Skal din skov være naturnationalpark? Se de 23 forslag til nye parker

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Miljøministeriets hjemmeside

17 september 2021
Members only

– Borgere, interessenter og kommuner har indsendt forslag til, hvor Danmarks næste 10 naturnationalparker skal ligge. Miljøministeriet er nu klar med en bruttoliste med 23 forslag til mulige naturnationalparker, som i slutningen af året skal indskrænkes til 10 steder.

Det skriver miljøministeriet på sin hjemmeside. Her kan man også læse, at der kom i alt 200 forslag til placeringer.

Stor betydning for ryttere

Alt efter, hvordan de enkelte parker planlægges og etableres, kan det få afgørende betydning for de lokale rytteres muligheder for at ride i parkerne.

Nogle parker bliver indhegnet, fordi store dyr som fx bison, kvæg, hjorte eller vilde heste skal græsse på arealerne. Det kan indskrænke ridendes muligheder for at færdes til hest på arealerne.

De næste naturnationalparker er fordelt over hele landet. De 23 nye forslag skal indskrænkes til 10, så der kommer til at være i alt 15 naturnationalparker i Danmark.

Brugerorganisationer er på sagen

Dansk Islandshesteforening og Ridespor Danmark, Danmarks Idræts Forbund og Dansk Rideforbund  følger derfor processen med udvælgelse og etablering af parkerne tæt i et samarbejde med andre interesseorganisationer. Foreningen har i tidligere høringssvar sammen med Dansk Rideforbund  meldt ud, at man ikke er for idéen om at hegne arealerne.

– Naturnationalparkerne har stor bevågenhed hos os, og vi er meget opmærksomme på de nye forslag. Vi følger udviklingen tæt og arbejder intensivt på at sikre rytteres vilkår så godt som muligt. Vi er for mere og vildere natur, men vi er imod, at man sætter hegn omkring parkerne, siger Caroline Seehusen, formand for Natur- og Breddekomitéen i Dansk Islandshesteforening.

Lokale arrangementer i efteråret

Nu skal forslaget præsenteres for to nationale arbejdsgrupper, relevante ministerier og kommuner. Forventningen er at afholde lokale arrangementer i mulige naturnationalparker med henblik på at inddrage de lokale synspunkter.

Udvælgelsen af op til 10 nye naturnationalparker er den sidste store udvælgelsesrunde i arbejdet med at etablere i alt op til 15 naturnationalparker, hvor naturen får lov til at gro mere vildt og udvikle sig på mere naturlige præmisser.

Allerede i december 2021 træffes politisk beslutning om placering af yderligere op til ti naturnationalparker på statens arealer.

Læs mere om parkerne på Miljøministeriets hjemmeside.

Log ind eller bliv medlem af Dansk Islandshesteforening for at få adgang til TÖLT

Er du medlem af Dansk Islandshesteforening men mangler dit brugernavn og adgangskode?
Gå til sporti og log in for at finde dit medlemsnummer

Relaterede artikler