Kunne du finde på at begrave dig i 10.000 kåringsresultater for at finde sammenhæng mellem hestes bygning og rideegenskaber?
Hvad med at filme hundredvis af kåringsheste med en særlig 3D-teknologi for at trække flere end 400 mål ud af hvert enkelt individ? Det har den islandske avlsleder, dommer, forsker og medlem af FEIF ́s avlskomité Þorvaldur Kristjánsson præsteret i sin PHD om sammenhæng mellem bygning og rideegenskaber, der nu er med til at definere den islandske hesterace.
Spørger man ham om baggrunden for de reviderede avlsmål og bedømmelseskriterier, lyder svaret:
– Overordnet vil vi forsyne forskellige typer af ryttere med heste af høj kvalitet. De fornyede avlsmål er ikke en revolution, men det er blevet mere tydeligt, at vi går i retningen af lettilgængelige heste, som kan bruges og nydes af vidt forskellige ryttere til vidt forskellige aktiviteter. Netop alsidigheden ved den islandske hest er særlig og værdifuld, og den ønsker vi at bevare for fremtiden. Samtidig vil vi sikre hestens holdbarhed og velfærd og at konkurrencer og shows er så hestevenlige som muligt.

Hvad er de vigtigste ændringer i den nye bedømmelsesskala?
– Vi har øget fokus på hestens kropsfunktion i gangarterne, balance, blødhed, lethed, elasticitet og selvbæring. Det er for at sikre, at de heste, der får høje karakterer, er gode rideheste til både sport, fritid og turridning. Redskabet er en mere veldefineret bedømmelsesskala, som indeholder bedre og mere detaljerede beskrivelser af hver egenskab.
– Omkring karaktergivningen for rideegenskaber er der kommet mere fokus på kvaliteten i langsom galop samt tølt og trav i langsomt tempo, når der gives karakterer for 9,0 eller højere. Karakteren for vilje og sind vægter nu to procent mindre end tidligere. Det er den mest vigtige karakter, men det er også den sværeste at bedømme med sikkerhed. Gangarten skridt vægter til gengæld to procent højere. Den egenskab er også indirekte med til at vise hestens evne til at kunne slappe af og være mentalt i balance under rytter.
– På bygningssiden er der kommet tydeligere beskrivelser af kravene til de enkelte kropsdele, hvor vi har hævet vægtningen af ryg og kryds, som vi véd er helt afgørende for hestens evne til selvbæring, fortæller Þorvaldur Kristjánsson.
Her er vi tilbage ved din analyse af de 10.000 kåringsresultater. Hvad fandt du ud af?
– Der er, og det er måske ikke så overraskende, evidens for, at kvalitetsheste med gode gangarter er bygget på en måde, som gør det let for dem at have selvbæring. De ”går op ad bakke.” De har en højt ansat, velrejst hals, en høj mankekam og et stærkt kryds. Den forreste del af ryggen er højere end den bagerste del. Samtidig er de ikke for smalle mellem forbenene – der skal være en vis bredde. De kvaliteter har vi belønnet i kåringssystemet hidtil, men i opdateringen er den nye viden implementeret ved at beskrive det mere tydeligt og detaljeret.
Nogle mener, at vores heste går for meget i retningen af fintbyggede sportsponyer? Hvor er den robuste type blevet af?
– Det argument hører jeg faktisk tit. Vi tænker selvfølgelig også skønhed og elegance i kåringssystemet, for vi vil gerne have smukke heste. Men vi sætter funktionalitet højere. Jeg plejer at vise folk billeder af to hingste fra omkring 1940. Den ene er høj, velrejst og elegant med en lang, slank hals, en moderne type. De anden er lav, tung og robust. Begge typer havde man altså for mange år siden, hvor der var stor variation i udtrykket. Med tiden har vi lavet en mere velrejst hest med en bedre overlinje. Det er efter min mening en god ændring. Det primære er, at vi forbedrer hestenes bygning, så den kan bruge sig med korrekt kropsfunktion og udføre de opgaver, vi ønsker med lethed. Det giver gode, pålidelige og lettilgængelige rideheste, som børn og voksne på alle niveauer kan nyde i mange år. Jeg mener helt klart, at vi er på rette vej.