Aarhus: Ryttere protesterer mod planer om indhegnet skov

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Lone Skriver Premate

31 maj 2021

Aarhus: Ryttere protesterede mod planer om indhegnet skov

Cirka 100 ryttere, rigtig mange af dem islandshesteryttere, fra Aarhus syd mødtes i torsdags i Fløjstrupskoven.

Målet var at protestere mod Aarhus Kommunes planer om at flytte indhegninger med græssende dyr længere mod syd – til Fløjstrup og Mariendal – på grund af manglende plads på de arealer i Marselisborgskovene, hvor de er nu.

Frygter indhegningerne

Rytterne frygter vildskovprojektets kommende indhegninger, fordi de indskrænker mulighederne for at ride i området. Målet med vildskoven er at øge biodiversiteten i området – netop ved at etablere urørt skov og indhegnede områder til græssende dyr.

Mette Torndal fra Foreningen Ridestier i Aarhus Syd siger til Jyllands-Posten:

– Skoven er centrum for vores aktiviteter, og hvis man hegner ind i Fløjstrup og Mariendal, frygter vi, at man nedlægger vores sport og en lang række af de virksomheder, som driver opstaldning.

Man anslår, at der er cirka 1000 heste opstaldet i den sydlige del af Aarhus, hvoraf ca. 450 af dem befinder sig i området omkring Fløjstrup, der ligger 10 kilometer fra centrum af Aarhus.

Kilde: Jyllands-Posten

Vil du vide mere?

Find og følg fx denne Facebookgruppe: Ridestier Aarhus Syd