Corona: Rideferiested afventer sæson

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: rideferie.dk og Klaus Munk

19 februar 2021
Members only

“På et eller andet tidspunkt åbner det hele igen”

Trods nedlukninger og aflysninger af gæster tager Krogbækgård på Læsø et år med corona-restriktioner oppe fra og ned  ”Det skal nok gå,” siger Lasse Grønberg Jensen, som driver stedet – og har lært at have is i maven. 

Hvordan er det at drive et turridningssted under en global pandemi? 

– Da den første nedlukning kom for et år siden, tænkte vi ikke så meget over det, for det var et stykke tid inden sæsonstarten som altid foregår i påskeferien. Indtil påske berørte det os ikke så meget. Vi kunne træne heste og gøre klar til sæsonen, som vi plejer at gøre i marts. Vi havde planlagt at lave en række træningsfilm, som vi ville lægge på nettet, så det arbejdede vi også på. 

– Da vi nærmede os påsken sidste år, havde vi meget svært ved at finde ud af, hvad vi skulle melde ud til vores gæster. Vi var jo fuldt booket op. Folk gik og glædede sig til at komme herover. Jeg måtte melde ud, at vi desværre ikke vidste, om vi kunne åbne eller ej. Det var en svær situation. Samtidig var alle på en måde i samme båd, og vi kunne ikke selv ændre noget, så jeg var egentlig ikke bekymret. Der gik et godt stykke tid, hvor vi trænede hestene op til sæsonstart, men vi vidste ikke, hvornår det ville ske.

Jeg ville gerne bruge tiden til at lave noget helt andet, så jeg tog en beslutning og gik i gang med at pudse hele gården og lægge 300 kvadratmeter fliser udendørs. Det var en god beslutning. Jeg fik gjort noget, jeg ellers aldrig ville have fået gjort. 

Hvad gør I under nedlukningerne? 

– Vi åbnede ikke til påske 2020 og aflyste gæsterne. Vores restaurationskøkken måtte kun lave takeaway, så vi kunne ikke bespise vores uge- og weekendgæster. Vi kunne heller ikke opfylde afstandskravene fra regeringen på en forsvarlig måde. For eksempel holder vi altid imod på den modsatte side af hesten, når rytteren stiger op, ligesom vi spænder gjorde og tjekker dem efter, mens rytteren sidder i sadlen. Det er ret svært med to meters afstand, og det kunne vi ikke stå inde for. Det var ikke rart at gå glip af forårets omsætning, men jeg tænkte hele tiden: Det skal nok gå. Vi skal nok åbne på et tidspunkt. Vi er mange i samme båd, og det er bankerne, der sidder med den store risiko i sidste ende. 

Hestene fra Krogbækgaard går på store, fredede naturarealer.

 

– Efter påske lavede vi træningsfilm og ordnede lidt på gården. Sommeren blev heldigvis rigtig god. Vi havde fuldt hus på ugeopholdene. Restauranten med spisende gæster tre dage om ugen om aftenen og frokostgæster fvar meget travl. Der havde vi flere igennem, end vi plejer. Alt i alt har det været okay. Vi har haft et godt år på trods af, at vores forår var dødt. 

Hvad har I lært? 

– Corona har lært mig at have is i maven. Tiden uden gæster har også givet lidt mere tid og fokus til at udvikle de træningsvideoer, som vi lige nu er i gang med at lave. Vi filmer forløb med ridehestene, når vi træner dem op til sæsonstart og viser, hvordan vi retter op på ting med de enkelte heste. Målet er, at de skal være lette at forstå, så der er flere ryttere, der kan mærke og forstå, hvad der sker under dem, når de rider. Vi viser helt almindelige heste, som der står flest af i de danske stalde og følger deres udvikling over flere dage. Planen er at fortsætte med det og lave materiale nok til, at det er spændende at have et abonnement på vores videoer. 

Er der en særlig oplevelse, du har med fra året? 

– Ja. Vores aftenbuffeter med 100 gæster, som vi kører tre gange om ugen i sæsonen. Vi fik konceptet tilpasset corona-kravene i sommerferien 2020, og vi kørte buffeterne udendørs i gårdhaven så vidt muligt. Men de har fyldt enormt meget for os og været en stressfaktor. Jeg var presset i forhold til at placere folk med afstand og gøre det lovligt hele tiden. Det har jeg tænkt meget over. Har vi nu gjort det godt nok?

Kan vi risikere at komme ud i en shitstorm, fordi vi uden at vide det har gjort et eller andet forkert? Vi gør vores bedste, men jeg får altid lidt ondt i maven over det. 

Har der været noget godt ved corona? 

– Det er svært at finde noget godt ved det, men jeg er glad for, at jeg fik lagt fliser og pudset gården. Det har også været godt at opleve, hvordan folk har været glade for endelig at kunne komme ud i de perioder, hvor vi har haft åbent. Sommergæsterne og især de gæster, som er gengangere, har vist endnu større glæde ved at være her. 

Coronarestriktioner med forsamlingsforbud gør det besværligt – eller umuligt – at have rideferiegæster.

Hvad glæder I jer til, når verden bliver mere normal? 

– Lige nu er vi stadig lukket ned, men jeg håber, at vi får lov at åbne tidligere end sidste år og meget gerne til påskeferien. Indtil videre er mit fokus på stuehuset, som jeg er ved at renovere og arbejdet med at gangsætte heste. Fordi vi er ret isolerede herovre, og jeg bare er her på matriklen, har jeg næsten ikke opdaget, at der er corona. Men uvisheden omkring sæsonstart er svær at håndtere. Vi skal helst have en måned til at gøre klar, og vi kan godt begynde tidligere, men vi vil også gerne bruge tiden fornuftigt. Turhestene skal i form og gangartstrænes, bygninger og faciliteter skal klargøres, heste skal skos… Det bliver spændende at se, om vi skal have lige så meget is i maven som sidste år. Og for at svare på spørgsmålet: Jeg glæder mig allermest til at se både kendte og nye ansigter her på gården. 

Af sted i flok med rideferiegæster. Det glæder Lasse Grønberg Jensen sig til.

FAKTA om Krogbækgaard 

Krogbækgaard på Læsø er rideferie, weekendophold, kurser og ugeophold med fuld forplejning for 20-25 personer ad gangen. Der er + 100 heste på gården, hvor man også avler, opdrætter, tilrider og gangartstræner heste. Der er desuden restaurationskøkken med åbent for gæster udefra i højsæsonen. Krogbækgaard drives af Lasse Grønberg Jensen og hans kæreste Katrine. Lasse har overtaget gården efter sin far, Poul Erik Jensen. 

Log ind eller bliv medlem af Dansk Islandshesteforening for at få adgang til TÖLT

Er du medlem af Dansk Islandshesteforening men mangler dit brugernavn og adgangskode?
Gå til sporti og log in for at finde dit medlemsnummer

Relaterede artikler