Livets 2. halvleg

“Det her skal jeg være verdensmester i en dag” sagde Jóhann Rúnar Skúlason fra hesteryg i niårsalderen til sin familie. I dag kan han ikke selv huske, at han sagde det. Til gengæld husker han, da han tabte sit hjerte til den islandske hest og alt andet gled i baggrunden.

Der er fuldkommen stille. Ikke en lyd. Dyb og intens kontakt. Det føles, som om intet kan komme mellem dem eller skille dem ad.
Han hører ingenting. Hesten måske heller ikke. De smelter sammen, når hesten bevæger sig fremad i en glidende bevægelse. Han sidder på toget, som han kalder det.

Hvis 49-årige Jóhann Rúnar Skúlason nogensinde skulle forvilde sig ind i et tog, ville han afgjort vælge at rejse i stillekupé. Her ville han kunne få fred og ro omkring sig. Tid til at rumme, mærke og tænke over sine mange tanker. Det dér med at have en masse mennesker omkring sig er ikke lige hans kop te. Det har det egentlig aldrig været, siger han.

TÖLT er hjemme på Slippen, nær Silkeborg, hvor Jóhann bor med Stina Larsen og parrets to drenge, Johann på seks og William på syv måneder. Her, dybt inde i skoven, er der en fred, som parret fortæller, at de sætter stor pris på.

-Vi er sådan nogle skøre særlinge herude midt i skoven, tror du nok, siger Jóhann og griner, mens han åbner døren og sætter kaffe frem – Nej, ha ha, det er nok egentlig bare fordi, at vi rigtig godt kan lide at være os selv. Sådan er både Stina og jeg indrettet, siger han beroligende og fortæller, at gården Slippen har været deres siden 2002.

Herfra driver de virksomhed med avl af islandske heste. De er alene om driften og hinandens kollegaer i tykt og tyndt. På alverdens stævnepladser, kåringsbaner, hjemme i stalden, når de træner hinanden ude på ovalbanen, og når hoppeejere kommer hertil med hopper, der skal bedækkes ved gårdens hingste.

“Det var kun hestene, jeg ville. Derfor var jeg lykkelig, da vores far købte to heste til os…”

Familieliv og forløsning

Ligesom alle andre familier forsøger de at få familieliv og hverdag til at gå op med drift af jorden omkring Slippen, vedligehold af stalde og stuehus samt pasning af de omkring 30 heste, der er her, kombineret med hvem, der skal hente i børnehaven, lave aftensmad og tage med den største til fodbold. Jóhann afslører hurtigt, at det dér med mad, det lader han Stina om. For det er han håbløs til, siger han og tilføjer, at han sagtens kan gå timevis uden at spise, fordi han bliver ekstremt optaget af det, han er er i gang med. Det kan ligefrem være et problem for ham – især ved større stævner, at han er så eminent til at lukke verden omkring sig ude, når han er omkring heste.

Jóhann i entreen på Slippen ved siden at et foto af Fengur frá Íbishóli med en hilsen fra hans forældre. Det er også Fengurs hovedtøj, der hænger på væggen. Jóhann er et kort øjeblik svært bekymret over, om der kommer vasketøj med på billedet. Han griner og undskylder, mens han hurtigt flytter rundt på sagerne i entréen, inden han stiller sig op og smiler til ære for fotografen.

Et spiltsekund af uopmærksomhed kaster ham af toget. Det eneste, han når at tænke, er hurtigst muligt at komme tilbage i fokus. Han når lige at høre de omkring 10.000 publikummer blandet med lyden af musik-nummeret ”Sound af Silence”, inden han og Finnbogi fuldfører og forløser den drøm, der opstod i det sekund, han så hesten for første gang, nemlig at blive verdensmester i T1 i Berlin 2019 – At vinde kongeklassen, fordi tølt bare er kronen på værket. Det fuldendte i det kongerige, hvor nok alle vi, der rider islandsk hest, gerne vil hen og aldrig vil hjem fra.

Man kan godt kalde Jóhann R. Skúlason kongen af tølt. Det er ikke sikkert, han selv synes, det er så fedt at blive kaldt det. For han er ikke født ind i noget kongerige med islandske heste. Der stod ingen heste i villaen hjemme i Sauðárkrókur. Som barn og ung gjaldt det mere om at vinde håndboldstævner og løbekonkurrencer. I det hele taget mest om at vinde i sport.

Kongeriget Flugumýri

Kongeriget fandt han på Flugumýri. Et stutteri ikke så langt fra hvor han boede. Ejet af hans mormors søster. Her var han ofte på besøg sammen med sine forældre, sin bror og sine to søstre.

-Jeg var solgt, første gang jeg sad på en hest. Jeg vidste godt nok intet om dem. Hverken hvad tølt, pas eller trav var. Jeg ville bare gerne være i nærheden af dem, være sammen med dem. Jeg ville give alt, hvad jeg havde, for at få lov til at ride for mine forældre.

Jóhann som dreng og ung – på hesteryg selvfølgelig. På et tidspunkt klippede hans ikke-hestemand-far pandelokken på en af de heste, Jóhann fik lov ride af familien på Flugumýri. Ikke helt smart, kan han huske, at han tænkte som ung knejt. Men Jóhanns far var nu af den mening, at hesten da skulle kunne se noget.

På det tidspunkt dyrkede Jóhann rigtig meget sport, men han stoppede med alle andre sportsgrene, selvom han havde vundet mesterskaber i både håndbold og løbekonkurrencer.

“Man skal vide om mig, at jeg er min egen værste fjende. Årh, jeg er så pokkers perfektionistisk”

-Det var kun hestene, jeg ville. Derfor var jeg lykkelig, da vores far købte to heste til os. Problemet var bare, at det var et føl og en plag.

Han griner ved tanken.

-Min bror og jeg kunne jo ikke ride på dem, men det var lige meget. Vi trak dem bare rundt. Det var lykken at gå tur med vores helt egne heste.

Familien på Flugumýri tog også Jóhann med på længere rideture. Fuldstændig fortabt til hestene var han jo og 100 procent indstillet på at lære så meget som muligt om dem og deres særlige gangarter.

-Når vi red ture, fandt jeg ud af, at hvis jeg holdt rigtig godt øje med de voksnes ansigter, kunne jeg gætte mig frem til, hvilken gangart, jeg red. For jeg anede ikke, om jeg red tølt eller pas. Men jeg fandt hurtigt ud af, at når de voksne smilede og nikkede til mig – sådan anerkendende – så var tølten ren og fin. Så det var min måde at lære om gangarter på, skrupgriner han.

Heste er livsnødvendige

Igennem nu 40 år har islandske heste været hele hans liv. Ikke forstået sådan, at det er noget, han går og hygger sig med i sin fritid ved siden af et job som mejerist, hvilket i første omgang, var det den ønskeuddannelse, der bragte ham til Danmark i 1992.

Men liv som i: At trække vejret. Liv som i: At man mærker sig selv. Liv som i: Det man ser, når man kigger på sig selv i spejlet. Liv som i: Livsvigtigt. Sådan er heste for Jóhann, og det er vigtigt at forstå for at forstå ham.

-Man skal vide om mig, at jeg er min egen værste fjende. Årh, jeg er så pokkers perfektionistisk. Jeg kan gå  helt  i  spåner og blive vred på mig selv, hvis fx jeg maler skævt på soklen derude, siger han og peger ud ad vinduet. Eller jeg kan blive virkelig vred, som nu da en håndværker pudsede huset forkert op. Det kan irritere mig enormt, at noget, der er vigtigt for mig, ikke bliver taget alvorligt. For mig er heste hele mit liv, og jeg tager dem meget alvorligt.

Mellem to kongeriger

I Danmark når en ung Jóhann aldrig at gøre brug af uddannelsen som mejerist. Han beslutter at drive træningsstald på Sjælland, at give undervisning og vise heste frem til kåring. Det når også dertil, at han udtages til det danske landshold i sport i år 1996, 1997 og 1998.

Nærmest fornærmende og katastrofalt oplever han det, da hesten i 1998 kasseres med en begrundelse om, at den er underernæret. Han får ikke mulighed for at ride den. En betragtning, han var og stadig er uforstående overfor, og sådan følger der flere eksempler fra Jóhann, hvor han har tvivlet, stillet sig uforstående overfor eller følt sig på kanten af uretfærdigt behandlet. Som islandsk statsborger i dansk islandshestesport forekom det ham fx tåbeligt, da han skulle bevise flere gange, hvor længe han havde boet i Danmark, når han mente at have dokumenteret det én gang. Eller senest da han oplevede at blive afskåret fra muligheden for at stå op på podiet ved siden af den officielle danske mester i T1 ved årets DM. Det sårede ham, forklarer ham.

-Det gjorde jeg for to år siden, så jeg forstod ikke helt proceduren i år. Derfor kunne jeg ligeså godt bare vende mig om og trække væk med min hest – bare gå min vej, fortæller han om sin reaktion. -Det er ikke så meget at få titlen danmarksmester, for den ved jeg jo, at jeg ikke kan få, når jeg har stillet mig til rådighed for det islandske landshold og repræsenterer Island internationalt. Det er nok mere den skuffelse, jeg følte, da jeg opdagede, at jeg ikke skulle på podiet.

“Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at for mig handler det ikke bare om de syv minutter, jeg rider inde på banen. For mig handler det om timer. Tusindvis af timer. Døgnet rundt. Året rundt”

Ombord på toget

Jóhann er helt utrolig opmærksom på sine heste og sin ridning.

-Jeg tænker sommetider på Finnbogi som et tog. Og det tog, skal jeg være ombord på konstant. Jeg skal følge ham tæt. Jeg må aldrig komme bagud med at følge ham. For så er toget kørt. Og jeg vil få svært ved at indhente noget, jeg vil opleve, er tabt. Den tanke kan jeg ikke holde ud. Jeg tror ikke, du aner, hvor mange timer, der fx ligger i bare at passe, beskære og sko hans hove – at følge deres tilstand og udvikling, at holde dem i de korrekte vinkler, som lige netop han kræver. Dagligt at følge med i og hele tiden tilrettelægge hans fysiske udvikling, arbejde med hans muskelstyrke og hans kondition. Jeg skal have den føling med ham for at kunne se mig selv i spejlet.

Jóhann modtog sammen med den tyske landsholdsrytter Bernhard Podlech FEIF’s Feather Prize for god og harmonisk ridning under verdensmesterskaberne 2019.

Mens Jóhann fortæller, sidder han ved køkkenvinduet. Indimellem rammer solstrålerne udefra hans markante blik, som han fastholder, mens han fortæller. Hans klare blå øjne skifter mellem at lyse eller lyne afhængig af emnet. Han bliver dels ophidset og dels mild i sit udtryk. Faktisk står munden ikke stille på ham. Han fortæller om sit liv. Hvordan det var engang, og hvordan det er nu.

Han fortæller også, at han er stolt over, at han engang blev sammenlignet med håndboldspilleren Anja Andersen, der også er kendt som en temperamentsfuld og dedikeret sportsudøver. For Jóhann er hun lig med en ægte sportsudøver, og han kan sagtens forstå, da hun smed en fuckfinger for åbent kamera. Den slags hører med, når man brænder for sin sport, mener han.

2. halvleg

Livet som træner, underviser eller fremviser af andres heste til kåringer har Jóhann inden for de sidste tre år valgt at lægge på hylden.

Han har sat tempoet ned og vil gerne leve et liv, hvor han kan koncentrere sig udelukkende om at træne, kåre og ride konkurrencer på Slippens egne heste. I alt hører der cirka 60 heste til hans og Stinas hestehold. De, der ikke er her, er på ungheste- og sommerfolde hos bekendte.

-Livet er godt på Slippen. Det er her, jeg skal være. Det er sådan en slags 2. halvleg, jeg har taget hul på. Men det er ingen hemmelighed, at engang havde jeg det sådan, at var det ikke for de heste, jeg havde i Danmark, så var jeg rejst hjem. Der blev sagt så meget om mig, det vil jeg ikke komme ind på her, siger han og fortsætter:

-Jeg har min familie her nu, Stina og mine to drenge. Jeg har et stort behov for at følge det herhjemme tæt. Derfor kan jeg også have svært ved at være hjemmefra og ude blandt mange mennesker. Det, tror jeg, sommetider godt kan forveksles med arrogance fra min side. Men sådan er det ikke ment.  Jeg kunne fx ikke overskue her efter VM at skulle deltage i officielle arrangementer på Island. Det samme var faktisk tilfældet under selve VM. Der var mange officielle begivenheder med det islandske landshold, som jeg sagde nej tak til.

-Jeg magtede simpelthen ikke at gå rundt på VM-pladsen. Jeg kommer jo ingen vegne. Der er mennesker overalt. De vil hilse på mig og tale med mig. Det er jo også bare rigtig dejligt, og det gør mig glad. Min adfærd kan bare misforstås. For mig og for os som familie var det bedst bare at kunne trække os tilbage i den campingvogn, vi havde lejet på VM-pladsen. Det betød også, at Stina og jeg kunne skiftes til at være tæt opad Finnbogi. Det er ikke fordi, jeg er arrogant. Jeg kan bare ikke lide at komme bagud – heller ikke her på gården. Stina ville skulle passe det hele alene så. Jeg kan fx slet ikke have det dér, siger han med et smil og peger ud ad vinduet og hentyder til en smule ukrudt på gårdspladsen. Noget som TÖLTs udsendte på ingen måde havde bidt mærke i, og på den måde, kan man godt foranlediges til at tænke, at Jóhann Rúnar Skúlason det meste af sin tilværelse er på godt og grundigt overarbejde mentalt i forhold at hele tiden at skulle ”være ombord på toget”.

Adspurgt herom, siger han, at han forsøger hver dag at være taknemmelig og blive endnu bedre til at se både det perfekte og det uperfekte i øjnene, når han ser sig i spejlet. Men, lyder det med et skævt smil fra sportsmanden:

–Selvfølgelig er det planen, at Finnbogi og jeg vil forsvare vores verdensmesterskabstitler igen i 2021.