Holdleder: Drømmelandsholdet, sindssygt gode resultater og NM er et godt afsæt

Af: Pernille Engsig Eskildsen

22 august 2022

Landsholdsleder Karen B. Rasmussen havde travlt under NM i Finland. Hun har til gengæld aldrig oplevet så god en gruppe og så god stemning på et landshold. Afsættet for VM i Holland ser lovende ud.

Hvordan var det at være landsholdsleder i 2022?

– Det var en stor opgave at være landsholdsleder på Ålandsøerne, for det var tydeligt, at arrangørerne var uvante med opgaven med at afvikle sådan et stort arrangement. Det gav nogle uforudsete udfordringer, og vi teamledere arbejdede fra tidligt om morgenen til sent om aftenen på at sørge for, at tingene gik så glat som muligt for rytterne. Teamledelsen med Hrannar, Dina og Lone og mig fungerede supergodt. Vi er vidt forskellige mennesker med forskellige kompetencer, og vi supplerede hinanden godt.

Karen B. Rasmussen var landsholdsleder i Finland til NM.

– Min fornemste opgave som holdleder er at skabe et rum, hvor rytterne kan koncentrere sig om at ride. Jeg kan ikke mindes at have været så udfordret i den sammenhæng. Når det så er sagt, er det det bedste landshold, jeg nogensinde har været af sted med.

– Jeg har aldrig oplevet så god en gruppe og så god stemning. Vi var 39 ryttere med 41 heste, deres grooms og nogle forældre – i alt omkring 100 mennesker, og det lykkedes undervejs at vende udfordringerne til noget konstruktivt , lærerigt og brugbart. Holdet fokuserede på, at NM er et step på vejen og en vigtig forberedelse til VM.

Hvordan oplevede du stemningen på holdet?

– Alle løftede i flok og var enormt søde ved hinanden. De fleste af seniorrytterne er garvede professionelle, og de hjalp simpelthen de unge og juniorerne. Nogle trådte endda til og assisterede dem, der ikke havde en træner med.

– Forældre til juniorer og ungryttere lavede grill-aftener og var med til at sørge for nogle af de administrative ting og opgaver som fx at organisere trænings- og foldtider. Det var bare så dejlig, jeg blev glad af at se, hvordan det virkede hele vejen igennem.

– Oplevelsen af hjælpsomhed og sammenhold giver mig lyst til at gøre det igen.

– Jeg vil også fremhæve, at det var tydeligt, hvordan årets at ungdomsarbejde har virket positivt. De unge og juniorerne kendte hinanden godt inden stævnet og støttede hinanden hele vejen. Fremover kunne man godt gøre endnu mere ud af talentarbejdet, for effekten er så tydelig, synes jeg.

Hvordan vil du beskrive holdets præstationer?

– Holdet leverede nogle sindssygt gode og overbevisende præstationer trods banen, der var ualmindelig tung. Vores seniorer var forrygende, og det var klasse at overvære, især når man tager banen i betragtning.

– Junior- og ungrytternes tilgang til hele opgaven og konkurrencen var bare så flot, for det er bestemt ikke nogen nem opgave at rejse så langt med sin hest og skulle ride og levere på det plan. Deres medaljer er velfortjente. De unge pasryttere er noget særligt – det er så få sekunder, der er afgørende for deres resultater – det er dejligt, når det lykkes for dem, og det gjorde det! Jeg er overbevist om, at de kan udvikle sig til nogle uhyggeligt gode pasryttere, når de får endnu mere erfaring.

Med alle de erfaringer og resultater, som landsholdsrytterne har fået i Finland, har vi et rigtig godt og lovende afsæt for VM i Holland til næste år.

Karen B. Rasmussen

Har haft islandske heste siden 1971 og har været på landsholdet flere gange, både i sport og avl. Hun har været holdleder syv gange for landshold fra Danmark og UK. Hun rider og underviser, er FEIF-level-2 instruktør og har tidligere siddet i FEIF i mange år, hvor hun bl.a. har arbejdet med uddannelse og udvikling af instruktøruddannelser.

Til daglig er Karen B. Rasmussen arkitekt og chefkonsulent i Lyngby-Taarbæk Kommune.