Dansk Islandshesteforenings Aktivitetsuge er tilbage, og venter på at blive fyldt med fællesskab, oplevelser og selvfølgelig – masser af islandske heste!
Den islandske hest er suveræn til bringe mennesker i alle aldre sammen. Og det er præcis, hvad der sker i Aktivitetsugen, som er foreningens store breddebegivenhed.
Læs også: Derfor er Aktivitetsugen i Kompedal en formidabel ferieform
Ugen afholdes hvert andet år. I 2025 finder den sted fra den 12. til 19. juli.
Mange hesteglade familier fra hele landet pakker lige nu løs til opholdet i den smukke natur omkring Kompedal Plantage mellem Viborg og Silkeborg. Her venter dem en hel uge spækket med oplevelser og aktiviteter – både for den passionerede rytter og dem, der blot elsker naturen og det gode selskab.




Ugen er en hyldest til den alsidige islandske hest, og programmet spænder bredt – lige fra fælles rideture, undervisning og foredrag til kreative sysler og friluftsliv.
Der tilbydes ride-, gangarts- og springundervisning samt sansemotorisk ridning for børn. Man kan lære om stævneridning eller deltage i spændende ture som f.eks. herreture, tøseture, singleture, hedeture og heldagsudflugter i Kompedal til bens eller til hest.
For dem, der vil dygtiggøre sig, byder ugen også på kurser i fodring, miljøtræning, trailerlæsning og samt DI´s kursus i hestevelfærd.
Er man mere til hygge og kreativ udfoldelse, kan man kaste sig over filtning, smykkefremstilling af hestehår, akvarelmaling af heste eller lave sjov med gamle hestesko.

“Strik og drik” i hyggeligt selskab venter de kreative voksne, og naturentusiaster kan glæde sig til snobrødsbagning ved bålet, fisketure og guidede ture/vandringer i det smukke hedelandskab.
Det vigtigste i Aktivitetsugen er fællesskabet. Her er der plads til både skovtursrytteren og den ambitiøse konkurrencerytter – og ikke mindst til hele familien. Der er nemlig masser af spændende aktiviteter for dem, der ikke rider. Alt foregår i trygge og afslappede rammer, hvor hygge og nærvær er i centrum.


I år deltager 127 hesteglade mennesker fra nær og fjern. Deres islandske heste er opstaldet tæt på lejren i Kompedal.
Om lidt går det løs! Det bliver en uge med grin, læring og oplevelser for livet – alt sammen i selskab med den fantastiske islandske hest.
Følg med! Før, under og efter ugen på Facebook-siden “Aktivitetsuge i Kompedal”, hvor der deles små historier og nyttig information.
Tjeck også Aktivitetsugeudvalgets store oversigt over ugens begivenheder her