod sin vilje) endte som kåringsrytter.

Faktisk troede hun, det krævede et eller andet særligt. Men så skete der noget. Noget uventet. Noget med en hest, der hed Valíant, og en spirende nysgerrighed efter at se, hvad hendes avl var blevet til, eller om hun bare havde lavet en rigtig sød græsslåmaskine med stamtavle.

Følg med i TÖLTs nye serie, som ikke er en guide til, hvordan man opnår en høj kåring, men nærmere en fortælling om at gøre noget, man aldrig troede, man turde – og om at kaste sig hovedkulds ud i noget. Med mere entusiasme end ekspertise.

Det er historien om en glad amatør, der tog en chance, lærte en masse (på den hårde måde) og fandt ud af, at kåring faktisk kan være både sjovt, lærerigt og pissehamrende nervepirrende – også selvom hesten hedder Bob og hellere vil løbe pas.

Du kan forvente ærlige indsigter i forberedelserne, de (mange) udfordringer, små sejre og store følelser – krydret med praktiske erfaringer, skæve observationer og kærlighed til den islandske hest. Det hele fortalt med glimt i øjet, jord under neglene og hjertet udenpå ridevesten.

Så hvis du nogensinde har tænkt: “Kunne jeg også selv stille en hest til kåring?” – så er du landet det helt rigtige sted. Spoiler alert: Svaret er ja. Med en god portion stædighed, støtte fra andre og måske en hest som Bob.

Del 1: Begyndelsen. Af Mia K. Vissing

Det har aldrig nogensinde stået i hverken kortene, stjernerne eller andre steder, at jeg en dag skulle ride en hest ind på en kåringsbane. Jeg elsker kåringer, og det har jeg gjort lige siden jeg fik adgang til WorldFengur.

Det var en helt ny verden, der åbnede sig, og jeg har været til adskillige kåringer i både Danmark og Tyskland. Som tilskuer. Jeg har aldrig så meget som drømt om at drøne ned ad kåringsbanen selv. Jeg har ikke den slags ambitioner.

Men da mit første avl, Valíant fra Idasminde, var 4 år gammel fik jeg alligevel lyst til at prøve at stille ham til en bygningsbedømmelse. Jeg havde haft hans mor med til en vejledende bygningsbedømmelse et par år tidligere, og jeg var nysgerrig på, om jeg mon havde lavet avlsforbedring.

Jeg begyndte at træne opstilling og mønstring med ham, men jeg savnede andre at sparre med. Derfor stiftede jeg Facebook-gruppen ”Kåring af islandske heste”. Gruppen blev på meget kort tid en kæmpe succes, og den blev til meget mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Den skabte en fornyet interesse for kåringerne og blev til et sted for vidensdeling og inspiration. Der var mange, der savnede sparring og undervisning i, hvordan man lige griber det an til sådan en kåring, og det endte med, at jeg afholdte et udsolgt kursus med en professionel kåringsrytter, hvor vi lærte alle hendes bedste tips og tricks i forbindelse med bygningsbedømmelsen og fik undervisning i at stille hesten korrekt op.

Et par måneder senere stillede jeg Valíant til bygningsbedømmelse i Herning. Han fik ikke en prangende bedømmelse, men dog et par virkelig flotte delkarakterer og kommentarer.

Jeg var glad og det gav mig blod på tanden. Man kan sagtens selv stille sin hest til en bygningsbedømmelse, selvom man blot er en glad amatør. Det er desværre stadig den gængse opfattelse, at man skal være topprofessionel rytter for at kunne vise en hest til kåring.

Valiant til kursus med Stina Larsen. Foto: Privat.

Vi har ikke ret mange kåringsryttere i Danmark, og der bliver ikke vist ret mange heste, fordi det er en bekostelig affære at have en hest i kåringstræning. Det er ærgerligt, da kåringerne giver så meget vigtig og brugbar information om vores heste. Vi mangler i den grad fremvisere, men hvordan får man folk i gang?

Jeg tror på, at inspiration er vejen frem og det var sådan det gik til, at jeg besluttede mig for at vise en hest til fuldkåring.

Bob

Men hvilken hest skulle jeg vise? På det tidspunkt ejede jeg en 18-årig avlshoppe med gigt i benet, et 10 måneder gammelt føl, og så havde jeg Bob.

Bob hedder egentlig Sónn fra Frisendal, men er blevet kaldt Bob, siden han var føl. Jeg har ejet ham, siden han var 2 år gammel, og på dette tidspunkt var han 9 år. Jeg kan bedst beskrive Bob som solskin i hesteform.

Han har et sind af guld og er så idiotsikker, som de findes. Og så er han en spasmager uden lige med den fedeste humor. Man kan simpelthen ikke være i dårligt humør i hans selskab. Bob er lille og kortbenet og med gangarter under middel. Tilmed havde jeg kun brugt ham til pasløb de seneste par år. Han var så absolut ikke en oplagt kåringskandidat, men han var min eneste kandidat.

Jeg lagde mig fast på Fuldkåring 4 i Herning. Eftersom Bob var en ældre hest, var det ikke så sårbart i forhold til, hvornår på sæsonen, han ville toppe, og jeg havde brug for så meget tid til forberedelse som muligt, da han skulle omskoles fra pashest til kåringshest.

Jeg valgte Herning, da jeg kender stedet, og jeg havde brug for at være et sted, hvor jeg ikke også skulle bruge energi på at finde rundt, når jeg allerede var under så meget pres.

Bob på vej ud af startboksen i 150 meter pasløb. Foto: Susanne Linnet Aagaard.

Forberedelse og træning

Bob har i mange år gået med 10 mm forsko og 170 gram boots. Det må man ikke starte med til en kåring. Jeg tog vægten af ham gradvist. Først kom han på 8 mm forsko, og da han gik nogenlunde stabilt på dem, skiftede jeg til de lette kåringsboots på 120 gram. Ingen af delene gjorde noget godt for noget, så er det sagt.

Min næste udfordring var, at en kåring foregår på et passpor. Bob var ikke i tvivl om, hvad der skulle foregå på sådan et. Man er ikke pashest for ingenting. Jeg har ikke et passpor til rådighed, hvor jeg er opstaldet, men jeg har grusveje, og jeg har et specifikt sted, hvor det går ligeud ca. 300 meter, hvor jeg træner pas. Det viste sig at være den perfekte træningsbane.

Jeg ved ikke, om de professionelle kåringsryttere øver det med at ride frem og tilbage på et lige spor derhjemme, inden hesten skal vises til kåring, men det gjorde jeg altså, og det var godt givet ud.

Det viste sig nemlig at være en udfordring at ride frem og tilbage på vores kåringsbane. Bob mente, at det var et passpor, og det kan man kun løbe stærkt på, og så blev han også enormt frustreret over at skulle vende rundt og ride frem og tilbage. Nuvel. Man skal ride stærkt til en kåring, men man skal faktisk også ride langsomt. Og det var vores største udfordring.

Jeg måtte helt undlade at træne den hurtige galop, for så kunne jeg glemme alt om at få vist den langsomme. Det tog ugers træning på kåringssporet, før jeg kunne holde ham i langsomt tempo galop, men det lykkedes til sidst, men kun i minusretningen.

Træning med Bob på vores “kåringsbane”. Foto: Privat.

Jeg opererer med plusretning og minusretning med Bob. Plusretningen er den retning, hvor han trækker mest frem (det er oftest, når det går hjemad) og minusretningen er – jeg vil ikke helt sige det modsatte – men den retning, hvor han trækker lidt mindre frem.

Jeg lagde et program for min fremvisning. Det tænker jeg heller ikke, at de professionelle kåringsryttere gør, men for mig gav det god mening, fordi Bob er, som han er. Han viste sig klart bedst frem i minusretningen og på de langsider, lagde jeg de langsomme gangarter, samt traven, for den kan godt være både svær at finde og at holde, når det hele bliver lidt for spændende.

Når jeg trænede på vores kåringsspor, red jeg altid kun 10 langsider, for 10 langsider er, hvad man har til en kåring. 10 langsider til at vise de 7 opgavedele og så 3 ”reparationssider”, som jeg kalder dem, som kan bruges til at forsøge at rette op på det, der kikser. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det tog måneder, før det lykkedes mig at få vist alle 7 opgavedele på de 10 langsider.

Vi trænede på kåringssporet et par gange om ugen, og ellers red vi tur for konditionstræning og dressur på bane for styrke og smidighed. Vi trænede naturligvis også opstilling og mønstring, men det var ærligt talt ikke det, der fyldte, for jeg havde jo stillet en hest til bygningsbedømmelse nogle måneder forinden. Jeg var meget mere optaget af ridedelen.

Op til kåringen red jeg undervisning ved Henriette Hindbo. Hun var for nyligt begyndt at vise heste til kåring og med stor succes. Undervisningen ved Henriette var lidt en øjenåbner. Hun havde et helt andet perspektiv på Bob, end jeg tidligere havde oplevet. Det var finjusteringer, men vi rykkede os enormt meget på kort tid.

Motivationen og nerverne

Jeg må indrømme, at jeg blev bidt af det der kåringstræning. Det var en helt anderledes og sjov måde at træne på. Jeg har aldrig i mit liv været så motiveret for at ride som i denne periode. Som tiden skred frem, havde vi flere og flere succesoplevelser på vores kåringsspor. Tingene begyndte lige så stille at lykkes for os. Jeg begyndte at visualisere Bob og jeg til kåringen, og jeg begyndte faktisk også at glæde mig lidt.

Men da kåringen nærmede sig blev glæden og forventningen overskygget af nerver. Bobs kommende kåring var efterhånden en ret offentlig begivenhed. Jeg havde delt gavmildt ud af vores kåringsrejse i min Facebook-gruppe, hvor jeg også havde postet mine forventninger til karaktererne i hans ridekåring og ladet folk gætte med på, hvad han ville blive bygningsbedømt med. Det var nok langt fra sandheden, men jeg følte, at alles øjne hvilede på os.

I ugerne op til kåringen græd jeg simpelthen af skræk flere gange hver dag. Jeg kunne slet ikke være i det.

Anne Kathrine Carlsen (AK) havde gennem det hele også været en fantastisk sparringspartner, og jeg bad hende om råd i forhold til nerverne. Jeg fik et bestemt, men kærligt spark bagi, og så fik jeg besked på, at jeg skulle HYGGE mig med det. Det virkede faktisk. Jeg begyndte at fortælle folk, at jeg ikke var nervøs i håb om, at jeg selv ville ende med at tro på det.

Jeg red en sidste træning på kåringssporet, hvor ALT lykkedes. Og så red jeg kun skovtur i ugen op til kåringen. Pressure off! Og før jeg fik set mig om, var det fredag den 1. September 2023 og min bedste veninde, Bob og jeg var på vej til Herning.

Bob og Anna klar til afgang mod Herning. Foto: Privat .

Fortsættes i næste nummer af medlemsbladet TÖLT.