– Pegasus er en guldhest: rolig, blød, bouncende tølt og supercool. – Ikke bange for noget.

Det lover min guide, Jesper Finderup, inden jeg anspændt og med et lidt stift smil sætter venstre fod i stigbøjlen for at sætte mig op på den 8-årige, sortbrune vallak.

Vi er i Frankrig. Jeg har ikke redet en tur på mere end en time i over halvandet år. Som en rutineret 50-årig rytter, der ikke er voldsomt tryg i ukendt terræn på en fremmed hest, er jeg allerede langt ude af min komfortzone.

Vel i sadlen giver Pegasus´ stabile hestekrop under mig allerede en god fornemmelse. Han er ikke påvirket af min usikkerhed og vil passe godt på sin rytter. Jeg sender et blik op mod vinmarkerne, der strækker sig op i uendelige, grønne rækker.

Der skal vi hen. Det går op. Og på et tidspunkt går det ned igen…

Så er vi klar til afgang. Jesper Finderup er min guide gennem vinmarkerne i Alsace.

Tølt i vinmarkerne

Jesper forklarer, hvad vi skal opleve de næste par timer, før vi stopper ved et nonnekloster for at spise frokost. Efter frokost rider vi en times tid retur til udgangspunktet ved traileren.

Heldigvis er der også vinsmagning på eftermiddagsprogrammet, mens Rikke, Jespers kone og partner, kører retur til gården med hestene.

Det er til at overskue. Introduktionen virker beroligende for mit overaktive nervesystem:

– Det går op og ned, og nogle gange er underlaget glat asfalt, hvor vi rider ud i rabatten. Der er nogle lige stræk, hvor vi kan tølte eller trave, men vi starter med at klatre opad i et kvarters tid, hvor hestene bliver varmet op og falder helt til ro.

Så rider vi endelig af sted i energisk skridt. Det går opad ved vinmarkerne næsten med det samme. Ikke stejlt – en støt, laaang stigning.

Hans ridehest, 9-årige Grámann fra Villa Rosa, er mere udadvendt og reagerende på omgivelserne end Pegasus, som jeg bliver mere og mere tryg ved, mens han sikkert og uden at blive mere forpustet end sin passive rytter, æder højdemeter.

Med os cykler min kæreste, Peter, på en el-mountainbike.

Normalt varer et ophold hos Rikke og Jesper i Alsace fem dage. Deltagerne er par, hvor kvinderne som oftest rider, mens mændene cykler. Cykelgruppen og ridegruppen er ude på forskellige ruter, inden alle mødes til frokost og senere vinsmagning.

 Perfekt vejr til ridning og cykling

Vores tur er specialdesignet, fordi Magasinet TÖLT er inviteret til Alsace af vinferie-alsace.dk to dage i slutningen af maj.

Arrangørerne, Rikke og Jesper Finderup, er taget fra deres gård ved Fjerritslev, hvor de bor til hverdag, til deres franske logi gennem seks år, gården Domaine Saint Loup. Målet er at idéudvikle og forberede fremtidige projekter og efterårets ture 2023.

På bedding er bl.a. intimkoncerter med danske kunstnere, firmature for bestyrelser og ledelsesgrupper med teambuilding/kurser om formiddagen og ride/e-mtb-ture samt vinsmagning om eftermiddagen.

Vinsmagning er en del af programmet. Her er det hos producenten Camille Braun.

Sæsonen for vinferie på islandske heste og e-mtb er forår plus september og oktober. Om efteråret er vejret ”som en indian summer” og landskabet er overdådigt med de gyldne vinranker, fortæller værtsparret.

Vi er dog pjattede med maj-udgaven, der minder om den danske: grøn, grøn, 17 grader, lidt sol, lidt skyet, lidt frisk vind. Perfekt til udeaktiviteter som ridning og cykling.

Vi har tre overnatninger og to hele dage på Domaine Saint Loup. Rikke og Jesper forkæler os med fantastisk morgenmad og endnu mere fantastisk og fransk inspireret hjemmelavet aftensmad. Frokost spiser vi på restauranter ude i vinlandet. Jeg føler mig vartet op og taget hånd om på et højt niveau.

Værelset er nyistandsat, kæmpestort, gode senge, stort badeværelse og med stilfuld, enkel indretning. Opholdsrummene i vores længe er også nyrenoverede i et lyst og luftigt udtryk med højt til loftet, der forener den gamle stil i længen med nyt, nordisk, fransk. Vi har sovet godt, fået god mad og vin og er klar til dagens udfordringer.

Man sover godt på Domaine Saint Loup. Værelset er nyistandsat, lyst, rummeligt og enkelt indrettet.

Traktorer og cyklende turister

Der er overraskende lidt trafik på de smalle grus- skov- og asfaltveje,  som vi tilbagelægger.

Men vi passerer alligevel nogle biler, smalle, åbne traktorer (hvisle, skrumle, larmelyde), hunde i snor, susende flokke af landevejscykler, familier på e-mtb (kommer rullende hurtigt bagfra), stensætninger (lidt farligt, mener Grámann), klapvogne, blafrende vimpler, bønder med markredskaber, motorcykler og kloakdæksler, der normalt ville kunne skræmme livet af enhver fornuftig hest (i hvert fald min egen vallak derhjemme).

Vi har selskab af Peter på e-mtb. Normalt rider og cykler man hver sin vej og mødes til frokost og vinsmagning.

De vidtstrakte landskaber er en episk oplevelse fra hesteryg.

Min lånehest er i godt humør og tilsyneladende ligeglad med udefrakommende forstyrrelser.

Han tølter behageligt og uden tøjlestøtte de steder, hvor det går lige ud nogle få hundrede meter. Han skridter energisk uden på noget tidspunkt at trække for meget fremad. Tempo og fremdrift er også upåvirket, hvis hans artsfælle kommer et stykke foran.

Min guide viser rutineret vej, læser terrænet og sætter i stille og roligt tempoet op og ned, når det er passende. Nul ræse-ridning. Det kan både Pegasus og jeg godt lide.

Rørende adfærd hos islandske heste

Jeg er imponeret over hestenes færdigheder og deres ro under hele turen. Vi passerer storslåede udsigtspunkter (man har lyst til at stoppe og fotografere hele tiden), klaprer fredeligt ind i en-eventyr-agtig middelalderby gennem byporte og forbi travle byggeprojekter på smalle, brostensbelagte gader.

Alle sanser fortæller mig, at oplevelsen her er noget helt særligt.

Det virker på én gang underligt og overraskende og selvfølgeligt med en islandsk hest i franske omgivelser. For der er ro, plads, luft. – Og når de ikke er på tur, går de på frodige græsmarker på Domaine Saint Loup.

Deres arbejde med at fragte os rundt i det bakkede landskab trækker tråde tilbage til hestenes forfædre, som udførte lignende jobs. Når jeg tænker på, at racen gennem århundreder har været brugt som et stærkt og driftssikkert transportmiddel til alt og alle i det barske terræn i Island, virker det oplagt at bruge deres evner og kompetencer i en nutidig kontekst. Opgaven er jo kendt og udført af utallige generationer af heste. Generne for styrke, mod og sikre trin på al slags underlag er nedarvet.

Som islandshesteejer gennem 40 år bliver jeg igen rørt over, hvad en modig og venlig islandsk hest, der hviler i sig selv, kan klare, når man beder den pænt om det.

Min hest er rolig og cool, uanset hvad vi møder. Den tølter blødt og uanstrengt på de lige strækninger.

Den gør det bare. Uden at tøve.

Jesper forklarer, mens vi rider:

– Vi avler en del af hestene selv, og vi går meget op i at miljøtræne dem helt fra begyndelsen. Fx rider vi meget med håndhest. Det er en utrolig god metode til at vænne dem til at være af sted og slappe af i alle tænkelige situationer og miljøer.

Den perfekte terrænhest

Beder man ham beskrive den perfekte terrænhest til ture i Alsace, Danmark og andre steder i verden, lyder svaret:

– Den perfekte terrænhest svarer til beskrivelsen af avlsmålet for islandske heste: en selvbærende tølter, der hviler i sig selv. Den er udadvendt, glad og positiv, og den er med på at opleve noget.

– Vores erfaring er, at introverte heste er mindre egnede til den slags ture, for de skal også kunne lide at komme ud alene.

Når det kommer til egen hesteavl, har Rikke og Jesper valgt ikke at kåre deres hopper, men de anerkender kravene til avlshingstene:

– Vi kender vores avlshopper og vi ved, hvad de repræsenterer, og hvad vi vil have. Derfor behøver ikke at betale en formue for, at nogen fortæller os, hvad vi har. Hopperne har fem gode, hurtige, naturligt rene gangarter og et smukt sind. De skal have skulderfrihed, lange skridt og elasticitet, men faktisk ikke for høj forbens-aktion.

– De heste, der får de højeste tal, fx et 9-tal for tølt eller trav til en avlskåring, giver ikke nødvendigvis den bedste rideoplevelse. Gangarter i et niveau til karakteren 7.5 er ofte perfekte til terrænhestene – den slags heste er meget eftertragtede og i øvrigt lette at sælge til en god pris.

Hestevelfærd i Danmark og Frankrig

Mit indtryk er, at Pegasus har en solid psyke, en fin grundform og virker tilpas med livet i La France.

Han græsser på store marker med andre heste om dagen, er hverken for fed eller for tynd.

Men jeg tænker på, hvordan han kaperer en lang transporttur fra Danmark til Alsace. Jeg er nysgerrig på, om han bevarer energi og positivitet med skiftende ryttere i det udfordrende og energikrævende terræn.

De grønne marker på Domaine Saint Loup leverer græs til hestene, når de er i Alsace.

– Turen herned fra Fjerritslev tager 16 timer med hestetrailer, men vi tager os god tid og bider den over i tre med to overnatninger.

– Når vi er ankommet, får hestene fri nogle dage og kommer på græs. Så rider vi dem selv, inden der kommer gæster. Efter vores mening er en fed ridedag ikke mere end et par timer i sadlen før frokost og en time efter frokost blandet med andre aktiviteter, så vi har slet ikke de der lange, udmattende dagsture.

Jesper uddyber, hvordan logistikken med heste tur-retur, heste, der bliver og heste, der sælges, lånes ud i Frankrig og Tyskland og som skal leveres og hentes hid og did, kan være svær at navigere i. Det er desuden et omkostningstungt, administrativt tungt og tidskrævende puslespil.

Er der en vægtgrænse for ryttere?

På spørgsmålet om, om der er en vægtgrænse for deltagerne, svarer han, at det er der ikke.

– Vi har kun øvede ryttere på turene, vores heste er stærke og veluddannede, og vi oplever ikke, at der kommer for tunge og urutinerede deltagere. Her klatrer hestene op og ned i skridt, der er kortere sekvenser i tølt, så man kan ikke forstyrre dem så meget gangartsmæssigt, forklarer han og uddyber:

– Vi vil gerne sælge de heste, vi har med herned til vores gæster. Vi har solgt mange heste til tyskere, schweizere og endda italienere. I 2018 havde vi 12 heste med herned, og vi solgte de 10 af dem. De fleste af køberne har en islandsk hest eller to i forvejen, og de søger bevidst danskavlede heste pga. den reducerede risiko for sommereksem og fordi de ved, at dansk avl er af høj kvalitet. Danske heste er også billigere – jo længere sydpå du kommer, jo dyrere bliver hestene.

Mødet mellem gæster og heste udvikler sig som sagt nogle gange til et salg. Det er en fordel, hvis man vil sikre sig det rigtige match, fortæller han.

– Vi oplever, at hestene får god energi og muskler hernede, og de kan hurtigt gøres klar til salg efter sæsonen. Vi foretrækker at sælge hestene gennem turene. På den måde kan vi se, at de passer til køberne, for vi ser gæsten hele vejen rundt om hesten i ugens løb. Det betyder også, at køberen kender hesten rigtig godt, og risikoen for et forkert match er minimalt. Der vil vi meget gerne hen med vores salg.

Eventyrlig by og frokost hos nonnerne

Underlaget veksler mellem grus, asfalt, græs, brosten og grove, knoldede stenveje. Jeg holder mig så vidt muligt i rabatten for, at min hest ikke skal glide, og det virker naturligt at ride med ret løse tøjler og lade hesten finde sin egen vej. Normalt er der mordax i hesteskoene, men denne gang er de skoet uden. Det giver dog ikke problemer.

Vi passerer gennem byporten til en lille landsby, der ligner en eventyr-kulisse.

Hvor er Rapunzel? Der er mange detaljer at kigge på i de små, fine landsbyer. Min hest tager det helt cool.

Jeg prøver konstant at stoppe mig selv i at være alt for optaget af at holde øje med potentielt farlige situationer, for det er ikke nødvendigt. Pegasus forbliver – som lovet – cool.

Et par gange er hældningerne så stejle, at vi stiger af og trækker nedad. Stigningerne klarer vores stærke dyr snildt med rytter på. Efter vi har redet igennem eventyrlandsbyen og har tilbudt hestene vand ved en stor fontæne i centrum, går det igen opad i skridt gennem et grønt, tæt og nærmest magisk skovområde.

Solen skinner nu, hestene sveder og er ved at være trætte. Men vi gør holdt ved et nonnekloster, hvis beliggenhed er umulig at beskrive ud over: wauw en udsigt – eller: magnifique!

Turen til nonneklostret går op gennem en tæt, grøn skov. – Magisk.

Nysgerrige franskmænd

Hos nonnerne får vi to retter solid, fransk landkost – en paté-agtig ting med råkost efterfulgt af et gigantisk stykke farseret kylling med grønne bønner og pomfritter.

Mens vi spiser, står hestene bundet i grimer og træktov til et rækværk og venter tålmodigt. De tiltrækker nysgerrige franskmænd. På hele turen har folk smilet og – uanset alder – hilst med et tydeligt ”booonjouuuur”.

Nu stimler familier sammen omkring hestene og spørger til deres race, og hvor vi kommer fra. De er søde og nysgerrige.

Udsigten fra nonneklostret, hvor vi spiste en solid frokost.

Retur til traileren

Stopmætte og tilpasse sadler vi op igen og sætter bagom klostret mod parkeringspladsen, hvor traileren venter.

Hestene er friske efter hvilet, og de virker bevidste om, at det går hjemad mod det saftige græs på Domaine Saint Loup. Turen tager en lille time, og det går mest nedad, men vi når også et par tølt- og travstræk.

På parkeringspladsen ved landsbyen venter Rikke og sønnen Karlo på tre år. Hestene suser velvilligt ind i traileren for at blive kørt hjem. Peter, Jesper og jeg kører videre i bil til vinsmagning hos vinproducenten Léon Boesch i Westhalten.

Lækre vine efter rideturen

Jeg er ikke vinkyndig eller vinnørd, men jeg elsker et godt glas vin (eller to). Jeg vil også gerne udbygge min viden om, hvad jeg godt kan lide, og hvad der er en god drue.

Min kæreste har haft interessen for vin meget længere end mig, og Jesper er mangeårig entusiast på den nede-på-jorden-agtige måde, så vi er havnet det helt rigtige sted.

Hos Léon Boesch smager vi to forskellige slags bobler og en del hvidvine på druerne pinot gris og – selvfølgelig – riesling.

Det er sjovt og udfordrende at (forsøge at) smage forskel på vin dyrket på sandstensbund og kalkbund. På et kort kan man se husets marker, der har forskellige navne, og mange gange er vinen opkaldt efter den mark, hvor druerne har groet.

Vin, dufte, navne, druer, jordbund bliver meget mere nærværende, mens vi helt konkret står hos bonden, hvor vi dufter til og smager på produktet.

Vi får også lov til at se deres vinkælder, hvor gigantiske trætønder hviler med mange, mange hektoliter vin.

Af en eller anden grund ender vinsmagning altid i en opløftet stemning. Et par kasser med bobler og riesling ryger med i Volvoen. De skal med hjem som et minde om modige heste, sjove mennesker, lys, luft, natur og vinmarker i Alsace.