Forening klagede: Nu står arbejdet med at indhegne naturnationalparkerne Gribskov og Fussingø stille

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Unsplash.com

29 september 2022

Etablering og planlægning af 15 nye naturnationalparker i Danmark er i fuld gang. Parkerne Gribskov og Fussingø er længst i processen og skal nu hegnes ind, før man sætter elge, krondyr og stude til at afgræsse arealerne.

Miljøministeriet oplyser, at de to områder skal være klar til indvielse i løbet af 2022. Men arbejdet med at sætte hegn om parkerne skulle have været i gang for længe siden.

Det er udskudt.

Klager over manglende miljøvurdering

Årsagen til pausen er ifølge Malene Thune, der repræsenterer Foreningen Fri Natur og samtidig er islandshesterytter, at foreningen og nogle naboer til de planlagte naturnationalparker har klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet:

– Vi har klaget over Miljøstyrelsens afgørelse om, at Fussingø og Gribskov ikke skal miljøvurderes, inden områderne bliver etableret som naturnationalparker. Vi har desuden klaget over selve etableringen over de to parker. Det har været med til at stoppe arbejdet med at indhegne områderne, siger Malene Thune.

Miljøvurdering

En miljøvurdering eller en VVM-redegørelse har ifølge Miljøstyrelsen til formål at:

sikre et højt beskyttelsesniveau og bidrage til integration af miljøhensyn under udarbejdelse af planer og programmer på et tidligt stadie i planlægningsprocessen. En miljøvurdering omfatter således en vurdering af sandsynlige, væsentlige miljøbelastninger ved gennemførelse af en plan eller et program.”

Derfor mener Fri Natur, at en miljøvurdering af de områder, som er udpeget til naturnationalparker, er et must:

Indgribende ændringer i naturen

Malene Thune:

– Vi er mange, der har stillet os uforstående overfor Miljøstyrelsens afgørelse om, at der ikke skal foretages miljøvurdering i forbindelse med etablering af Naturnationalpark Fussingø og Naturnationalpark Gribskov.

– Der er jo tale om særdeles indgribende ændringer i en i forvejen velfungerende natur og endda i et meget stort omfang, også i Natura 2000 områder, som nyder ekstra beskyttelse.

– I stedet for en miljøvurdering, der indeholder en grundig og omfangsrig konsekvensvurdering, lavede man en miljøscreening med en væsentlighedsvurdering, forklarer hun.

Aktindsigt bekræfter udsættelse

Malene Thune har søgt aktindsigt i sagen.

Her bekræfter e-mails, at indhegningen af Fussingø udskydes. Begrundelsen er, at man ikke opnår fuld myndighedsgodkendelse inden opstarten, der oprindeligt var sat til 15. august.

Gribskov tidsplan skrider

Også tidsplanen for Gribskov skrider. Det 3,5 måneder lange arbejde med at indhegne Gribskov udskydes til november, fordi: ”Man afventer tilladelser fra Hillerød Kommune og en afklaring om de påklagede afgørelser fra Miljøstyrelsen.”

– Klagerne afventer behandling i klagenævnet. Der er fortsat tale om to klager fra Fri Natur: Én på beslutningen om, at der ikke skal foretages miljøvurdering og én på selve tilladelsen til at etablere naturnationalpark. Sidstnævnte har som udgangspunkt opsættende virkning, hvilket også behandles i Klagenævnet, siger Malene Thune og håber:

– Intet er afgjort. Men vi har købt os tid, og det er det, vi har brug for. 

Hvad er VVM eller miljøvurdering?

VVM betyder Vurdering af Virkningerne på Miljøet. Formålet med VVM er at sikre, at der gennemføres en vurdering af virkningerne på miljøet, som grundlag for beslutningen om at give eller afslå tilladelse til anlægstyper, der kan påvirke miljøet væsentligt

Kilde: retsinformation.dk

Læs mere om miljøvurderinger her:

Hvem kan klage?

Malene Thune fortæller, at foreningen Fri Natur er en af de få foreninger og organisationer, der kan klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Miljøstyrelsens afgørelse om, at Gribskov og Fussingø ikke skal miljøvurderes.

Fri Natur er klageberettiget på grund af foreningens formål om at beskytte natur og miljø.

Naboer med skel helt op til parkerne er også klageberettiget, idet de bliver individuelt og væsentligt berørt. Foreningen Fri Natur hjælper b.la. privatpersoner og brugergrupper med klageprocessen.

Opsættende virkning stopper arbejdet

I henhold til Miljøbeskyttelsesloven er der ifølge Malene Thune ikke automatisk opsættende virkning på grund af klagerne efter Miljøbeskyttelsesloven, så der er anmodet om opsættende virkning i klagerne for både Fussingø og Gribskov.

Opsættende virkning betyder, at arbejdet skal stoppe, indtil klagen er færdigbehandlet. Det er op til Klagenævnet at afgøre, om der gives opsættende virkning, og Fri Natur afventer svar på anmodningen.

En anden mulighed for at klage er, fortæller Malene Thune, at klage over selve tilladelsen til etablering af naturnationalparker i henhold til Naturbeskyttelsesloven. Her er udgangspunktet opsættende virkning. Fri Natur har også indsendt klager på det grundlag.

– Det læner vi os op ad lige nu, da vi endnu ikke har fået en afgørelse fra Klagenævnet på vores anmodning om opsættende virkning efter Miljøbeskyttelsesloven, siger hun.

For naturnationalparker men imod metoden

Malene Thune understreger, at foreningen Fri Natur er for fri, varieret og tilgængelig natur.

Det er indhegningen af naturnationalparkerne og deraf konsekvenserne for den fine natur, naturlige vildtbestande og begrænsede brugeradgang, som driver det landsdækkende netværk. Her er man især kritisk overfor metoden, der bruges til etablering af parkerne.

– Vi er for naturnationalparker, men vi er imod metoden rewilding, som rulles ud over det hele.

– Der findes ikke evidens for, at rewilding-metoden har en positiv effekt på naturen. Vi er dybt bekymrede for, at der udrulles så stort et eksperiment i det bedste af den natur, som vi har i Danmark. Vi er imod, at man begrænser folks adgang og gør det farligt for andre at færdes i naturen. Vi ved fx, at der sker ulykker ved, at kvæg angriber mennesker i indhegnede områder.

– Vi ønsker, at man tænker bredere og i andre mulige løsninger og metoder. Vi ønsker, at der sker reel borgerinddragelse. At parkerne bliver sat på pause og at man inddrager alle interessenter, fx dyrlæger, forstkandidater og friluftslivet til at skabe de bedst mulige løsninger for natur, dyr og mennesker, understreger Malene Thune.

Foreningen Fri Natur

Foreningen har eksisteret i ca. 6 måneder og arbejder p.t. for at sætte etableringen af de 15 kommende naturnationalparker i Danmark på pause – vel at mærke kun de steder, hvor der er lokal modstand.

Man ønsker at inddrage flere relevante interessenter og gentænke metoden, som parkerne etableres ud fra. Fri Natur faciliterer brugermøder og hjælper private og grupper med fx klageprocessen over naturnationalparker.

Ulykker i indhegnede arealer

Fri Natur gør opmærksom på risikoen ved at bevæge sig i naturarealer, som er hegnet ind med højt hegn, som man ikke kan kravle ud under, og hvor der går store græssere som kvæg og heste.

Foreningen har bl.a. lavet en oversigt over ulykker på Syddjurs, som indtil videre indeholder tre ulykker i 2022 og fem ulykker i 2021. Det er primært aggressive køer/kvæg, der forårsager ulykkerne. Men der er også et eksempel på en flok nysgerrige ungheste, der skræmmer en rytters hest.

  • Fri Natur arbejder for fri, varieret og tilgængelig natur.
  • Fri Natur arbejder for større og sammenhængende naturområder i Danmark.
  • Fri Natur betragter ikke hegnede arealer som vild natur.
  • Fri Natur arbejder for levevilkårene og den frie bevægelighed for det naturligt forekommende vildt.
  • Fri Natur tager afstand fra storskala natureksperimenter, herunder indhegnede naturnationalparker, der fjerner habitater og begrænser friluftslivets reelle adgang.
  • Fri Natur arbejder for, at ændringer eller etablering af natur, er baseret på bredt funderede videnskabelige retningslinjer, hensyn til klima, praktiske erfaringer og lokal forankring.

Se mere om Fri Natur

Fakta om Naturnationalpark Gribskov

  • Areal: 1.300 hektar
  • Der vil blive udsat elge, krondyr og stude, som vil græsse hele året.
  • Åbning: I løbet af 2022.
  • Se mere her.

Se faktaark om Gribskov her

Fakta om Naturnationalpark Fussingø

  • Areal: 833 hektar
  • Naturnationalparken er levested for en række sjældne fugle, pattedyr, insekter og svampe, der hovedsageligt lever i gammel løvskov
  • Både skovdrift og landbrugsdriften vil ophøre, så naturen får mere plads til at udvikle sig og over tid blive mere varieret.
  • I Fussingø skal der fældes store arealer, opsættes et mindst to meter højt robust hegn og udsættes krondyr og stude.

Projektforslag for Fussingø

 

Relaterede artikler