Sandsynligheden for at din hest er efterkommer af én af de mange islandske heste, som Poul-Erik Jensen importerede til Danmark er stor. Ikke én eneste hest kom med hjem, hvis ikke Poul-Erik havde siddet på den først. 

Denne artikel stammer fra TÖLTs arkiv, og er oprindeligt udgivet i 2018. 

Blandt blomkål på fly, der havde tjent sit land i krig, stod Poul-Erik Jensens heste af i Aalborg lufthavn. Dengang i 1970´erne var ridning på islandske heste uopdaget land. Han indtog det og delte ud af det som én af de allerførste herhjemme.

83-årige Poul-Erik Jensen fløjter og er i fuld vigør hjemme på Krogbækgaard i den Læsøske vildmark, hvor TÖLT er på besøg i dag.

– Jeg har altid været sådan én, der fløjter. Jeg var også sådan én, der havde nemt ved at få arbejde som knejt, for jeg var altid i godt humør. At jeg går på arbejde nu, er ikke helt rigtigt. Jeg vil nærmere sige, at jeg hjælper til, hvor jeg kan, lyder det fra Poul-Erik Jensen, der gennem 30 år har tilbudt rideferier, ridekurser og turridning på islandske heste på Læsø.

Nu er det sønnen, 32-årige Lasse Grønberg Jensen, der har ansvaret for at drive familievirksomheden videre og give ridende turister en natur- og hesteoplevelse for livet.

En levevej, som hans far ikke var ret gammel, før han slog ind på.

Vendelbo med hang til hest

Poul Erik Jensen blev bidt af heste fra barn af.

Han  vidste ikke noget om ridning, andet end at han som barn red ringridning, og red på hestene i marken. Han  er opvokset på et lille husmandssted i Vendsyssel.

Dengang var lønningerne i landbruget ikke ret høje, så da han var omkring 18 år, tog han til Sverige. Her tjente han til sit første husmandssted i Tolne nær Frederikshavn, og opdagede hurtigt, at han kunne leve af at lave ponyridning for børn. De kom allevegne fra – både lørdag og søndag og skulle have en tur.

Især familier fra Skagen efterspurgte gode fritidsoplevelser for børn på hesteryg. Det bragte Poul-Erik længere nordpå til det, han valgte at kalde Hedebo Ranch ved Skagen. Her tilbød han, i større målestok end i Tolne, lokale og turister ride- og trækketure. Ture med hestevogn og ridelejre med overnatning i naturen var også populære.

– Der kom mange – rigtig mange, og til min forundring troede de alle sammen af en eller anden grund, at jeg kunne ride. Så jeg lod dem blive i troen…siger han og blinker med det ene øje, mens han erindrer, at han besluttede, at så var det nok bedst at lære at ride ”sådan rigtigt”.

– I Hjørring lærte en dygtig bornholmsk ridelærer kaldet Maggård mig grundlæggende skoleridning. Det var på de store heste. Vi red passage, piaf, changementer, og jeg var også med på jagt. Derefter hang jeg uafbrudt på en hest, og efterhånden blev jeg vel skrappere til det.

At Poul-Erik siden direkte eller indirekte får stor indflydelse på mange danske islandshesteejeres liv kan tillægges tiden i Skagen.

På Hedebo Ranch red fx både en ung John Siiger Hansen, der i dag er international FEIF-kåringsdommer, og Lisa Møller Hansen, med hvem Poul-Erik senere giftede sig.

Lisa ejer og driver i dag Nordjysk Ridecenter ved Aalborg, hvor Danmarks største DI-lokalklub Tvistur har til huse. Sammen har Poul-Erik og Lisa sønnerne Rasmus og Jonas Møller Jensen, der begge er professionelt beskæftiget med tilridning, træning og undervisning.

Turen går til Island

Det var også i Skagen, at Poul Erik begyndte at handle med Bert (Jønsson red.)

Dengang var der få islandske heste i Danmark, men i Skagen rygtedes det, at en mand kaldet Fritz Haug importerede islandske heste til kajen i Randers. Og eftersom Poul Erik ville i gang med noget rideferie, tog han ned for at se, om det var noget, han kunne bruge.

– Måske var han én, jeg kunne handle med. Den første islandske hest, jeg blev sat op på hed Kanonstjerni, og det var den sgu også. Jeg var i hvert fald glad for, at jeg slap levende ned af den igen, griner han.

– På det tidspunkt kendte jeg ikke noget til Island, men jeg ville gerne med Fritz derop og se, hvad det var for noget. Vi aftalte, at jeg skulle give 500 kroner per hest, som jeg købte deroppe. Vi rejste sammen derop i 1971, men pludselig måtte Fritz rejse hjem, og så blev jeg sat til at købe resten.

Poul-Erik så således en mulighed for at gøre en levevej ud af at importere islandske heste og lave rideferie på disse i Danmark.

Poul-Erik husker også, hvordan Fritz lunt sagde til ham, at nu havde han brudt Fritz´ importmonopol. Derfor kunne de lige så godt slå sig sammen. Forretningen var sikker, for der var ordrer i bogen både på følhopper og rideheste.

– Jeg må have gjort mig lidt kendt, for sammenlagt endte jeg med at købe omkring 250 heste på Island. Transporten foregik i DC9 flyvemaskiner, der havde fløjet med forsyninger under Vietnamkrigen. De var omdannet til transportfly, og skulle blandt andet den vej ad Amsterdam for at hente grøntsager.

“Jeg må have gjort mig lidt kendt, for sammenlagt endte jeg med at købe omkring 250 heste på Island. Transporten foregik i DC9 flyvemaskiner, der havde fløjet med forsyninger under Vietnamkrigen. De var omdannet til transportfly, og skulle blandt andet den vej ad Amsterdam for at hente grøntsager”

– Lisa (Møller Hansen red.) og jeg kørte rundt og opkøbte heste, og vi fløj frem og tilbage med flyladninger af heste. Da de første fly landede i Aalborg, kom hestene gennem terminalen, indtil lufthavnspersonalet fandt ud af, at der kommer noget bagud af heste. Så blev vi forvist til landingsbanen.

Fingersprog i en stank af svovl

En meget kendt hestemand på Island på det tidspunkt hed Páll Sigurðsson. Palli, som Poul-Erik kalder ham, var manden, der skulle hjælpe ham med finde salgshestene.

– Palli var avleren af den berømte Hörður frá Kolkuósi. Vi brugte fingersprog, for han kunne ikke dansk, og jeg kunne ikke tale islandsk. Men vi forstod hinanden, for vi var begge hestefolk. Første nat, jeg sov på Island, var i Hveragerði, og dér stank af svovl. Derfor fik vi lov at komme hjem til Palli og Bibbi at sove. Jo, vi havde en spændende tid, dengang. Lisa var i høj grad også en del af det islandske eventyr.

– Da de første fly landede i Aalborg, tilså Dyrlæge Rasmussen hestene, indtil han gav mig kitlen, og sagde, at det kunne jeg da vist ligeså godt selv klare. Det var andre tider dengang, husker Poul-Erik og smiler.

Kriterierne for om Poul-Erik valgte at tage en hest med hjem eller ej afhang af, om den var styrbar, og om den havde gode gangarter. Ingen hest kom med hjem, uden at han havde siddet på den. På nær følhopperne, der ikke kunne rides.

Især havde Páll Sigurðsson gode forbindelser på Nordlandet til Duddi i Skörðugill, og Poul-Erik erindrer, at det var Skagafjörður- og Borgarfjörðurheste og avlslinjer som Kolkóus, Sauðárkrókur, og Varmalæk, der bragte ham og Lisa nordpå.

– Skagafjörður var meget kendt for sine heste og for sine gode hingste. Måske er jeg i virkeligheden, den, der har importeret allerflest heste til Danmark. Det var først senere, at private begyndte at importere – fx efter farver som vindott.

Æresinstruktøren Poul-Erik

Det var ikke kun import af islandske heste Poul-Erik blev kendt for i den voksende skare af islandshestefans i Danmark i 1970´erne.

Han var i høj grad også medvirkende til, at danskerne begyndte at samle sig om den islandske hest. Blandt andet var han med til at organisere hingstefremvisninger og stævner. Han husker tydeligt et bestemt stævne. Han kalder det for Danmarks bedste stævne nogensinde. Det var EM i 1977.

– Det blev holdt ude i naturen. På stranden. Og det var ikke bare et godt stævne, fordi vi festede. Vi havde pasvæddeløb på stranden. Jeg husker, at vi lå på rullemadrasser til det stævne, og med rullemadrasser, mener jeg altså, de flasker, der lå under teltene, siger Poul-Erik og griner.

Poul-Erik blev en eftertragtet underviser både herhjemme og i vores nabolande. Her mødte han folk, der ifølge ham, havde masser af problemer med ulydige heste, eller også havde de ikke styr på gangarterne. For, som han siger, kommer man ikke langt med en islandsk hest i gangarterne, med mindre man formår at dressere den.

Poul-Erik underviste derfor i grundlæggende dressur og gangartstræning. Dengang hørte den islandske hest ikke rigtig til nogle steder, og ifølge Poul-Erik var det ikke sådan, at islandshesteejerne tog på klassiske rideskoler med deres heste. I stedet begyndte man at samle sig i lokale islandshesteklubber.

– Der var ingen steder for islandshesteejerne at få undervisning. Man regnede ikke islænderen for noget dengang. Den blev set på som en husmandshest. I dag er tingene langt bedre organiseret. Det blev bygget op stille og roligt. Jeg var vel én af de første instruktører eller ridelærere, der underviste islandshesteryttere i Danmark, og siden fik vi islandshesteforeningen. På et tidspunkt begyndte man at ville godkende instruktører og undervisere, og så fandt man ud af, at jeg hellere måtte få en titel. Det var på en generalforsamling, at jeg blev udnævnt æresinstruktør.

– Jeg blev glad for at blive anerkendt – det ligger vel i os alle. Så det, synes jeg da, var pænt gjort. Men det var jo ikke bare ridning, det var også det sociale omkring hestene, der var og stadig er vigtigt. Jeg blev fx også spurgt, om jeg ville tage mig af landsholdet. Dengang var det ikke organiseret som nu.

“Der var ingen steder for islandshesteejerne at få undervisning. Man regnede ikke islænderen for noget dengang. Den blev set på som en husmandshest. I dag er tingene langt bedre organiseret. Det blev bygget op stille og roligt. Jeg var vel én af de første instruktører eller ridelærere, der underviste islandshesteryttere i Danmark, og siden fik vi islandshesteforeningen”.

Nordjysk Ridecenter kommer til

I 1972 rykkede Poul-Erik sydpå. Det skete på opfordring af direktøren for daværende Montage-Beton, Henning Beyer, der gerne så et ridecenter i Syd-Aalborg med islandske heste.

Hans døtre havde været på rideferie i Skagen og var blevet begejstrede for islandske heste, og Henning Beyer tilbød Poul-Erik at bosætte sig på gunstige vilkår i området Flødal.

Som direktør for en montagevirksomhed med beton-elementer sørgede han hurtigt for, at der blev opført en ridehal i tilknytning til det, der i dag er kendt for at være Nordjysk Ridecenter.

Her kommer Lisa Møller Hansen til i 1973.

– Henning Beyer var faldet for den islandske hest, så han købte simpelthen gården. Der var et nedlagt landbrug, og jeg betingede mig at tage jobbet, hvis der blev opført et ridehus. Ellers ville jeg ikke kunne drive stedet om vinteren. Dengang boede Beyer dér, hvor Jonas (Møller Jensen red.) bor nu.

– Vi begyndte med rideundervisning til hverdag i Svenstrup. Jeg praktiserede ikke ridelejre i Svenstrup. Det var nok mere Lisas gebet. Jeg rejste på det tidspunkt meget rundt i Norden og underviste. Det var en god tid i Svenstrup. Jeg fik da selvfølgelig også nogle flyveture, hvor jeg faldt af. Jeg kan især huske én gang, hvor jeg faldt af. Senere fortalte Lisa, at jeg bare fløjtede videre, så heller ikke dét, kunne tage mit gode humør.

– At drive Nordjysk Ridecenter var ikke noget, vi kom sovende til. Det er det såmænd heller ikke her på Læsø. Jeg har altid haft over 100 heste. Lasse og jeg snakker sommetider om, hvem der egentlig har flest. Og så konkurrerer vi indbyrdes, griner Poul- Erik, der i 1986 rykkede til Læsø.

Sheriffen på Læsø

Poul-Erik ejede allerede Krogbækgaard, inden han flyttede fra Nordjysk Ridecenter.

Det tog ham lige præcis to minutter at beslutte sig for at købe det nedlagte landbrug på Læsø, hvis jord oprindelig var tiltænkt store flokke af ungheste fra Flødal. Men skilsmissen fra Lisa Møller Hansen betød, at Poul- Erik bosatte sig permanent på Læsø.

– Jeg kan huske hvordan Rasmus og jeg, mellem to ridetimer på Nordjysk Ridecenter, fløj herover i et bette fly. Da jeg så stedet oppefra, var jeg solgt. Jeg kunne se Rønnerne og havet. Stedet egnede sig simpelthen perfekt til islandske heste.

Vidderne nær Krogbækgaard indbyder da også til lange uforstyrrede ridt. Langs havet, ved Rønnerne, Stokken og nær strandengene. Ungheste er der masser af på gårdens store folde, og dem tilser Poul-Erik dagligt til hest på ægte cowboymanér. De er ikke mulige at nå i bil. Det gælder også folden med følhopper, der søger til vandkanten, når varmen bager.

Poul-Erik fortæller, at han nyder sine daglige opsynsture. Overalt har han sin kikkert med, for naturen byder også på interessante fuglearter.

Han rejser ikke længere rundt i norden for at undervise. I stedet brænder han for at lave kurser hjemme på Krogbækgaard, hvor han især er optaget af det, han kalder grundlæggende jordarbejde, kropssprog og kommunikation med heste. En helt essentiel del af arbejdet med at gøre hesten til en veldresseret ridehest, mener han.

– Det med at kode din hest fra jorden, før du sætter dig op, er for mig at se meget vigtigt. Du skal være bevidst om dit kropssprog og gå roligt til en hest uden at fare op i vildelse.

– Her på stedet har vi nu cirka 70 rideheste, og Lasse er simpelthen skidedygtig til det med heste. Det er Lasse og Katrine (Starup, red.), der kører det nu. Nogle gange er jeg stadig med til at introducere stedet, når ridelejr-gæsterne kommer. Jeg kan også stadig bookes som rideguide.

– Lasse kan se muligheder her, og han er fuld af idéer. Og kan man ikke se muligheder i livet, så kommer man ingen vegne.

– Jeg kunne se muligheder i at skabe gode rideoplevelser på islandske heste for danskerne. Men det er ikke mit job at servicere gæster længere. Alt det vilde festen, som jeg var glad for engang – det er jeg godt nok holdt op med. Jeg vil meget hellere hygge mig med gæsterne, vende verdenssituationen, tale hestelinjer og tale om gamle dage.

Krogbækgaard er nu så trygt givet videre, som det overhovedet kan være. Det er jeg meget taknemmelig for.