Tragisk ulykke berører mange dybt

Af: Kristina Christensen

12 juli 2025

Støtte og medfølelse fra islandshestemiljøet udmønter sig nu i online auktion, hvor der kan bydes på bedækninger ved otte tophingste.

16-årige Silja Loftager Rask mistede livet i en tragisk hesteulykke mandag den 30. juni.

Siden da har mange i hestemiljøet vist stor medfølelse med familien.

Det private indsamlingsinitiativ “Til familiens efterladte” har allerede indsamlet over 130.000 kr., og en gruppe ryttere gik sammen om at arrangere et hesteoptog efter bisættelsen onsdag d. 9. juli fra Kragelund Kirke, har Midtjyllands Avis siden fortalt.

Donerer bedækninger

For at yde yderligere støtte til Silja Loftager Rasks efterladte familie har flere hingsteejere nu valgt at donere bedækninger ved otte højt kårede avlshingste.

De udbydes via en godkendt online auktion, der løber fra den 12. juli kl. 10.00 til den 19. juli kl. 10.00 på 32auctions.com.

For at deltage i auktionen skal man oprette en profil på siden og byde i euro. Der kan bydes både anonymt og med navn. Vinderne får direkte besked, og det fulde beløb fra auktionen går ubeskåret til familien.

Det er tydeligt, at Siljas alt for tidlige bortgang har efterladt sorg i hestemiljøet. Det markeres også ved årets Danske Mesterskaber i Sport for Islandske heste, hvor der afholdes et minuts stilhed til ære for Silja efter de sidste finaler er afviklet søndag den 13. juli.