Det havde aldrig stået skrevet nogen steder – hverken i stjernerne eller på Mias to-do-liste – at hun en dag skulle galoppere ind på en kåringsbane med armene fulde af nerver og en hest, der troede, han var til pasløb. Hun har ellers altid elsket kåringer. På afstand. Med kaffe i hånden. Som entusiastisk tilskuer, der klapper med stor overbevisning. Aldrig med ambitioner om selv at være den.