Julie havde flere heste klar til VM: Ærgerligt men forståeligt med aflysning

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Althing.dk

22 april 2021

Julie Christiansen om VM-aflysning: super ærgerligt men forståeligt 

Julie Christiansen er regerende verdensmester i tøltdisciplinen T.2. Derfor var hun selvskrevet til at deltage i VM 2021. Hun har arbejdet intensivt mod det internationale mesterskab og havde flere heste klar til det store arrangement.

 – Det er så ærgerligt for selve sporten. VM samler os hestemennesker i Europa, og det har vi hårdt brug for i disse tider. Men

FEIF´s beslutning er fuldt forståelig, for der er så stor usikkerhed omkring hele situationen. Det ser ud til, at nogle lande har godt styr på COVID-19 og pandemien, mens mange andre lande stadig har meget at kæmpe med. Ovenikøbet er der herpes-virus i udbrud blandt heste i Europa. Derfor forstår jeg beslutningen 100 procent.

Sådan siger eliterytter og regerende verdensmester i T.2, Julie Christiansen, til nyheden om, at VM for islandske heste, der skulle finde sted i Herning i august, er aflyst pga. COVID-19.

Hun havde ellers glædet sig meget til igen at konkurrere på højeste niveau.

– Jeg tænker også, at et mesterskab uden alle landene og uden tilskuere, som der har været lidt tale om, ikke rigtigt er noget rigtigt VM. Måske skulle vi nu ty til andre løsninger. Det kunne fx være at udbygge online stævner mere og på den måde samle ryttere fra hele verden, som kan ride mod hinanden.

VM giver mig noget at træne henimod

Som professionel og passioneret sportsrytter er deltagelse i et mesterskab afgørende for hende.

– På et personligt plan synes jeg, at det er trist, og jeg ærgrer mig. VM giver mig noget at træne henimod, for i min verden er der to ting, jeg går meget op i: VM og at uddanne unge heste. Når jeg mister VM, skaber det et vakuum: Hvad skal der ske nu? Skal vi blive ved med at træne hestene frem til næste verdensmesterskab? Der står nogle ejere bag de heste, som jeg har trænet, som også synes, at det er trist.

Jeg havde fire heste klar

Gennem to år har hun fokuseret på at uddanne og træne flere forskellige heste til det nu aflyste verdensmesterskab.

– Fordi jeg er regerende verdensmester, må jeg frit vælge disciplin og hest til VM. Jeg havde en hest klar og hele tre reserveheste. Gennem to år er de kørt målrettet op til det og trænet til den dag i august, så der er lagt meget arbejde i. Det drejer sig om 9-årige Felix fra Blesastöðum 1A, som jeg blev danmarksmester på i 2019. Ham regnede jeg med at ride i T.2 og V.1 (firgang, red.). Udover ham har jeg en T.1 hest og to femgængere klar til deltagelse. Jeg uddanner som regel flere for at have en sikkerhed i, at jeg kan tage den hest med, der er bedst ”på dagen,” så jeg ikke presser den ene hest for meget. – Jeg er i øvrigt også allerede i gang med at uddanne heste til VM 2023.

Nu ser vi to år frem

Julie håber alligevel på at komme ud og konkurrere i år:

– Man kan håbe på der bliver et DM og måske lidt stævner frem mod det. Under alle omstændigheder kommer der nok nogle rigtig gode konkurrenceheste til salg nu, siger Julie Christansen og understreger, at et salg af Felix aldrig kommer på tale.

 – Nu ser jeg frem til om to år, hvor der forhåbentligt er et fuldt VM

Relaterede artikler