Jørn Vestergård havde kun redet i et par år og havde redet med håndhest på en ridebane. På turen til Kina skulle han manøvrere ridehest og to håndheste over trafikerede grænseovergange, gennem fattige, polske landsbyer. De utallige uforudsete og nogle gange farlige hændelser var med til at ændre hans liv.

Jørn vænnede sig hurtigt til det ridetekniske, der viste sig at være den mindste udfordring. De vilde oplevelser af at bevæge sig igennem Østeuropa efter kommunismen på hesteryg kan du følge i hans YouTube-serie om Kina-ekspeditionen.

Seks islandske heste og to mænd

Jørn kom med på Kinaekspeditionen ved et afbud. Hvordan det skete, fortæller han i første afsnit af sin føljeton om turen til Kina i 1993. Jørn producerer selv det hele i professionel kvalitet og er – til sine tre børns skræk – blevet ”YouTuber” i sin fritid.

Turen kan leve i cyberspace

For næsten 30 år siden satte Paul Rask, Jørn Vestergaard og deres i alt seks heste kursen mod Kina. Lidt ældre islandshestefolk husker sikkert ekspeditionen, som fik massiv medieomtale og blev fulgt op med flere foredrag af Paul Rask efter hjemkomsten.

Paul Rask døde i 2009. Siden har der været stille omkring Kina-ekspeditionen indtil nu, hvor Jørn Vestergård fortæller historien i digital form, som alle har adgang til.

Jørn fortæller:

– Min kone sagde til mig, at jeg jo aldrig rigtig har fortalt vores tre børn om min tur. De kigger YouTube hele tiden – det gør jeg egentlig også selv.

– Så jeg besluttede mig for at lave en serie til YouTube. Nu kan historien leve i cyberspace, og du kan kigge med, hvis du har lyst, opfordrer han.

Serien har været undervejs i et par år, hvor han har investeret i udstyr og øvet sig i at digitalisere, klippe video, tale til kameraet, få god lyd, lys og andre tekniske finesser.

Af sted med håndhest.

Her kommer min version

– Jeg har øvet mig rigtig meget, og jeg har lært at korte ned. Det første afsnit var til at begynde med 47 minutter. Det var for langt, og det er klippet ned til 22 minutter. Jeg har to afsnit klar, og der er stof til i alt 10, fortæller han.

Materialet består bl.a. af billeder og avisudklip.

– Jeg har den lysbilledserie, som Paul Rask lavede. Han gav mig desuden de billeder, som han valgte fra til serien. Her har jeg fundet en del, som jeg har brugt. Jeg har digitaliseret alle lysbillederne og håber, at det hele ryger op til Paul et sted i skyen.

– Han sagde engang, at han godt kunne tænke sig at se min version af historien. – Den kommer her, siger Jørn og fortsætter:

Vores heste er stærke og alsidige

– Min mission er, at de nye islandshesteryttere får øjnene op for, at vores heste er enormt alsidige og kan bruges til meget andet end kåring og ovalbaneridning.

– Det behøver ikke at være enten eller. Man kan fint have en god stævnehest og bruge den til at ride nogle dage langs Vestkysten.

– Ellers vil jeg bare gerne fortælle en god historie. Den handler om, hvordan det var at ride gennem Østeuropa lige efter murens fald. Jeg har fx redet gennem Ukraine i en opbrudstid for næsten 30 år siden. Den kommunistiske ære var lige slut, så private initiativer var endnu ikke var sat i værk, og vi mødte stor afmagt og fattigdom. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.

Videoproduktion er en hobby

Jørn fortæller, at hans daglige job som beslagsmed er fysisk krævende. Nørdearbejdet med at filme, klippe, digitalisere billeder, lægge lyd og musik over og planlægge afsnit er derfor noget, som han slapper af med.  Det er blevet en tidskrævende interesse.

Poul Rask på das på turen – med det trykte TÖLT-magasin som følgesvend.

– Hvis du spørger min kone, sidder jeg hele tiden ved computeren eller er ude i mit værksted/studie for at arbejde med videoerne. Det er blevet min hobby, og jeg har det rigtig sjovt med det. Nu er der to afsnit ude. Mange spørger allerede, hvornår afsnit tre kommer.

Med sine 55 år er Jørn nogle årtier ældre, end hvad man normalt forbinder med en youtuber. Det mener hans børn i hvert fald.

Godkendt af børnene

– I starten viste jeg mine videoer til familie og venner. Mine tre børn syntes, at det var så pinligt.

– Far, du er altså ikke youtuber, fik jeg at vide. Men nu har min ældste datter, Maja, delt mine afsnit på Facebook og Instagram. Jeg tænker, at det er ved at være godkendt.

– De synes bare, at jeg skal være mere kæk i replikken, griner Jørn, der også gerne vil inspirere andre til at ride længere ture.

Det gør han gerne selv med sin kone og børn. Familien hygger sig sammen med fæles dagsture ved Vestkysten, hvor den har et sommerhus med plads til heste.

– Jeg har meget mere stof liggende. Fx er der fif til at finde langturshest og gode råd til at ride med håndhest. Det kommer senere.

Islandske heste er alsidige, modige og stærke som turheste. Det vil Jørn Vestergaard gerne gøre opmærksom på.

De to første afsnit har allerede fået 2.500 views. De får også en hel del kommentarer og hilsener fra gamle venner og bekendte.

– Det er sjovt at høre fra mennesker fra islandshesteverdenen, som jeg ikke har mødt i mange. På en måde kommer vi tilbage til en tid, hvor vi havde det enormt sjovt. Det var mere fællesskab, og stævnerne var lige dele ridning, samvær, fest og ballade.

Livsændrende oplevelse

Oplevelserne undervejs var ikke blot praktiske udfordringer omkring heste, overnatning, foder og mad, der skulle løses på daglig basis. Turen gav Jørn tid til at reflektere over livet i Danmark, hvor han var premierløjtnant i hæren. Var det i virkeligheden det, han ville?

– Se afsnit to, siger Jørn, da journalisten spørger, om der er en særlig oplevelse, han har taget med sig.

– Jeg bliver rykket ud af min hverdag på en måde, der slet ikke var planlagt. Pludselig stod jeg der og skulle være væk i 1,5 år. Det var en kæmpe oplevelse. Alt var i spil på en tur, hvor jeg ikke kunne vide, om det lykkedes.

– Jeg var mentalt nøgen. Jeg var kun var ham, der red med Paul. Ikke andet. Derfor kunne jeg starte forfra og tænke over, hvorfor jeg egentlig var officer og om jeg skulle blive noget andet.

Da Jørn kom retur til Danmark, blev han i militæret i et par år, før han tog en stor beslutning:

– Kinaturen var et studie i at løse problemer, og vi fandt ud af det. Da jeg kom hjem, havde jeg følelsen af, at jeg kunne klare alt. Turen var med til at give mig mod til at ændre mit liv. Jeg forlod jobsikkerhed og tjenestemandspension og blev selvstændig beslagsmed uden et sikkerhedsnet. Nu er det 25 år siden, og det lykkedes for mig. I dag knirker knæ og led måske, men jeg er ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg.