Selv i mørke kan jeg genkende ham. Jeg kan adskille hans silhuet fra de andre heste, den runde krop og den kraftige man, måden ørerne stritter og lytter på. Hvis jeg er heldig, har stjernen i panden afsløret ham, ellers går hans sorte farve i et med mørket.

Engill blev min for tretten år siden en snefuld februar, og med ham gik en mangeårig drøm i opfyldelse. Tænk, at denne smukke, unge hest var min. Jeg mødte ham første gang i Dollerup bakker og jeg tænker tit, at landskabet havde betydning for mit køb. En sort islandsk hest i et snehvidt istidslandskab.

I begyndelsen red vi skoven i det sydlige Århus tynd. Vi var omgivet af bøgetræer på en anemoneklædt skovbund, vi red op og ned ad skrænter og mærkede saltvandet i vinden på stranden. Siden har han boet mange steder, det har været hans lod i livet at følge mig ud af teenageårene ind mine i tyvere og nu ind i voksenlivet. Han har flyttet med mig til forskellige landsdele og været en stabilitet, når mit liv har været foranderligt. Havde Nordgrønland været et sted for heste havde jeg sikkert taget ham med, de år jeg boede der.

Engill er min bedste oplevelsesmakker, for han siger aldrig nej til at udforske nye steder eller overnatte i fremmede skove. Når vi er på langtur, passer vi på hinanden. Han lægger sig ved siden af mig om aftenen og vækker mig om morgenen ved at nulre soveposen.

Med Engill har jeg set en lille kongefugl og en stor havørn. Han er den, jeg hyppigst er faret vild med. Vi har set skoven i lys og mørke, skumring og daggry. Med ham har jeg redet over og under motorveje. Sammen har vi på kurser lært, hvordan man træner versader, traversader, løsgjorthed og samling. Han har lagt øre til forelskelser og kærestesorg, fortvivlelse, bekymringer og lykke. Vi er faldet ned i bundløst sand, og han har fået os op.

De sidste mange år har Engill boet i skoven. Her passer han på sin lille flok og jeg beundrer måden, han er i verden på. Han har en stor iboende ro, så de andre heste ved, at han bestemmer. Han bruger hverken vold eller aggression for at opnå respekt, men møder altid nye heste med nysgerrighed og interesse. Han er opmærksom på flokken, leder dem ned i skovbunden, når de skal slappe af, eller i læ når stormen raser. Samtidig hviler han så meget i sig selv, at han ikke nødvendigvis opsøger selskab, men følger sine egne veje og impulser. Han er modig og er ikke bange for at finde en vej ud af indhegningen, hvis græsset ser lidt bedre ud på den anden side. I dag går han med min og en anden hingsteplag. Jeg bliver så varm om hjertet og stolt, når jeg ser, hvor tålmodig min gamle vallak er med de legesyge hingsteføl.

Jeg har den største tillid til ham og jeg stoler på, at han altid hjælper os sikkert tilbage på sporet og finder vejen hjem, når vi er blevet væk. Han er så stærk og sikker på benene, som ingen anden hest.

En hest er en hest, og jeg er et menneske, men med Engill føler jeg mig hjemme og forbundet til verden gennem hans hestevæsen. Med Engill åbner skoven sig, og jeg kan se det hele lidt lettere fra oven.