TEMA: Ridesportens adgang til naturen

Debat rejser spørgsmål: Hvorfor skal rytterne bede om lov til at være der, hvor alle andre må færdes til fods og på cykel?

Ryttere er begrænset i at kunne dyrke sin fritidsinteresse i naturen. De står tilbage, mens gående og cyklister må fortsætte uhindret på private markveje og stier samt i private skove.

Det skyldes adgangsbestemmelserne i naturbeskyttelsesloven og mark og vejfredsloven. De er med til at forhindre ridende i at færdes, hvor gående og cyklende har fri adgang. Det skal der laves om på, og derfor skal lovgivningen ændres.

Det slog DI´s formand for Naturkomitéen, Caroline Seehusen fast i en paneldebat ved Naturmødet 2023.

TÖLT stiller her Caroline Seehusen nogle af de spørgsmål, som debatten rejste.

Udgangspunktet for debatten var friluftslivets adgang på privat mands jord og de interessekonflikter, der kan opstå i den sammenhæng. Du mener, at ridende skal have samme rettigheder til at færdes i naturen som gående og cyklister – Skal ryttere have lov til at ride på privat mands jord?

— Vi vil gerne have de samme rettigheder til at ride, som der er til at gå og cykle i den danske natur. Vi synes, det er helt urimeligt, at det er rytterne, der diskrimineres på grund af naturbeskyttelsesloven.

— Ridning er den mest naturnære måde at færdes i naturen på, og så bliver vi udelukket fra at færdes i den. Det er ikke rimeligt.

– Vi vil gerne beskytte og passe på naturen. Men det kræver jo, at vi må komme i den. Markveje kan lukkes for ridning med et adgang-forbudt eller ridning-forbudt skilt jf. mark og vejfredsloven. Et sted mellem 50 og 70% af alle markveje og stier i Danmark er forsvundet i løbet af de sidste 50-70 år. Det ødelægger rytternes muligheder for at komme rundt. Vi mangler forbindelserne. Stier ender blindt eller fortsætter gennem privat skov, hvor ridning er forbudt.

— Derfor, og som lovgivningen er nu, må ryttere og lodsejere indgå frivillige aftaler. Derfor taler Dansk Islandshesteforening for at ændre i naturbeskyttelsesloven og i mark- og vejfredsloven, sådan at vi sikres lovmæssig adgang ude i naturen og i det åbne land på lige fod med cyklister og gående.

Kan du forstå, at nogle private lodsejere ikke ønsker, at der færdes ryttere på hans/hendes jord?

—Jeg kan godt forstå, at nogle er bekymrede. Vi hører jo desværre mange myter om heste og ryttere. Ting, der bliver fortalt igen og igen. Det kunne fx være, at heste skræmmer vildtet. Til det kan jeg kun sige, at ryttere er blandt dem, der får de allerstørste naturoplevelser. Når vi sidder på en hest, kommer vi helt tæt på – ikke bare på hjortevildtet, men også på fugle, og andre vilde dyr derude.

—Det lykkes enkelte ryttere at få lov til at ride langs naboens mark.  Men at lave aftaler, der gælder alle ryttere, er svært.

– Det er nærmest umuligt at lave længere sammenhængende rideruter. Så vi må prøve at nærme os hinanden og forstå hinandens motiver. Jo tættere, vi kommer på hinanden, jo mindre farlige er vi for hinanden. Jeg kender INGEN ryttere, der kunne drømme om at hærge derude.

I debatten fremførte du, at ryttere generelt er hensynsfulde naturbrugere? Hvordan kan vi oplyse samfundet om det? Hvad kan vi konkret gøre for at blive accepteret bredt i samfundet, og som kan smitte af lovgivningsmæssigt, således at vi som naturbrugere får rettigheder på linje med gående og cyklister?

— Første skridt er selvfølgelig at fortælle, at vi er forhindrede i at komme ud i naturen. Danske børn misser de særlige naturoplevelser, man får, når man er til hest. De misser oplevelser, der kunne give dem glæde, naturviden- og naturforståelse. Når du færdes i naturen fra barnsben, vil du kende til den, og så vil du også passe på den resten af dit liv.

— Dernæst skal vi ud at være synlige! Vi skal ud i debatterne – ligesom her på Naturmødet. Vi skal ud og tale med folk. I onsdags var jeg fx på bustur I Naturpark Åmosen. Her var der inviteret politikere, embedsmænd fra tre kommuner, lodsejere samt forskellige foreninger. Jeg deltog med et oplæg om fordelene ved at skabe ridemuligheder, og hvordan det kan gøres indenfor gældende lovgivning. Her var der mulighed for dialog og for at få forståelse for hinanden.

— I Dansk Islandshesteforening laver vi også forskellige foldere om, hvor man må ride og om takt og tone i naturen. Vi kommer også gerne ud og holder oplæg om, hvordan ryttere skal færdes hensynsfuldt og sikkert i naturen. Vi har også holdt virtuelle møder for lokalklubber og andre interesserede om at skabe bedre ridemuligheder lokalt og i natur-nationalparkerne, og det vil vi fortsætte med fremover.

Ser eller hører I om ryttere, hvis opførsel kan blive bedre i mødet med private lodsejere og befolkningen generelt?

— Ja, vi skal huske, at rydde op efter os og samle hestepærer op. På parkeringspladser ved statens skove fx. Som ryttere kan vi synes, det er harmløst, men øvrige brugere synes ikke nødvendigvis, at hestepærer er harmløse.

Vi skal også huske at tage vores heste ned i skridt, når vi møder gående, cyklister og andre heste. Det tror jeg faktisk også, at langt de fleste gør. Undersøgelser har også vist at de fleste synes, det er spændende og flot at møde heste og ryttere i naturen.

— At der skulle være mange konflikter mellem lodsejere og ryttere derude, mener jeg er virkelig overdrevet. At heste er uønskede, fordi de ødelægger vejene, er også en af myterne, som vi hører. Vi har gennem flere år efterlyst eksempler på ødelagte veje. Vi vil rigtig have besked, hvis nogle ser nogen. Det har vi gjort gennem flere år, men vi har ikke fået en eneste tilbagemelding om veje, der er ødelagt af heste. Kraftig regn og skovmaskiner er skurkene, når veje i skovene ødelægges.

— Nogle enkelte steder – for eksempel ved en rideskole, har vi kendskab til ryttere, der har lavet en smutvej gennem et fugtigt område i skovbunden, som fører direkte ind i skoven. Der kan underlaget blive trådt op, hvis der færdes mange heste. Det er et eksempel på noget, jeg tror, at offentligheden vil se som en ødelagt vej, der er trampet op.

— Men der er flere ting i det. For det første er det ikke en vej. Det er skovbund. For det andet så betaler rideskolen i det her tilfælde til statsskoven for at få lov til at ride dér. Så den pose – ikke helt ubetydelige penge – som staten modtager fra rideskolen, kunne jo bruges på at udjævne det berørte område.

— Med det sagt skal vi selvfølgelig efter regn og tøbrud passe på bløde stier. Vi skal altid kigge os tilbage, og sætte så få spor som muligt.

Hvad kan ryttere byde ind med, når vi spørger om lov til at ride på privat mands jord eller i privat mands skov?

— Samme argument, som vi hører i forbindelse med etablering af Naturnationalparkerne, nemlig at heste er med til at skabe øget biodiversitet. I Naturnationalparkerne skal udsatte vildtlevende heste græsse, og holde uønsket vækst nede, så områder bliver lysåbne. De skal skabe levesteder for insekter gennem deres hovtryk i jorden. Bar jord er fantastisk for insekter at sidde og lune sig på og at bygge jordhuler i. Jordpletter giver plads til at blomstrende planter kan etablere sig. Til glæde for fx truede bier og sommerfuglearter.

Tror du det argument er en måde at sælge sig selv ind på, hvis man fx beder en landmand om lov til at ride langs en dyrket mark?

 —Ja, vi skal at se det, som noget positivt, at vi rider i naturen. Vi skaber biodiversitet og vi bevarer liv i landdistrikterne. Heste på landet er med til at holde landdistrikterne i live! 10 heste genererer en arbejdsplads, så det er ikke ubetydeligt, at ryttere og hesteejere bliver ved med at være derude og får bedre muligheder for at færdes derude.

Læs også: Ridning ødelægger ikke naturen