Uddannelseshjørnet

I uddannelseshjørnet tager TÖLT fat i relevante emner om uddannelse af vores islandske heste og os selv som omdrejningspunkt. For at gøre os klogere på at træne vores heste på hestens præmisser og ruste os til at træffe vigtige beslutninger om uddannelse og træning på et så kvalificeret grundlag som muligt.

Antropomorfisme er et begreb, som dækker over menneskers tilskrivninger af menneskelige karakteristika til ikke-menneskelige væsner. Jeg nævnte dette i sidste klumme i forbindelse med ISES’ ti træningsprincipper. Men jeg synes, at det er så interessant et emne, at det fortjener lidt mere spalteplads. Jeg tror nemlig, at vi i vores dagligdag med hestene, udsætter dem for rigtig mange situationer, hvor vi bruger vores egen menneskelige logik til at forklare, hvad hesten tænker og føler – og at vi rigtig ofte gætter forkert, fordi vi reelt glemmer, at hesten er en hest og ikke et menneskeligt væsen.

Husk det er en hest

Det er en lidt speciel tilgang, når vi som mennesker går ud fra, at den menneskelige forstand er så meget bedre og mere ønskeværdig end for eksempel hestens – og at vi derfor prøver at pådutte hesten tanker og følelser, den sandsynligvis aldrig har eller vil blive i stand til at have. Vi må gå ud fra, at hesten er ganske fornøjet med den forstand og det følelsesliv, den har fået tildelt. Og at mantraet ”en hest er en hest – og en hest vil gerne bare spise græs” er gældende som et udgangspunkt for, hvordan hesten siden er motiveret og reagerer i situationer, som involverer mennesker.

At overvurdere eller undervurdere hvad og hvordan hesten tænker og føler, kan føre til kritiske miskommunikationer, dårligere hestevelfærd og ofte det det med tiden bliver til konfliktadfærd i hesten. Det er vigtigt og nødvendigt, at vi gør os begreb om, så vidt det er os muligt at vide det, hvorfor hesten reagerer, som den gør, i forskellige situationer – baseret på en videnskabelig heste-funderet læringsteori, og ikke vores menneske-logik.

Et sansende dyr, fuldstændig ligesom os selv, vil som udgangspunkt gøre, hvad end det kan for at reducere fysisk og psykisk smerte og ubehag. Dette er dybest set vores udgangspunkt for træning med negativ forstærkning. Det milde ubehag, vi påfører hesten i form af pres fra schenkel, tøjle eller andet, skaber en naturlig trang i hesten til at få ubehaget til at forsvinde. På denne måde er langt det meste af vores hestetræning bygget op.

Hesten véd ikke…

Noget af det, der først og fremmest vil adskille hesten og mennesket, når vi træner, er, hvordan vi er ganske forskelligt motiveret. Mennesket er motiveret af alle mulige, både indre og ydre faktorer, som kan variere enormt fra person til person. For eksempel konkurrencer, et ønske om en trafiksikker hest, fantastisk tølt, hurtig pas, en dejlig skovtur eller noget helt sjette.

Hesten, derimod, vil ikke gå ind til opgaveløsningen med en motivation til at løse denne opgave for menneskets skyld. Dens umiddelbare motivation vil være knyttet til simpel læring i form af noget ubehag, den vil undgå, eller en belønning, den vil opnå.

Når vi med vores menneskelige logik bliver opslugt af et mål for træningen og ridningen af vores heste, kan det ofte være meget svært at huske på, at vi går til opgaven med vidt forskellige forudsætninger. Ofte er der knyttet mange tanker og følelser til træningen, og vi glemmer derfor, at hesten ikke kender og forstår, hvad målet er. Ligeså snart vi begynder at antage, at hesten véd, hvad vi vil have den til, er vi for det første hoppet direkte i antropomorfisme-fælden, og for det andet har vi skabt et udgangspunkt for frustration i mennesket samt for manglende forståelse og derved miskommunikation hos hesten. Det er denne miskommunikation, der i den ene eller den anden henseende skaber det, vi kalder konfliktadfærd.

Vær tilstede i nuet

Vi er meget udfordrede i denne kommunikation, fordi det reelt set er meget vanskeligt at svare på, hvor de kognitive grænser mellem heste og mennesker egentlig er. Men at gå ud fra, at hesten deler rytterens mål, er uden tvivl en fejlvurdering. Det er ikke denne motivation, som får hesten til at gøre, hvad vi vil have den til – eller alternativt at gøre som vi ikke vil have den til.

Når vi træner og rider hesten og går til opgaven med en formodning om, at hesten ved, hvad vi vil have den til, at den bare er fræk og ikke gider i dag, eller straffer rytteren for de manglende gulerødder dagen før, så har vi allerede spændt ben for os selv. Vores kommunikation og signaler bliver uklare og forsinkede lige så snart, vi antager, at hesten véd. Og det er nok her, de fleste frustrationer hos træneren opstår.

Som mennesker ved vi, at det at være i nuet kan være en virkelig svær øvelse. Vi har meget tendens til at tænke på, hvad der skete i går, hvad vi skal i morgen eller om tre måneder og glemmer meget ofte at være til stede i øjeblikket. Der er ingen forskning, som tyder på, at hestene har dette problem. Det lader til i høj grad at være forbeholdt mennesket alene – på godt og ondt. Når vi træner hestene, er det vigtigt at være til stede i nuet. Kun på denne måde kan vi sikre, at vores signaler og hestens respons kædes sammen til en forståelse for hesten og derved en tydelig og konsekvent læring. Hvis vi er for meget tilstede i fremtiden, vil det ofte være hægtet op på vores motivation. Vi kommer til at gå ud fra, at hesten ved, hvad vi have den til i vores vej mod det ”fælles” mål. Hvis vi hænger os for meget i fortiden i træningen, kan vi komme til at bære gammelt nag med fra sidste træning eller gå ud fra, at hesten gør det. Derfor er det så vigtigt som træner at få nulstillet sig, så træningen kan blive baseret på logisk læringsteori i stedet for menneskelige følelser, som hesten ikke vil kunne forstå sammenhængen i.

Hvordan taler du til din hest?

Vi kan også tænke over, hvordan vi snakker til og om hesten. For det, vi siger, er et spejl af det, vi tænker, men det, vi siger, kan også have en effekt på, hvordan vi tænker. Når jeg siger, at ”min bil ikke vil starte”, indikerer jeg, at min bil har en vilje, og at den i dag ikke har lyst til at starte. I stedet burde det jo egentlig være ”min bil kan ikke starte” eller ”min bil starter ikke”.

Det samme gælder hesten. Når jeg bruger adjektiverne fræk, taknemmelig, motiveret eller lignende for at beskrive hesten, handler det i højere grad om, hvorvidt hesten får præcise signaler og forstår, hvad der forventes af den. Hesten vil for eksempel ikke være sur til træning, fordi jeg glemte at give den gulerødder den foregående dag. Men hvis hesten opfører sig ”surt” til træning, og jeg bruger gulerods-undskyldningen, vil det til gengæld fjerne fokus fra, og forhindre mig i at finde, den reelle årsag til hestens ændrede adfærd. Når først vi begynder at have fokus på det ordforråd, vi bruger, til at tale om og til hesten, vil de fleste finde ud af, at det ikke kun er bilen, vi pådutter viljer og evner, tanker og handlinger – en menneskeliggørelse fjernt fra hestens natur.

Sand empati med vores heste må derfor være at opnå en så god forståelse for hestens natur og etologi, for dens læring og dens velliden, som vi overhovedet kan. For når vi, i den bedste mening, vil være gode ved vores heste med udgangspunkt i den menneskelige logik, leder det desværre ofte til det modsatte resultat. Heldigvis bliver der løbende offentliggjort masser af forskning, som bid for bid gør os klogere og gør det lettere for os at forstå heste.