Det er ikke så tit der skrives sange om den islandske hest i Danmark. 62- årige Freddy Slab fra Bjerringbro-egnen følte, at det var på høje tid med én.
Hans håb er, at folk vil hygge sig med at lytte til hans nye sang, og at sangen vil give dem den samme fantastiske følelse, han selv får ved tanken om vores kære islandske heste.
Freddy Slab har haft med islandske heste at gøre i mange år. Afbrudt af en pause, hvor der stod uddannelse i København på tapetet. Pausen varede indtil datteren begyndte at vise interesse for heste, startede til ridning, og da der med tiden skulle indkøbes hest, faldt valget naturligvis på en islænder.
For, som Freddy siger, så kan hele familien få glæde af den.
Hende har familien stadig. Hun er 21 år nu, og konens primære ridehest. Hun er den type, som altid giver en god ridetur, siger han. Siden har han købt sig sin egen ridehest og datteren har fået en ny hest med mere potentiale. Så det er en familie med islandske heste i blodet.
Freddy med sin Atli fra Ny Amtoftgaard
Idéen til sangen opstod for små 7 år siden, hvor Freddy var til Østjysk Mesterskab, og datteren red familiens første islænder.
Efter snak med nogle af de andre forældre om de mange forskellige islandske heste-typer og hvor alsidige de er, blev et frø plantet. Et frø, som senere hen skulle spire og blive til en sang. For, som Freddy fortæller – når man skal finde sig en hest, kan man fare rundt for at se på de mange forskellige, der er.
–Man véd de kommer fra landet af ild og is, hvor de kan løbe rundt og overleve i nærmest alt slags terræn, og man bliver så dybt imponeret over deres alsidighed og gode temperament gang på gang.
–Idéen lå stille en tid, indtil covid-19 kom, og så dukkede tanken op igen. I år kom det endelig til indspilning af sangen, forklarer Freddy.
Det skete i april i København. Baggrunden for at producere en sang er da også i orden, da Freddy har været musikinvolveret siden slut 1980’erne, hvor han startede Julerock 2. juledag på Fredericia Teater. Det holdt han ved, indtil han i start 1990’erne flyttede til København.
Musikerne, som Freddy lærte at kende dengang, er involveret i at lave musikken til sangen. Foruden Freddy selv som vokal, er det Per Gade på elektrisk guitar og western guitar, Tommy Skaalum på western guitar og Tine Dynes synger kor.
Søren Ryge har hørt sangen, og synes det var et rigtigt fint nummer, fortæller Freddy, der gerne ville have brugt nogle af de billeder, Søren Ryge tog i Island, da han var deroppe for at optage ”DR-Derude”. Desværre havde Søren ikke selv ophavsretten til dem.
–Pernille Lyager (Møller, red.) siger ligeledes, at det er et superfint nummer. Hun har tilmed sendt det til en veninde i USA, som arbejder professionelt med islandske heste dér, afslutter Freddy.
Hør sangen lige her