Hvis du har overværet en avlskåring af islandske heste i Jylland, har du sandsynligvis hørt Britta Larsens stemme. Med sin milde røst og et roligt overblik præsenterer hun hestene og deres resultater i højttaleren. Det frivillige job er hendes pause fra en travl hverdag, og det giver venskaber og glæde i hendes liv.

– Jeg kan godt lide at arbejde meget i et højt tempo. Det frivillige arbejde er ekstra sjovt, fordi man selv har valgt det. For mig og den lille gruppe, som jeg arbejder sammen med omkring kåringerne, er en del af en hobby. Det bringer os helt tæt på vores passion for den islandske hest, og arbejdet er noget helt andet end det, vi beskæftiger os med til hverdag, siger Britta Larsen.

Islandsk udtale gav speakerjobbet

Speakerjobbet begyndte i 1991, mens hun læste biologi og kunsthistorie på Aarhus Universitet. Hun deltog i et kursus i kåringsbedømmelser i lokalklubben Gletta. Her spurgte kåringsleder Bjarne Poulsen, om hun ville hjælpe til en kåring.

Hun skulle stå med en megafon og kalde hopper ind til bygningsbedømmelse. På grund af et års arbejde i Island udtalte Britta hestenavnene korrekt,  derfor blev hun opgraderet til hovedspeaker ved den næste kåring.

– Jeg kan huske, at det var mega sjovt! Det var spændende at være tæt på kåringerne, for jeg var enormt interesseret i avl også fagligt som biolog. I 1994 blev jeg også en del af avlsbestyrelsen i Dansk Islandshesteforening.

– Der var en stor entusiasme omkring hele setuppet dengang. Kåringerne voksede i løbet af 90´erne, hvor der skete en masse nyt. Flere hingste og hopper kom til Danmark, avlen skulle følge trop. Vi faciliterede nye tiltag som gårdvisninger og avlsshows og førte nogle af de bedst ting med fra Island. Jeg følte, at der var plads til mig i fællesskabet. Jeg blev taget imod med åbne arme og fik opgaver, der gav mening.

Timing og god stemning

Britta blev færdiguddannet i 1994, blev gymnasielærer og fortsatte sit frivillige hestearbejde. Gennem årene har hun set hundredvis af avlsheste fra første parket fra sin plads i dommervognen.

Nogle gange husker hun weekendens hopper og hingste tydeligt. Andre gange husker hun blot korte sekvenser af enkelte heste, fordi hun har haft travlt med at koordinere, styre tidsplaner og formidle kåringen objektivt til publikum.

– Det er en stor udfordring, at man skal være objektiv i sin speak. Jeg kan ikke se en flot hest og råbe ”FANTASTISK” i mikrofonen, for jeg skal levere en nøgtern præsentation af alle hestene og deres karakterer og være lige begejstret ved hver visning.

– Samtidig har jeg en koordinerende funktion, som kræver en god fornemmelse for at overholde tidsplanen, sans for timing og fingeren på pulsen. Som speaker holder jeg styr på papirer med tidsplaner, ryttere, heste og karakter samtidig med, at jeg har walkie-kontakt med hjælpere i staldene og ved banens start.

– Jeg skal holde en god, rolig stemning og få tingene til at fungere smidigt. Det er mig meget magtpåliggende, at den gode stemning breder sig og at tidsplanen tidplanen overholdes, uden at det bliver rigidt. Det er vigtigt, at rytterne får en korrekt bedømmelse og at både ryttere og publikum har en god oplevelse samtidig med, at de føler sig velorienterede.

Pause fra en travl hverdag

Trods blækspruttefunktionen og de talrige koordinerende elementer i speakerjobbet bliver Britta aldrig stresset. Heller ikke selv om hun er alene om at formidle mange heste og hundredvis af karakterer i de 10 timer om dagen, hvor bedømmelserne står på.

Inden hver eneste kåring glæder hun sig til at komme af sted. Hun oplever dagene i dommervognen som miniferier fra et travlt hverdagsliv, hvor jobbet som uddannelsesleder med ledelsesansvar for gymnasielærerne, eksamen, IT og meget andet ofte betyder en 60 timers arbejdsuge.

– For mig er speakerjobbet en pause i mit almindelige liv. Til kåringerne er der afgrænsede opgaver. De weekender, hvor jeg er i Herning, er jeg under Bjarne Poulsens kyndige ledelse. Jeg skal ikke tænke selv, bestemme eller tage store beslutninger. Det er en lille ferie, hvor jeg er 100 procent til stede i hesteverdenen.

Samtidig får jeg en stor hestefaglig gevinst. Jeg sidder på 1. parket og laver bedømmelserne parallelt med dommerne. Jeg er en del af det, og jeg har set alle de heste, der er kåret i Jylland, siden 1991. Og det booster altid min egen ridning, når jeg kommer hjem fra en kåring.

Når man er så passioneret omkring avl og kåringer som Britta, virker det oplagt at vælge at blive kåringsdommer.

– Jeg har aldrig seriøst overvejet at blive kåringsdommer. Dét at være dommer er en livsstil, og de skal være meget professionelle. Det er der ikke plads til i min hobby; det er en benhård prioritering af min tid.

Anerkendelse, venner og glæde

Spørger man, hvad der har fået hende til at blive ved med at udføre den samme frivillige opgave gennem 30 år, svarer hun:

– Arbejde og opgaver giver mig energi. I det frivillige arbejde har opgaven stort set været den samme igen og igen, så jeg har ikke skullet udfordre mig selv. Det har været sjovt og nemt og en luksus frivillig opgave. Det har jeg haft brug for pga. mit almindelige arbejde, hvor jeg er leder.

– Vi er en lille flok mennesker, der har arbejdet sammen i mange år. Det er hyggeligt, for vi arbejder godt sammen. Jeg er også et loyalt menneske, og jeg føler mig forpligtet til at bidrage og være med til at få tingene til at ske. Når jeg først har sagt ja, holder jeg ved og stiller ikke så mange spørgsmål.

Årene bag mikrofonen og de mennesker, som hun møder i hesteverdenen, har gjort hendes tilværelse rigere og givet livslange venskaber, siger hun. Hun prioriterer menneskesamværet og har ingen overordnede mål om fx at udbrede hesteavl.

– Foreningsarbejdet giver tolerance, indsigt og forståelse for andre mennesker og ikke mindst deres hestesyn og måden at leve forskellige liv med heste. Jeg glædes over at være i hestemiljøet og møde så mange forskellige mennesker, der ikke er en del af den akademikerverden, som jeg bevæger mig i til hverdag.

I hestemiljøet kender jeg folk, der er så meget ude af min private og faglige boble, at det giver anderledes og rige bekendtskaber, som jeg ikke ville have fået ellers.

– Jeg bliver også ved med det frivillige arbejde, fordi jeg får mange positive tilkendegivelser om, at jeg gør det godt. Jeg bliver anerkendt, og det betyder selvfølgelig noget. Jeg venter i øvrigt på, om nogen tør sige, at nu stopper de mig. Det er en anden ting omkring frivilligt arbejde: Hvem skal sige stop? For man kan vel ikke fyre en frivillig? Hvornår er der én der siger, at nu gider vi altså ikke høre på hende mere? Det vil jeg klart respektere.

Skærer ned på frivillige timer

Intet tyder på, at nogen fyrer Britta fra speakerjobbet eller slukker for hendes mikrofon lige foreløbig. Men hun har selv valgt at skære ned på speakertimerne de seneste år.

– Det kan være lange dage at være optaget. Jeg har, i takt med, at mit civile arbejde er vokset, skåret ned. De sidste år, hvor jeg har skrevet en master, har jeg kun været til kåring om søndagen, hvor jeg har haft computer med og har arbejdet med fx at besvare e-mails i pauserne. Jeg har fået mere og mere ansvar i mit job, og jeg har fået mindre og mindre tid til at være frivillig. Men jeg prioriterer det i det omfang jeg kan, og det er heldigvis nok.

–Jeg er helt klar over, at alle er erstattelige, og nu er der lært nye, dygtige speakere op. Jeg kører nu også hjem fra kåringspladsen og sover, fordi jeg har travlt, og mine søde hesteveninder ikke længere er involveret i kåringerne, som de var tidligere.

Ud over kåringerne har Britta stået for speak til andre arrangementer, hvor der er plads til mere begejstring.

– Det har været virkelig sjovt at være speaker til forskellige shows, hvor der er mere ”fri speak.” Højdepunkterne har fx været til gårdvisninger under VM, hvor visningerne er mere af showkarakter. Jeg har også speaket til følshows, World Toelt og Istølt dengang jeg havde bedre tid.

Unge som frivillige

Da Britta i sin tid engagerede sig som frivillig, var hun motiveret af at være en del af en flok, der meldte sig som hjælpere under EM for islandske heste på Vilhemsborg i 1989. Nu, gennem sit arbejde på gymnasiet, møder hun også unge, der har lyst til fællesskab og medejerskab.

– Mange er ikke klar over, hvordan man får lov at være frivillig. Det kræver en indsats fra DI og lokalklubberne at fortælle, hvor man skal henvende sig, og hvad man konkret kan lave.

Min oplevelse fra mit arbejde på gymnasiet er, at de unge godt gider at arbejde frivilligt, hvis deres begejstring tændes. Deres drivkraft og kapacitet kan være enorm, når de kan se fællesskabsgevinsterne og har medejerskab. Men de har mange andre dagsordener, som de også passer. Job, skole, kærester. Måske skal vi i højere acceptere en præmis om, at man kun har dem én gang.

Frivillig ledelse er en udfordring

Som en erfaren leder ved hun, at frivillige ledet af frivillige kan sætte folks tolerance på prøve.

– Kvaliteten af ledelsen fra DI har været svingende, og det lægger jeg selvfølgelig mærke til via mit civile arbejde, hvor jeg har ledelseserfaring. Personligt er jeg tålmodig og tolerant og husker på, at vi er frivillige ledet af frivillige, der mange gange ikke har nogen lederuddannelse eller ledererfaring. Lederne skal huske, at hestene, samværet og tiden er central og prioriteret. Der skal også være tid til en dejlig frokost og en øl om aftenen.

– I det frivillige arbejde gælder det om at være tolerant, for det frivillige arbejde er alt det, som du ikke oplever i din arbejdshverdag. Hvis det ligner den normale hverdag for meget med sure, stressede ledere og en optimeret, effektiv arbejdsplads, gider man ikke mere.

Mødet mellem frivillige og professionelle

Der følger ikke mange betænkeligheder med Brittas eget engagement, selv om mødet mellem frivillighed og professionalisme giver en ekstra pres:

– Det stiller nogle særlige krav at være kåringsfrivillig, og det er spændende. Det specielle ved kåringerne er mødet mellem frivillighed og professionelle ryttere og avlere, som har meget på spil. Jeg kan godt opleve pressede mennesker, og det kan jeg fint håndtere. Men jeg ved, at andre frivillige har haft ubehagelige oplevelser, der har givet anledning til at stoppe med at være involveret i kåringerne.

– Nogle af rytterne og avlerne lever af at avle og ride heste, og det giver et ekstra pres. Vi er bare frivillige, men her er vi nødt til at tappe ind i, at nogle skal tjene en løn. Der er ikke plads til, at man sover over sig, for du er forpligtet til, at det skal køre stramt og professionelt, og du skal have dit på det tørre.

For meget pres er ikke motiverende i den frivillige verden, oplever hun:

– En fordel ved at være frivillig er, at der ikke er pres på opgaven, og den frivillige leder skal sørge for at skabe plads og have forståelse for egne og andres begrænsninger, så man ikke forventer det umulige. Det vigtigste er, at man udfører en opgave sammen omkring det, som vi alle elsker: Den islandske hest.