Fra den 4. til 10. august samles verdens bedste ryttere i Birmenstorf, Schweiz, til en uge fyldt med sport, fællesskab og kærlighed til den islandske hest. Den 31. juli fandt en særlig begivenhed sted på Bad Zurzach Slot: Den ceremonielle overdragelse af VM-stafetten til de schweiziske ryttere.
Stafetten, som bringes til hest fra den tidligere VM-by Oirschot i Holland, symboliserer FEIFS værdier om venskab og international samhørighed. Skiftende ryttere har tilbagelagt over 850 km gennem Tyskland og Schweiz, og rejsen kulminerede i Birmenstorf den 3. august.
Stafetten er en fast tradition ved verdensmesterskaberne og blev første gang gennemført i 1980’erne. Den tiltrækker hver gang passionerede ryttere, som fuldfører en eller flere etaper af ruten.
Roman Spieler, formand for VM-organisationskomitéen, kalder overdragelsen en følelsesladet begivenhed:
“Det er mere end symbolik – det er et udtryk for vores fælles passion for den islandske hest og en hyldest til det internationale fællesskab.”
Borgmesteren i Birmenstorf, Marianne Stänz, deltog også i ceremonien og fremhævede begivenhedens betydning for lokalsamfundet:
“Dette verdensmesterskab er noget, man kun oplever én gang i livet. Vi er meget stolte over at byde jer alle velkommen.”
Det er under sloganet “THE BEAT GOES ON!”, at ryttere fra i alt 18 nationer skal konkurrere i 18 sportsdiscipliner og seks avlskategorier.
Det danske landshold kan du se lige her
De danske avlsheste kan du se lige her
Omkring 30.000 besøgende forventes at opleve en uge med ridesport i topklasse, fællesskab og familievenlige aktiviteter – herunder madboder, udstillere og musikalske aftenarrangementer, forlyder det fra organisationskomiteen.
Mesterskaberne streames. Man kan købe adgang lige her.
Skulle du have lyst til at opleve de store mesterskaber live, kan du læse om billetkøb lige her.
Er du vild med behind-the-scenes historier? Vil du for alt i verden ikke gå glip af allerseneste nyt fra VM-lejren? Så skal du følge med på de sociale medier.
Du kan læse præsentationer af alle heste og ryttere og følge med i stemningen på Facebookprofilen Landsholdet – Dansk Islandshesteforening og Instagramprofilen: landsholdet_di