Rikke og Jesper forener rideture, mad, vin og mennesker i Alsace

Af: Pernille Engsig Eskildsen

01 juni 2023

Rikke og Jesper Finderup har gennem et årti arbejdet med luksus-rideferie og salg af islandske heste fra deres gård i Nordjylland. Et hestesalg til Schweiz bragte parret til Alsace i Nordfrankrig. Her kombinerer de interessen for god vin og mad med ture på islandske heste og e-mountainbike.

Jesper Finderup har arbejdet med salg, turridning og uddannelse af konkurrence, ride- og kåringsheste gennem 35 år. I islandshesteverdenen er han nok mest kendt som en lidt vild og humoristisk type med mange idéer og en flok gode tøltere på gården Villa Rosa ved Fjerritslev. Men der er kommet nye idéer og projekter i kalenderen for den kreative cowboy.

Vi møder Jesper, hans kone, Rikke og deres søn, 3-årige Karlo, på deres tilholdssted i Alsace, hvor de har inviteret TÖLT ned.

Her bor den lille familie, når de tager tiltrængte pauser fra hverdagslivet i Nordjylland.

Til hverdag arbejder Jesper på et psykiatrisk bosted i Fjerritslev, mens Rikke er lærervikar på Fjerritslev skole på 12. år.

Om sommeren har de lidt turridning med 2-timers ture for små grupper med øvede ryttere i weekenderne.

Som løst ansatte kan de begge holde fri nogle uger i foråret og ca. 2,5 måned om efteråret, der er højsæson for turene til Alsace med e-mtb, islandske heste og vin.

Parret arbejder målrettet på at kunne leve af vinferierne, og de har en fælles tro på, at det er muligt indenfor kort tid. Turene i efteråret 2023 er næsten fyldt op, og sæson 2024 lover også godt.

E-mtb er et oplagt transportmiddel i de franske bjerge og bakker. Rikke og Jesper bruger både heste og cykler til at udforske området og finde ruter til cykel- og rideture med gæster.

Begyndte at ride som 20-årig

For Jesper begyndte hestelivet, da han som 20-årig mødte en islandsk pige i 1988, hvis forældre sendte seks heste til Danmark.

– Hestehandel brugte jeg dengang til at sponsorere en hobby og en lidenskab for heste. I 1993 kårede jeg min første hest uden at kunne grundridning.

– Jeg kørte mit eget løb som en cowboy, der fandt ud af det hen ad vejen. Jeg mødte en del modstand i hesteverdenen, for det var tydeligt, at jeg ikke var skolet. De hårde år gjorde mig trodsig, men jeg havde også en stejl læringskurve, for jeg ville bare være god til at ride og træne heste.

Jesper opdagede hurtigt, at gode heste gav gode rideoplevelser. Det har han holdt fast i.

– Mit fokus var allerede dengang på at have gode rideheste, for de kunne jo lære mig noget. Jeg var god til at finde ind til hestene, og jeg var god til at finde gangarterne. Men når jeg tænker tilbage, tør jeg godt sige, at jeg helt sikkert har ødelagt heste ved at ride på den måde. Jeg vidste ikke bedre. Det har heldigvis forandret sig i takt med, at jeg har udviklet mig som rytter og menneske, indrømmer han.

Den hårde skole i Island

I 1994 fik han arbejde hos hestemanden Gudmundur Hauksson  i Island, hvor han kom i den hårde skole.

– Han fik mange sindssyge heste ind, som fik sidste chance hos os. Arbejdet var ekstremt hårdt. Jeg kan huske, at jeg havde så ondt i kroppen den første uge, at jeg ikke kunne sove.

Gennem to lange vintre hos Gudmundur, der også inkluderede langture med gæster, ridning og træning af flere gode heste, forbedrede Jesper sine ridefærdigheder.

Tilbage i Danmark blev han ved med at tage heste hjem fra Island og sælge dem – et par hundrede stykker, anslår han. Han kårede heste, drev turridning i Fløjstrup syd for Aarhus fra 1995-1999 (”det var ren overlevelse”), red stævner og blev danmarksmester i speedpas.

Resultater føltes tomme

Efterhånden stod det klart, at stævner, rosetter og kåringer ikke gav ham den tilfredsstillelse, han håbede på. Det føltes tomt.

Men ridning og arbejdet i naturen gav ham ro, glæde og flow-oplevelser.

Arbejdet og nærværet i naturen er en stor del af Jesper og Rikkes liv. Det vil de gerne give videre til sønnen Karlo.

I 2001 købte han gården ved Fjerritslev sammen med sin ekskone og kaldte sit firma for Valhalla. Efter fire børn i rap og en skilsmisse, fortsatte han med at sælge, træne heste og ride ture ud i naturen med mindre grupper af ryttere.

Luksusrideferie bliver til

Gennem årene fik han nok af at drive kommissionsstald og ændrede holdning til både salg af heste, træning og ridning. Et tilfældigt møde betød, at han kom til at arrangere en 4-dages ride- og gourmet-tur for en gruppe norske gæster fra virksomheden Statoil.

– Den tur blev en øjenåbner, hvor jeg begyndte at tænke kreativt og udvikle luksusrideferier. På den måde kombinerede jeg mine interesser og kompetencer indenfor heste, mad, rideture, vin og naturoplevelser. Jeg fik en gourmetkok fra Aalborg til at tage mig med i køkkenet i en slags kokkelære, hvor vi fik skik på min madlavning, så jeg selv kunne lave mad på højt niveau til gæsterne.

Jesper skabte 4-dages luksusrideferie, som trak gæster til fra ind- og udland. Den proces fortsatte sammen med Rikke, der gik helhjertet ind i Jespers liv og var med til at arrangere turne fra gården i Nordjylland gennem nogle år.

De to mødte hinanden i 2010, da hun købte nabogården:

– Jeg går med, og jeg går all in, da vi bliver kærester, husker Rikke.

– Vi flytter sammen, jeg sælger min gård, og vi havde det fedt fra starten. Vi var enige om koncepter, kundegrupper, mad, rideture, heste. Vi er kreative sammen, kaster mange bolde op, griber nogle af dem, finder inspiration og ideudvikler.

Et magisk møde med en magisk by

Et hestesalg til Schweiz kom til at vende op og ned på deres liv og skabe kimen til eventyret i Alsace, fortæller Jesper:

– I 2016 kørte vi nogle heste ned til privat salgsshow i Schweiz. Bagefter tog vi rundt i Frankrig for at få en tur ud af det. En eftermiddag tager vi ind til landsbyen Ribeauvillé i Alsace. Der var ingen mennesker i en ellers turistet by. Vi husker begge oplevelsen af at komme ind i den gamle middelalderby som noget nærmest spirituelt og rørende.

Vi bruger turene i Alsace som et åndehul. Det er en kreativ proces som vi udvikler sammen.

– Vi ville bare tilbage til det sted, bekræfter Rikke.

Opildnet af tanken om at vende tilbage til Ribeauvillé fandt de en brochure på turistkontoret med steder, hvor man kunne overnatte med heste. De tog kontakt. Én svarede tilbage med en fair pris. Det var Michelle på Domaine Saint Loup.

Tilbage til Alsace – nu med heste

Året efter fyldte Rikke og Jesper traileren med seks heste og drog den lange tur til Domaine Saint Loup. Ankomsten til gården står skarpt i hukommelsen hos dem begge.

– Det er en af de største oplevelser, vi har sammen. Vi ankom til et after-wedding, og det var som at træde ind i en teaterforestilling eller en smuk filmkulisse.

– Stemningen af lykkelige mennesker, der spillede petanque og bare var sammen her, var magisk. Det viste noget af, hvad stedet kan.

Gården Domaine Saint Loup på en stille dag. Stedet bruges til bryllupper i weekenderne, som det er booket op til de næste par år.

Den nyistandsatte fløj med værelser.

Hestene fik ro nogle dage efter den lange rejse, og så begyndte Rikke og Jesper at udforske området fra hesteryg. Ideer om ture for vinelskere og ryttere tog form. Parret brugte utallige timer til hest og på el-mountainbike. De undersøgte restauranter, testede ruter og vinproducenter, lavede aftaler og udvalgte de steder, de bedst kunne lide.

– Tingene falder bare i hak, og alt kan lade sig gøre. Vi føler os utroligt vellidte.

– Franskmændene ser det som eksotisk, at vi kommer med seks islandske heste, og de udviser kun velvilje, imødekommenhed og hjælpsomhed.

Nye koncepter og projekter blev til, og parret får konstant nye idéer til ting, der skal undersøges og prøves af.  I dag er programmet for vin- og rideturene bygget op som en tur på fem dage for par, hvor dagenes indhold er tilpasset et flow i de bedste oplevelser.

Et vigtigt afbræk i hverdagen

For den lille familie er Alsace et altopslugende fælles projekt, et åndehul og et eventyr.

Rikke:

– Som familie giver det os mulighed for et vigtigt afbræk. At leve to liv, hvor vi ikke laver det samme hele tiden. Vi bor jo fantastisk Danmark og har på denne måde det bedste fra to verdener. Man kan sige, at vores vin- og hesteture i Alsace giver os råd til at komme på eventyr og give noget af det bedste, vi har videre til andre mennesker. Samtidig arbejder vi meget og har hele tiden et fælles projekt. Vi udfordrer hinanden og er tvunget til at forny os indenfor mad, vin, ruter, oplevelser.

Jesper:

– Vi drømmer om, at vi kommer til udelukkende at kunne leve af Alsace-turene. Der er ikke så langt til, at det kan lade sig gøre. Det vil give ro, og det vil være sjovt og meningsfuldt.

Relaterede artikler