Min vej til at blive en god rytter

Af: Kristina Christensen

Foto: Althing.dk

01 august 2019
Members only

Min vej til at blive en god rytter

Søren Madsen er islandshestetræner og landmand. En rigtig multikunstner og knoklertype, siger han selv. Det var hans far, der lærte ham, hvordan man bliver en god hestebonde. I dag fører han familiens gård og glæden ved islandske heste videre i barndomshjemmet Debelmose.

 

-Er der om fem min….

Beskeden tikker ind på sms, kort før han ankommer på cykel, svinger højre ben over sædet og slår støttebenet ned.

– Hejsa, siger han, mens han smiler fra det ene øre til det andet, stikker hånden frem og giver et fast håndtryk. Han nikker til højre og venstre og svarer på dansk og islandsk til dem, der hilser på og ønsker ham tillykke med, at han lige er blevet danmarksmester i stilpas.

– Skal vi ikke finde et roligt sted, spørger han, mens han hurtigt og søgende bevæger sig hjemmevant mellem borde og stole i cafeteriet på Landsskuepladsen i Herning.

32-årige Søren Madsen kender det her sted rigtig godt. Han har konkurreret i islandshestesporten siden han var 10 år, han blev Danmarksmester i 2001 for første gang som 15-årig og fremviste den første hest til kåring netop her i 2002. Der er bare gået et øjeblik, fra han hoppede af cyklen, til han har analyseret omgivelserne og taget teten på, hvor han gerne vil lade sig portrættere.

TÖLT møder Søren under Landsstævne og DM 2019. Her er han for at ride sine meget vigtige udtagelsesridt, som han siger. Resultaterne er afgørende, dels for en danmarksmestertitel og dels vil de indgå i den vurdering, som Dansk Islandshesteforenings udtagelsesudvalg foretager, inden de afgør, om han udtages til det danske landshold i år.

– Men nu har jeg mine kombinationspoint hjemme, siger han lettet og læner sig tilbage i stolen samtidig med, at han folder hænderne, placerer dem bag nakken og smiler. Der er ro på nu.

Søren med sin seks måneder gamle søn Birk på armen. Ved danmarksmesterskaberne i Herning har han sin familie tæt omkring sig.

Jeg er en hestebonde

Søren Madsen er født og opvokset nær Skjern i Vestjylland. På gården Debelmose med sine forældre og storesøster. Her bor han stadig – nu med sin egen familie, hans kone Wiebke og sønnerne Tristan på seks år og Birk på seks måneder. Her driver han landbrug og professionel avls- og træningsvirksomhed med islandske heste.

– Jeg er simpelthen født bondedreng, og det er jeg stolt af. I dag er jeg hestebonde. Jeg laver selv mit foder, og jeg er min egen entreprenør. Jeg kan godt lide at bygge og lave om. En bonde skal kunne alt, og det synes jeg også, at jeg kan. Som barn var jeg enormt meget min fars dreng, og jeg gik meget sammen med ham. Han har opfundet og bygget mange ting på gården. Han svejsede fx også. Der er stort set ikke det, han ikke har selv bygget. Så alt dét har jeg nok fra ham. Han var en rigtig gør-det selv-mand. Sådan er jeg også. Jeg er noget af en multikunstner.

Pludselig ser Søren helt overrasket ud, da han opdager, at der ligger en skriveblok foran os. Der er spørgsmålene til dagens interview

– Har du lavet spørgsmål? For det tror jeg altså ikke bliver nødvendigt. Jeg snakker jo uafbrudt, og nu er vi jo kommet godt i gang, griner han.

At Søren er fuld af liv og imødekommende ved de, der har mødt ham. Som underviser, islandshestetræner og foredragsholder. Som kårings- og konkurrencerytter og som landsholdskollega. Som ven og bekendt. Man kan godt sige, at Søren er mere talende end en vestjysk landmand normalt får skyld for at være.

En islandsk pashest kom til Debelmose

Sørens kærlighed til islandske heste startede, da hans to år ældre søster, Helene, fik en islandsk hest i konfirmationsgave. Den fik han også lov til at ride på. Det gjorde hans far forresten også, men det var mest, når den ikke ville gå ud ad indkørslen.

– Så satte min far sig bare op i arbejdstøj og træsko og lærte den at gå forbi. På den måde blev min far også bidt af islandske heste. Så meget, at han også selv købte en. Min søsters hoppe blev sat i fol, og lige pludselig havde vi flere. Vi fik hele den her hobby sammen som familie. Vi red lange ture ud i naturen. Jeg var også på ridelejre, hvor jeg blev introduceret for stævneridning. Jeg fandt fx ud af, at der var noget, der hed højre- og venstregalop, og at en hest ikke bare tølter, men hvordan en hest, den tølter. Ret hurtigt blev mit konkurrencegen tændt, for jeg begyndte at vinde rosetter til lokale klubstævner på en af vores egne vallakker Solfari, der var meget god til at løbe hurtigt.

Det allersjoveste Søren vidste var altså at ride hurtigt, og dét gav ham blod på tanden.

– Dengang var der trav- og galopløb til islandshestestævner, og ham her kunne løbe fra alt og alle. Han var ikke en decideret børnehest faktisk. Men altså man kunne vinde noget, og der var masser af power.

Søren viser sin begejstring for hastighed med hurtige håndbevægelser. Men også at begejstringen fik en brat afslutning indtil et nyt fænomen kom ind i hans liv – pas!

– Desværre måtte Solfari stå stille over en længere periode på grund af en hovbyld. Heldigvis havde min far købt en hoppe fra Island, så den fik jeg lov til at ride i stedet for, siger han og fortsætter:

– Jeg havde hørt om det der pas, så jeg prøvede at sætte mig rigtig godt tilbage på hende, hæve hænderne og tage lidt i tøjlerne. Så gættede jeg mig frem til, at det her måtte nok være pas. Jeg red hende til DM i 2001, hvor vi gennemførte pasløbene, og jeg gik faktisk hen og blev Danmarksmester.

Betydningsfulde mennesker og heste

Søren griner stolt, mens han husker tilbage på Assa, der med hans egne ord, lærte ham alt om det femte gear og var starten på hans glæde for femgængere. En glæde, der fortsatte og bragte ham ind på den internationale scene.

– Min pashest Hárakur fra Hákoti har været vigtig for min karriere. Med ham kom jeg på det danske landshold og ind på den internationale scene og fik kontakter. Han giver mig stadig et kick, for det er virkelig så fedt at ride pasløb.
Udover hestene Assa og Hárakur fremhæver Søren sin far Flemming, som et menneske, der har haft stor betydning for ham på hans vej mod at blive en god rytter.

– Min far startede i en relativt sen alder med at ride. Han var vel knap 50. Han tog på kurser, lærte at sko og læste bøger. Som landmand havde han arbejdet med dyr hele sit liv. Han var sådan en mand, der kunne få dyr til hvad som helst. Han havde en intuition for dem. Et naturtalent. En rigtig hestemand. Opvokset med dem. Vi arbejdede sammen ham og jeg.

Gennem hestene kom min far til at kende en familie i Hoven, hvor jeg tilbragte mange weekender og ferier. Det var hos Jón Thorodurson og han søn Doddi. Deres sted hed Keilir Islandsheste. Jón var en ældre islænding, der var virkelig dygtig med unge heste.

– Jon og han søn har haft en enorm betydning for mig. Her fik jeg lov til at hoppe på alle mulige heste. Det ser jeg virkelig som vigtigt for at blive en god rytter. At prøve at ride mange heste. Hos Jon synes de jo, at det var fedt, at der kom sådan en som mig, som de kunne sætte op på hvem som helst. Det har helt klart været vigtigt for min udvikling, at jeg tilbragte mange ferier og weekender dér.

Er der ikke noget mere, jeg skal lave?

Ikke tosset. Slet ikke, når man som Søren var klassens urolige dreng. Det siger han i hvert fald selv, at han var. At han hellere ville spille fodbold end at sidde stille på skolebænken dengang i folkeskolen i Borris.

– Jeg var nok mest kendt for at have lidt krudt i røven. Det tror jeg, at alle der kender mig, vil nikke genkendende til. Sådan var folkeskolen virkelig for mig.

Så da folkeskolen nærmere sig sin afslutning, var Søren derfor ikke et sekund i tvivl om, at han skulle ud at bestille noget! Han ville være tømrer, og så skulle han på Hólar. Bum. Uddannelsen som hestetræner havde han hørt om gennem familien i Hoven, og da han var temmelig skoletræt, tog han med Jons hjælp til Island for at arbejde på en hestegård som 16-årig – lige efter niende klasse.

– Det er simpelthen det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg kom op at bo hos en fantastisk familie på Oddsstaðir hos Guðbjörg Ólafsdóttir og Sigurður Oddur Ragnarsson. De tog mig til sig, som en del af deres familie. Jeg må have været den perfekte ansatte. Jeg knoklede bare derudaf, og syntes, at det var sjovt.

Der var altid noget at ordne og give sig til på Oddsstaðir. Efteråret gik med gøremål omkring fårene og renovering af gården. Om foråret fik Søren lov til at ride gårdens førsteklassens hingst. Han kvalificerede den til ungdoms-flok til Landsmót i 2004 og red sig i en b-finale på den.

– Der er ingen tvivl om, at det ophold var rigtig vigtigt og lærerigt for mig. Jeg lærte at sko, og jeg lærte at tilride. Jeg lærte også Jakob Svavar Sigurðsson (verdensmester i T1 i 2017 og islandsk landsholdsrytter 2019) at kende, for han kom der af og til. Ham fik jeg undervisning af.

“De tog mig til sig, som en del af deres familie. Jeg må have været den perfekte ansatte. Jeg knoklede bare derudaf, og syntes, at det var sjovt”

Søren boede på Oddsstaðir i et år, og drømmen om Hólar var på ingen måde blevet mindre. Han var nu fuldkommen stålsat på at blive optaget dér. Det var bare én ting, der stod i vejen for drømmen. Nemlig adgangskravet om en forudgående toårig uddannelse. Sådan én havde Søren ikke. Han var stod med en 9. klasses afgangseksamen.

– Det var jo nærmest ligegyldigt, hvilken type uddannelse, der var tale om. For mig handlede det bare om at finde den absolut allerhurtigste uddannelse, der overhovedet fandtes. Jeg ville jo gerne have været tømrer, men den uddannelse ville tage fire laaaange år, siger han og smiler.

– For mig ville det føles som at spilde år. Det skulle gå meget hurtigere, så jeg fandt ud af, at der var noget, der hed HF. Det kunne man tage på Ringkøbing Gymnasium. Jeg tror ikke, at mine forældre troede deres egne ører, da jeg ringede hjem fra Island, og bad dem om at melde mig ind på et gymnasium. Deres dreng på et gymnasium…? Det troede de garanteret aldrig ville ske, for jeg havde sværget, at dér, skulle jeg aldrig gå.

Superstudent med flere 13-taller

Søren kommer hjem fra det, han kalder frihed og praktisk arbejde på Island. Det var hårdt pludselig at skulle sidde stille på skolebænken.

– De første par måneder, der stønnede jeg godt nok. Søren udbryder i et argghhh, og siger, at han måtte kæmpe sig i gang på HF. Skrivetypen var han ikke. Ikke fordi han havde svært ved tingene. Indtil nu havde han bare ikke rigtig kunnet se, hvad han skulle bruge en uddannelse til.

– Jeg er ikke så god til at skrive. Jeg er én af dem, der altid har fået at vide, at jeg skulle uddybe noget mere. Men til de mundtlige eksaminer, der gjorde jeg en stor indsats. De mundlige eksaminer passede rigtig fint til mig, og jeg blev HF-student med et stjernehøjt gennemsnit med flere 13-taller. Ja, jeg blev vel nærmest elitestudent, griner Søren og fortæller, at familien holdt studentergilde samme dag. Dagen efter – klokken 7 om morgenen –  kørte han med toget fra Borris til Kastrup for senere at lande på Island.

Han måtte bare afsted. I susende fart for Søren var ikke optaget på Hólar på det tidspunkt. Det handlede om, at han skulle nå den allersidste optagelsesprøve. Heldigvis blev han optaget, og han afsluttede efter tre år sin uddannelse i 2009. Søren fortæller, at det blev tre meget vigtige år for ham og hans udvikling som rytter.

– Jeg lærte mange at kende med samme interesse og passion for heste. Det var et enormt udviklende miljø at komme i. Der var nørderi på allerhøjeste plan, og jeg ville aldrig have været det foruden.

Sørens vej

– Der er flere veje til at blive en god rytter for mig at se. Uddannelsen på Hólar kan ikke trylle en god rytter frem i dig. Du skal have et ryttergen, have gefühl for heste og indføling overfor takt og gangarter, og så kan en uddannelse gøre dig til en bedre rytter. For mit vedkommende også en lang positiv miljøpåvirkning, en masse flid og en god portion talent. Jeg vil også understrege at mit år i praktik hos Jakob Svavar lærte mig at omsætte teori til praksis i den virkelige verden.

– Jakob er også uddannet på Hólar, og han viste mig sin fulde tillid. Jeg fik at vide, at jeg var skidegod til at træne hestene i hans stald. De gjorde store fremskridt og blev bedømt godt. Jeg fik lov at træne virkelig gode heste, og jeg oplevede, hvordan han viste kåringsheste. Jeg kom med min teoribog, der sagde sådan og sådan. I den virkelige verden hos Jakob, lærte jeg, at du ikke har to år til at træne en hest frem mod en kåring. Det er der ingen, der vil betale dig for. Hos Jakob lærte jeg kunsten at ride på en korrekt og ordentlig måde. Udføre et godt arbejde og præstere på en vinters træning, sådan at hesten stadig er ridbar og glad bagefter.

Kontrolleret power

Hos Jakob gik det, Søren kalder kombinationen af islandske ridetraditioner og klassisk dressurridning, op i en højere enhed, og han oplevede, hvad god ridning vil sige for ham.

– God ridning for mig er dér, hvor du føler, du har en kontrollérbar power. Når du rider frem med energi og bevarer form, smidighed og kontrol over din hest. Hele din hests krop. Ukontrolleret energi er ikke godt, men en dresseret hest uden energi, er heller ikke godt. Lige så meget jeg lægger vægt på, at hesten skal gå frem, lige så meget lægger jeg vægt på, at den skal stoppe. Jeg hader simpelthen at ride på en hest, der ikke har lært at stoppe. Den behøver ikke at have ekstrem energi og løbevilje. For mig er det rarest og sjovest, når jeg beder den om at gå frem, og så siger den ja tak.

Sjovt er det for alvor blevet for Søren i år. Fire danskavlede heste, som han har trænet, siden de var rå ungheste er udtaget til at repræsentere dansk avl ved verdensmesterskaberne i Berlin.

– Det er SÅ gode heste. Det er alle sammen heste, der er kommet til mig utilredet, og som jeg bygget op, trænet op, nogle af dem over to vintre. Det er virkelig gode unge talenter. Forløbet omkring dem og deres udvikling, synes jeg, har været så mega fedt. Udfordringen for mig ved at vise avlsheste til et VM, som jo egentlig ikke er en konkurrence, men en kåring, er, at hesten skal toppe igen sidst på sæsonen fx efter en forårskåring. Det kan blive en lang sæson for dem, og derfor kan det også nogle år ses, at nogle få heste går tilbage i bedømmelserne. Mine kan gå ned, de andre kan gå op. Det er et vilkår, for det er levende dyr. Alt jeg ønsker er at gøre god figur, at gøre mig positivt bemærket. Et VM er en reklamesøjle. Bestemt også overfor avlerne.

Spænding før VM

Søren er spændt på VM. Som kåringrytter er han vant til følelsen af spænding og vant til at føle et pres på at skulle levere resultater.

– Det er faktisk nok det hårdeste ved at vise kåringsheste. Præstationsangsten kan godt komme op i én. Forestil dig, at du på to dage skal op til 19 eksaminer med heste, du har trænet en hel vinter. Forventningsafstemning er derfor blevet en stor del af mit job, for har du gjort dit allerbedste og har du haft en åben dialog om en hests løbende udvikling med dens ejere, så kan både jeg og de forhåbentlig være tilfredse med resultatet.

I starten af min karriere ville jeg gerne gøre alle tilfredse. Det endte med, at jeg blev syg med stress i 2014. Jeg havde i en lang periode været meget hård ved mig selv. Jeg kunne næsten føle det som et nederlag, hvis en hest ikke fik et godt kåringsresultat. Jeg fik bare SÅ meget for meget, siger han og fortsætter:

– Jeg er nok nået dertil nu, at det vigtigste i mit arbejde er, at jeg selv er tilfreds. At jeg selv føler, at jeg har gjort mit allerbedste. Jeg begynder også at have en vis erfaring med udsvingene i arbejdspresset henover året. Så jeg véd, at jeg skal huske at tage pauser. Det kan være, at jeg tager en enkelt dag ud af kalenderen med en serie foran Netflix. Jeg er heldigvis ret god til at lede mine medarbejdere på en ordentlig måde, så de synes, det er sjovt at være på arbejde. Så selvom jeg tager en day off, så véd jeg, at de har styr på det. Jeg skoer fx heller ikke mine egne heste længere.

“Jeg er nok nået dertil nu, at det vigtigste i mit arbejde er, at jeg selv er tilfreds. At jeg selv føler, at jeg har gjort mit allerbedste.”

Jeg er blevet bedre til at uddelegere, og så tror jeg også, det har været afgørende og rigtig godt, at min kone Wiebke nu arbejder i vores virksomhed, hvor hun har styr på alt derhjemme, er sekretær og bogholder.

 

Søren Madsen og familie D 2019

Sørens hustru Wiebke Madsen er med på banerne i Herning..

Tilridning er afstressende arbejde

Årets udsving i arbejdspres hører med til Sørens liv. Efteråret er en stille periode, som han sætter meget pris på. Her skal han ikke levere et resultat. Her bærer hans arbejde mest præg af back to basic tilridning.

“Jeg synes tilridning af heste er enormt afstressende.”

– Jeg synes tilridning af heste er enormt afstressende. Jeg kan godt lide at arbejde med de unge heste. Det synes jeg faktisk også selv, at jeg er ret god til. De skal lære simple ting. Efter dette års VM er jeg helt sikkert også både stævnetræt og kåringstræt. Simpelthen mættet. Så er det dejligt, at der venter en rolig periode. Dem skal der simpelthen bare være nogen af. Men så henover december, så glæder jeg mig bare til at sidde på en hest, der kan tølte. Så kommer sulten igen. Uden sulten får du ikke resultaterne, så du skal virkelig ville det nok. Du skal bare ikke ville det for meget. Et ordsprog, jeg synes er meget rammende i den forbindelse, lyder: Hvis du vil gøre det bedre end godt, så går det værre end skidt. Det er en god sætning, som jeg altid har med mig, og jeg synes faktisk også det er en sætning, som alle ryttere kan tage med sig i deres søgen efter at blive bedre ryttere.

 

Søren Madsen DM 2019

Søren fanget i et roligt øjeblik under DM. Ved hans side sidder Amalie Astrup Jacobi, der også rider stilpas. Søren vinder disciplinen og bliver Danmarksmester i stilpas 2019.

Om Søren

Søren er uddannet islandshestetræner fra Hólar Universitet i 2009
Søren og Wiebke har to-tre ansatte på Debelmose
På gården er der cirka 20 islandske heste i træning per måned i gennemsnit
Sørens driver i alt 52 hektar til sin ejendom samt 40 hektar lejet jord, samtidig med at han driver trænings- og kåringsvirksomhed.

Sørens mor bor på nabogården.
Lige efter interviewet blev Søren Madsen udtaget til det danske landshold i sport, så nu skal han både ride sportsklasser og fremvise danske avlsheste ved VM i Berlin 2019.

Log ind eller bliv medlem af Dansk Islandshesteforening for at få adgang til TÖLT

Er du medlem af Dansk Islandshesteforening men mangler dit brugernavn og adgangskode?
Gå til sporti og log in for at finde dit medlemsnummer

Relaterede artikler