Historien om Jón og Eilífur

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Pernille Engsig Eskildsen, Krijn Buijtelaar og privat

01 juli 2020
Members only
Dette interview blev bragt første gang i det trykte magasin TÖLT nummer 4, 2020.

0,0. Det var Jón Stenilds karakter, da han red sin første konkurrence. Han var 14 år. Han elskede at ride, og han ville gerne vinde. Men han var ikke noget oplagt talent. Dette er historien om, hvordan det er at rejse sig fra det ene svidende nederlag efter det andet og kæmpe videre. For at blive en bedre rytter. For at finde sin egen vej til at blive en nærværende verdensmester i femgang.

Da vi laver en aftale om interviewet i telefonen, siger Jón:

– Eilifur bedækker for tiden og bliver ikke trænet ret meget. Hvis vi skal tage billeder, hvor jeg sidder på ham, bliver det helt stille og roligt, nok mest i skridt. Det er ikke sagt skrapt eller afvisende. Men budskabet om at give Eilífur ro til at bruge sin energi på hopperne, går klart igennem.

Her er en hestemand, der er ekstremt bevidst om at værne om, passe på, respektere, give plads – ikke drive rovdrift på, ikke forcere eller presse det unikke og talentfulde væsen, der er i hans varetægt.

 

Begyndelsen

Hans Olaf Stenild, Jóns far, var  oprindeligt military-rytter. Da han mødte Jóns mor, Mette, blev de store holstenere skiftet ud med islandske heste. Hun ville gerne lære at ride, og de små islændere var mere oplagte som begynderheste, mente én af Hans Olafs kolleger, islændingen Ari, der hjalp med at finde et par heste i starten af 1980´erne.

– Og så greb det jo om sig, siger Jón og nikker med et sigende blik fra frokoststuen på Stutteri Langtved ud mod solskinnet, ridehallen, gårdens 100 grønne hektar omkring det kuperede terræn ved Jyske Ås. Her går 100 af hans og farens heste, fire hingste med hopper og 35 pensionsheste.

Det begyndte at gribe om sig, da Hans Olaf grundlagde Stutteri Gl. Essendrup ved Randers. Da pladsen på Gl. Essendrup blev for trang i slutningen af 1990´erne, flyttede familien og hele stutteriet til Jerslev nord for Ålborg, hvor det ligger i dag under navnet Langtved. Før flytningen sagde Hans Olaf sit job op som psykolog og helligede sig hestene.

Rideskole

Jón begyndte på rideskole, da han var 10. Af en eller anden grund fik han ikke lov før, selv om hans store søskende gik til ridning, men heste var alligevel en naturlig del af opvæksten. Han befandt sig godt i deres selskab.

– Hestene var tidligt en del af mit liv, og jeg har altid godt kunne lide at være sammen med dem. Som en lidt usikker og genert fyr det var jeg også som barn – giver hestenes umiddelbarhed, ærlighed og no bullshit-væsener en form for tryghed og ro. Det sætter jeg stadigvæk stor pris på.

Første rideskoleoplevelse var på en shetlandspony som krævede to hjælpere, før den ville flytte sig, én til at skubbe og én til at trække. Efterfølgende gik han til ridning på islandshestegården Skovfryd og begyndte hurtigt at opleve det som en sport, som han gerne ville dyrke intensivt og blive bedre til.

Det sociale omkring ridning fyldte egentlig ikke så meget. Det var mest træningen og det, der foregik mellem mig og hestene, der trak, husker Jón.

Dommersedlen fra stævnedebut. En let tøltklasse, hvor Jón og hans hest stort set ikke viste tølt.

 

Stævnedebut med nul point

På Langtveds facebook-side har han for nylig delt dommersedlen fra sit første sportsstævne. Det var i 1996, og debuten på banerne vidner ikke ligefrem om, at der var en kommende verdensmester i spil.

– Jeg startede min stævnekarriere som 14-årig i T5 (let tøltklasse, red.) på Hrafn fra Gl. Essendrup. Jeg kan huske, at jeg tøltede alene ind på banen – og så viste vi ikke ret meget mere tølt i det program. Det gav et rundt nul i gennemsnit. Én af dommerne gav mig karakteren to og skrev ”godt forsøgt.” Det tog jeg som en opmuntring, og det har været en slags drivkraft siden, for så var det jo ikke helt skidt. I dag tænker jeg, at den dommer, der gav mig to, gjorde noget unikt. Jeg burde jo have fået nul hele vejen rundt, ræsonnerer Jón.

Over 500 mennesker har reageret på billedet af den gamle dommerseddel med likes, hjerte-ikoner og kommentarer som ”tak fordi, du deler” eller ”inspirerende – så er der håb forude.” For sedlen er et håndgribeligt bevis på, hvordan en ung mand, der ikke umiddelbart var tildelt et blændende talent for den sport, han brændte for, indædt har kæmpet sig fra bunden til den absolutte top.

– Jeg er ikke nogen talentfuld rytter, ikke noget naturtalent, men jeg har arbejdet hårdt for det gennem mange år, og jeg kæmper stadigvæk hver eneste dag for at blive en bedre rytter. Når jeg deler sådan en dommer- seddel, vil jeg vil gerne vise, at man jo starter et sted. Det er muligt for alle at rykke sig med hårdt arbejde.

Hver hest lærer mig noget

Skimmer man den lange liste med Jóns meritter som konkurrencerytter gennem årene, er det tydeligt, at hans sportskarriere har accelereret voldsomt de seneste ti år. Her kommer der titler som danmarksmester I 150 meter pas, landsholdsdeltagelse, B- finaleplads i femgang til NM, danmarks-mester i stilpas og mange andre begivenheder, der leder hen mod et gigantisk kvante- spring opad til ”nordisk mester i femgang 2018” og den ultimative: ”verdensmester i femgang 2019.”

Bag hver titel ligger gode oplevelser og sejre. Der ligger også svidende nederlag og fiaskoer. Som dengang Jón konkurrerede på hingsten Hamur frá Blesastöðum i stilpas gennem fem år med ekstremt dårlige karakterer. Han blev stædigt ved. For han vidste, at Hamur havde et stort talent. At Hamur var  god.  At  Hamur  kunne  vinde.  Endelig til et stævne fik Jón en aha-oplevelse efter sparring med sin mentor og ven, Siggi Óli Kristinsson.

Der var bare noget, som sagde pling. Og så var vi blandt de bedste fra den dag og fremover, forklarer Jón og uddyber:

Det er i højere grad alle skuffelserne end titlerne, der har bragt mig videre, for jeg har altid prøvet at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre det bedre næste gang. Og det er især hestene – den enkelte hest – der har lært mig en masse. Lettir fra Søtofte lærte mig at ride pas. Straumur frá Kirkjubæ lærte mig at vinde, da vi vandt DM i firgang i 2004, Hamur fra Blesastöðum lærte mig at blive god til pas og at specialisere mig i en svær disciplin som stilpas. Og så var der en rødblak, bukkende vallak på Island, der lærte mig at blive siddende på næsten hvad som helst, griner han.

Mødet med Eilífur

I 2014 møder Jón en hest, hvis talent er så oplagt, så alsidigt, så komplet, at han får brug for alt det, som han har lært af sine tidligere heste og meritter. Og mere til. Hesten kommer til at forandre hele hans måde at træne, ride og tænke på.

Den knap 4-årige hingst Eilífur fra Teglborg skal i tilridning på Langtved. Eilifur er resultatet af, at Langtved solgte hoppen Pen fra Langtved til Henriette Teglborg. Hoppen var bedækket med Hamur frá Blesastöðum. Ud kom Eilífur.

Jón husker tydeligt synet af den unge hingst i en boks.

– Han udstrålede noget helt særligt. Fra jeg mødte ham første gang, har jeg været meget spændt på ham. Jeg syntes, han var sindssygt flot. Stor, veludviklet,  velrejst, flot, lang man, kraftig – imponerende. Jeg kan godt huske de første gange, jeg longerede ham. Han virkede utrolig smidig og tog nogle meget store og meget lange trin i trav.

Eilífur bliver ved med at gøre indtryk på Jón, der beskriver ham som en rolig, venlig og meget blid hest, der går lige i hjertet og som altid gerne vil arbejde og præstere. Samtidig har han fem ekstremt gode gangarter, der er lige stærke og kendetegnet ved lange, smidige skridt.

Jón får mulighed for at købe Eilifur og slår til.

Da Eilífur er seks år, kan jeg godt se, at han er stjernegod. Det står klart for mig, at jeg har en usædvanlig komplet hest. For ham er der kun den begrænsning, jeg selv sætter som rytter. Hvis jeg præsterer maksimalt som rytter, har jeg hesten, der kan gå hele vejen. Det bliver et mantra for mig, som kommer til at gennemsyre hver eneste træning.

Som blot 6-årig går Eilífur to stævner med høje udtagelseskarakterer i femgang og udtages til Nordisk Mesterskab.  Men Jón får hjernerystelse, da en hest rykker sithoved, der rammer Jóns hoved uheldigt. Han må melde fra.

Skridt, skridt, skridt og dyb koncentration. Meget af træningen foregår på banen eller i ridehuset, men naturen omkring Langtved bliver også brugt flittigt.

Frem og ned

Måske er det meget godt, at parret får lidt ekstra tid, inden de igen skal præstere på højeste plan. For Jón fortsætter med at træne med den målrettede disciplin, der ligger bag ekvipagens udvikling.

– Mine træningsmetoder har ændret sig meget, siden jeg begyndte at ride Eilífur, for jeg vil ikke lave de samme fejl med ham, som jeg måske har lavet før ved at bede om for meget samling og for meget tempo for tidligt. Når en hest tilbyder så meget som han gør, er det udelukkende rytterens ansvar at sige stop og fokusere på grundridning og fysisk og psykisk balance frem for wow-faktor.

Jón havde stiftet bekendtskab med træning i ”frem og ned,” nogle år forinden, men på det tidspunkt gav det ikke helt mening for ham. Da en dommer nævner, at en moderne bygget hest som Eilífur, der er har en høj front og som træder meget langt ind under sig med bagbenene, vil have godt at styrke sin overlinje ved at søge frem og ned, sætter det noget i gang.

– Tidligt begyndte jeg at ride ”frem og ned” for at styrke Eilífurs overlinje på halsen og hæve og styrke hans ryg. Det betyder, at jeg har brugt og stadig bruger enormt meget tid på at ride skridt og trav, hvor hesten får plads til at strække hovedet langt frem og ned. Det er grundstenen i min træning: Lang og afspændt overlinje, mental og fysisk afspændthed, ikke stille de voldsomt store krav ud over ”frem og ned.”

Disciplin, konsekvens og tålmodighed

Jón fortæller, at han bruger timer og atter timer på at researche sig frem til inspiration og teknikker, bl.a. gennem videoer på YouTube. Efterhånden har han fundet sin egen vej og udbygger hele tiden sine metoder. Når han fortæller om sit arbejde mod toppræstationerne, står det lysende klart: For ham findes der ikke nogen genvej. Det her med Eilífur skal gøres ordentligt. Det kræver en plan. Det kræver enorm tålmodighed. Det kræver disciplin og konsekvens. Det er sejt, og det er hårdt, men det giver mening. For Jón oplever at have en højtydende hest, der trives godt, og som er i mental og fysisk balance i det miljø og de opgaver, som hans rytter vælger at sætte ham ind i.

“Hvis jeg er stresset, fraværende eller ikke fokuseret, stopper jeg rideturen, for så rider jeg ikke med min fulde tilstedeværelse…”

– Under hver eneste træning har jeg fokus på at slappe af, følge min egen spænding og være bevidst om mit åndedræt, så jeg nærmest kan styre hestens åndedræt. Jeg har dyrket det i næsten ekstrem grad og har redet mere rolig og afspændt skridt end alt muligt andet. Det er grundstenen i, at jeg kan kontrollere hestens spændingsniveau og overlinje. Det betyder også, at jeg fra starten skulle lære at blive bevidst om mit eget spændingsniveau, vejrtrækning og tankeflow. Den øgede bevidsthed omkring mentalt og fysisk nærvær giver mulighed for at dyrke et særligt rum sammen med hesten. Her er der altid ”fuld tilstedeværelse,” som Jón kalder det.

Nærværende ridning

– Hvis jeg er stresset, fraværende eller ikke fokuseret, stopper jeg rideturen, for så rider jeg ikke med min fulde tilstedeværelse, og det er min indsats, der sætter en begrænsning for Eilífur. Det har været med til at skabe ro omkring træningen, når jeg går ind i mig selv og udelukkende koncentrerer mig om ridningen og ham. Det giver større nærvær og ro for os under stævner. Jeg er fx ikke nervøs, før jeg skal ride ind på ovalbanen til et mesterskab, for hesten og jeg formår at slappe af på banen, endda under et ekstremt pres som en VM- finale.

– Jeg er konsekvent omkring ridningen og giver staldpigerne besked, når jeg skal træne Eilífur. Det gør jeg fem gange om ugen, og de ved godt, at de ikke må forstyrre mig i løbet af den time. Som sagt rider jeg roligt det meste af tiden. Jeg rider mest på banen og i ridehuset, men også i ud i naturen cirka en gang om ugen. Jeg sørger for, at han altid er afspændt, inden jeg beder om mere. Det betyder, at når jeg har redet tølt og måske bedt om samling og tempo i tølt, får jeg ham til at spænde af i trav og skridt ved at bøje ham af og give ham plads til at strække hovedet og halsen frem og ned, før jeg stiller en ny opgave. Jeg er bevidst om selv at spænde af og trække vejret roligt. Når jeg er færdig med en opgave, trækker jeg vejret dybt ind, puster langsomt ud og slapper af i hele kroppen, så jeg ikke spænder omkring hesten med sædet eller andre muskler. Så kan vi gå videre.

“Hellere én god runde i tølt frem for fem runder, hvor kun den første var god.”

Hvor Jón tidligere lagde vægt på en meget varieret træning, er den røde tråd nu, at træningen er regelmæssig og vedvarende med fokus på gode sekvenser.

– Hellere én god runde i tølt frem for fem runder, hvor kun den første var god. Kontrollerede, korte stræk. Det er mit ansvar at stoppe, når det går godt, understreger han.

Jeg vil være verdensmester

Alle de timer. Alle de kilometer i skridt. Alle de kilometer i trav for lange tøjler bærer frugt. I 2017 blev Jón og Eilífur danske mestre i femgang med hele 7,74 point i finalen og udtaget til VM i Holland. Det mesterskab gik dog ikke helt som forventet.

– Jeg blev bukket af en hest og fik igen hjernerystelse inden VM, men jeg valgte at tage med alligevel. Det skulle jeg ikke have gjort, for jeg red rigtig dårligt i udtagelsen. Jeg kan huske, at jeg senere sad alene på lægterne og så finalen i femgang. Jeg græd over min dårlige præstation. Jeg kunne jo se, at vi var på niveau og godt kunne være med i den finale. Lige dér på lægterne under finalen formulerer Jón for første gang sit store mål.

– Jeg siger højt for mig selv: Jeg vil være verdensmester i femgang. Det var stort at sige det, og det blev drivkraften for de næste to års træning. Jón bider sig fast i sit mål og fortsætter med sine træningsmetoder, selv om det er svært at blive ved med at fokusere på ”frem og ned,” som de to efterhånden er blevet ret rutinerede i.

– Jeg troede på planen og holdt fast i den. I 2018 blev jeg nordisk mester i femgang. I 2019 nåede jeg mit mål og blev verdens- mester. Det er stort.

Verdensmester. Hvad så nu?

– Jeg tror meget på Eilífur som avlshingst, for hans afkom ser lovende ud. Og så skal jeg se, om jeg kan forsvare verdensmestertitlen i 2021. Det bliver en ny udfordring at skulle styre det pres, man sætter sig selv under. I mellemtiden har corona-krisen givet mig tid til at slappe af på konkurrencefronten, for der er ingen stævner. Jeg har tilbragt meget tid med min datter på fem år, der har været hjemme hos mig. Vi har redet mange ture sammen, mig og hende, men der har været mindre tid til at fokusere på træning og de næste konkurrencer. Det har jeg helt ærligt nydt.

Selv hos verdens bedste ekvipage i fem-gang er der plads til forbedringer, afslører Jón. Hans tætteste sparringspartner, hustruen Sidse, er uddannet sportsdommer. Sammen lægger de strategier og planer. Udover det finder han stor inspiration i andre ryttere, fx ved at se og analysere deres stævneprogrammer igen og igen.

– Eilífur har ikke toppet endnu, og vores præstation kan gøres bedre end til VM 2019. Jeg tænker meget på, hvordan jeg gerne vil præsentere ham på banen. Hvad er det for et udtryk, jeg gerne vil vise. Hvad er der for en ridestil, jeg gerne vil repræsentere. For mig handler det stadigvæk om at vise en hest, der har en lang overlinje og stor afspændthed. Jeg vil også gerne ride harmonisk med usynlige hjælpere, for jeg synes stadigvæk ikke, at jeg sidder helt pænt nok, siger Jón beskedent.

Hvad vil du gerne give videre til andre ryttere?

– Jeg er meget optaget af at prøve at være sig selv bevidst under ridningen. At cleare tankerne inden du lander i sadlen. Hvad er din sindsstemning? Er du stresset eller bange, har du haft en dårlig dag? Hvis det er tilfældet, så prøv at ride derefter og lad være med at bede hesten om svære ting. Luk øjnene, mærk hesten under dig og lad den fylde dig med energi. Den er dit spejl, og det er helt fantastisk.

– Til den unge konkurrencerytter: Bliv ved med at træne og ride. Vær ydmyg. Med det mener jeg, at man ikke tænker, at man ved bedst. Vær åben for, at du altid kan lære mere.

 

Om Jón Stenild

  • Født 1982, student, arbejdede på Island i et år og besluttede sig for, at han ville arbejde med heste
  • Søn af Hans Olaf og Mette Stenild, der grundlagde Stutteri Gl. Essendrup ved Randers i

1980´erne. Stutteriet flyttede til Nordjylland i 1999 og hedder nu Langtved Islandsheste

  • Driver Langtved Islandsheste sammen med sin far
  • Gift med Sidse, der er kommunikationskonsulent
  • Far til Petrea på fem år
  • Mangeårig landsholdsdeltager
  • Regerende verdensmester i femgang

Log ind eller bliv medlem af Dansk Islandshesteforening for at få adgang til TÖLT

Er du medlem af Dansk Islandshesteforening men mangler dit brugernavn og adgangskode?
Gå til sporti og log in for at finde dit medlemsnummer

Relaterede artikler