Tilfreds hesteejer efter kåring: Målet var 7,50 total – det nåede vi

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Jan Haakon Harslund

05 august 2021

Familien Harslund fyldte traileren med heste og kørte til Kåring 3:

Vi tog kåringen som en god oplevelse

For avler Suzanne Harslund gælder det om at have realistiske forventninger til hestenes resultater. Hun opfordrer derfor flere “almindelige” hesteejere til at kåre deres hopper – og sætte barren lidt ned.

Suzanne Harslunds datter, Pernille, er 24 år og går på bachelor-hestelinjen på det islandske universitet Hólar. Pernille var i Danmark hele sommerferien, hvor hun og hendes familie greb chancen for at lade hende og deres heste øve sig i den svære disciplin: kåringsfremvisning.

Fire heste af egen avl

De besluttede at tage turen fra Nordsjælland til årets tredje danske kåring i Herning. I traileren stod en 5-års hoppe, som skulle bygningsbedømmes, en 7-års hoppe og en 8-års hoppe (faderen i husets turhest), som begge skulle fuldkåres med Pernille i sadlen. Endelig blev deres 6-års hingst, Óskasteinn fra Hårkildegård, genfremstillet af den erfarne kåringsrytter Agnar Snorri Stefánsson. Alle heste er avlet på familiens stutteri Hårkildegård.

Smukke Náttdis fra Hårkildegård fik 7,95 for bygning og 7,40 for rideegenskaber fremstillet af Pernille Harslund.

Sætter forventningerne lidt ned

Hvor de fleste hesteejere stiler højt og mange gange forventer kåringer, der ligger over det magiske ”8,0” satte familien Harslund barren lavere. Suzanne krydsede fingre for, at hopperne Náttdís og Milla opnåede 7,50 total, som også betegnes som middelkarakter for kårede heste. Det gik godt for de to, som hun i øvrigt betegner som almindelige, gode rideheste.

– Vi prøvede bare at melde til og tog det som en oplevelse. Vi ville gerne, at Milla og Náttdis opnåede 7,50 og mente, at det var realistisk. De fik faktisk de karakterer, som vi regnede med. Vi er meget tilfredse.

Det var en god oplevelse, fortæller Suzanne Harslund, der sammen med manden Haakon har ca. 50 heste på gården i Slangerup og har avlet seriøst siden 2010. 14 af hestene på gården er fuldkåret.

Milla blev også vist af Pernille Harslund, der går på Hólar University College i Island og var hjemme på sommerferie.

Dyrskuebedømmelsen gav et praj

– 5-års hoppen Pumpa fra Hårkildegård blev trukket ud fra marken tre uger før kåringen. Hun var lidt tyk, men hun opnåede alligevel 7,74 for bygning. Det passede rigtig godt med det, som hun tidligere er blevet bedømt med til Roskilde Dyrskue. Sådan var det i øvrigt med alle hopperne, fortæller hun og fortsætter:

Pumpa fra Hårkildegård har gået på græs det meste af sommeren. Hun er lidt for tyk, men fik alligevel 7,74 for bygning, fortæller Suzanne Harslund.

– Vi har brugt at fremstille heste på Roskilde Dyrskue gennem mange år. Erfaringen er, at bedømmelserne der, som gives af en uddannet kåringsdommer fra Dansk Islandshesteforening, leverer et godt billede af, hvilken bygningsbedømmelse, hestene kan få til en FEIF-kåring. Det var rigtig fedt, at det passede sammen for vores hoppers vedkommende.

Familien Harslund har gennem mange år brugt at fremstille heste på Roskilde Dyrskue. Her giver en uddannet kåringsdommer fra Dansk Islandshesteforening bygningsbedømmelser.

Suzanne Harslund forstår godt, at mange tøver med at investere i en avlskåring, for det kan være en dyr omgang. Men hun opfordrer alligevel til, at flere hesteejere giver det et skud:

Avlsforbedrende med en kåring

– Ja, det er meget dyrt med professionel træning af en kåringshest i 3-6 måneder, og her var vi heldige med, at Pernille kunne ride og vise dem denne gang.

Men prøv at vise jeres heste, måske bare til en bygningskåring – start eventuelt med en dyrskuebedømmelse. Det er en stor oplevelse at få sine heste bedømt.

Man får et meget bedre grundlag for at se hoppens bygningsmæssige styrker og svagheder derfra vælge den hingst, der supplerer hende bedst. På den måde forbedrer man sin avl, siger hun.

Suzanne tilføjer, at det koster 1000 kroner at få en hest bygningsbedømt til en kåring under Dansk Islandshesteforening. Hun mener også, at det muligvis vil motivere flere til at tage til en bygningsbedømmelse, hvis det var billigere.

Hvem får en rød roset?

  • Som noget nyt i 2021 får alle fuldkårede heste – uanset resultatet – en rød kåringsroset, hvor der står hestens navn og kåringens resultat bagpå. Man får desuden et kåringscertifikat.
  • Hopper, der stiller til bygningsbedømmelse, skal opnå 8,00 eller mere for at få en roset.
  • Unghingste, der får kommentaren bør genfremstilles og en bygningsbedømmelse på mere end 7,75, modtager også en rød kåringsroset.

Kåring 4 foregår i Herning

Næste kåring afholdes i Herning 27.-29. august 2021. Tilmeldingen er åben på Sporti her. Tilmeldingsfrist er 15. august.

Sådan gik det Hårkildegårds heste til kåring 3

Náttdis fra Hårkildegård DK201400493
Bygning: 7,95
Rideegenskaber: 7,40
Total: 7,59
Rytter: Pernille Wullf Harslund

Milla fra Hårkildegård DK2013200358
Bygning: 7,56
Rideegenskaber: 7,48
Total: 7,51
Rytter: Pernille Wullf Harslund

Pumpa fra Hårkildegård DK2016200591
Bygning: 7,74
Fremviser: Pernille Wullf Harslund

Óskasteinn fra Hårkildegård DK2015100515
Bygning: 8,14
Rideegenskaber: 8,16
Total: 8,15
Rytter: Agnar Snorri Stefánsson

Se alle resultaterne fra Kåring 3 her.

Læs om fremstilling og bedømmelse af islandske heste her.

Suzanne Harslund er medlem af Avlskomitéen under Dansk Islandshesteforening.

Relaterede artikler