Bedre end fitness: Stævneleder melder (næsten) klar til Alrid

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Pernille Engsig Eskildsen

02 september 2022

TÖLT er på Stutteri Langtved, hvor de sidste forberedelser til årets DM i Alrid fylder de fleste af døgnets timer for Mette. Sammen med sin mand, Lars, er hun primus motor på stævnet for 3. år i træk.

– Der er lige kommet en hel palle med sponsorgaver. Jeg har lavet kaffe til os. Sæt dig bare der, så kommer jeg lige om lidt, siger hvirvelvinden Mette Borresen, inden hun forsvinder med retning mod sponsorgaverne.

120 frivillige

Mette er stævneleder. Det er en omfattende tjans.

Ud over at planlægge og markere ruten, bygge forhindringer og kontakte lodsejere sammen med Lars, holder hun overordnet styr på 120 frivillige hjælpere og 42 deltagere (nogle kommer helt fra Sjælland).

Der er også lige startlister, kaffeteltet, forsyninger, rosetter, præmier, stalde, teltplads, campingvogne, ridehallen, overnattende gæster i sit private hjem og 10.000 andre ting.

– Det er da blevet godt, siger Mette til sin mand, Lars. De to står for den overordnede planlægning af stævnet, ligesom de lægger rute og bygger spring. Det fylder for parret året igennem og er en fælles interesse eller aktivitet med mange timer udenfor i den smukke natur omkring deres hjem.

Stort socialt drive 

Mette ville gerne selv ride med, for hun er en erfaren og passioneret terrænrytter.

Men der er ikke tid til at være på hesteryg, når konkurrencerne er i gang. Til gengæld oplever hun, hvordan rytterne skaber et stærkt socialt fællesskab indbyrdes.

– Der er et særligt socialt drive omkring et stævne. For eksempel er de rutinerede deltagere rigtig gode til at involvere, motivere, opmuntre og hjælpe de nye og mere urutinerede.

Alt kan ske

– Det er noget rytterfest stemning over det. Som i gamle dage, smiler hun og beskriver sin fascination af disciplinen Alrid:

– Der er så mange opgaver, og det er aldrig givet på forhånd, hvem der vinder eller placerer sig. Der kan ske pulsfejl eller tidsfejl. Der kan være forhindringer, der driller. Og så er det flot at se på. Både i terrænet omkring springene og om søndagen, når der er hurtighed, og AL1 rytterne rider deres dressurprogram med musik til, mens der er mange tilskuere.

Kom og vær med

Der er 42 tilmeldte, og der er plads til 70. Arrangørerne ønsker sig flere deltagere til stævnet, meget gerne flere unge.

– Der sker meget i islandshesteverdenen lige præcis i denne weekend, og det betyder nok en del for deltagerantallet. Ellers synes jeg, der er god interesse for Alrid, og jeg kan kun opfordre folk til at komme i gang.

– Fx træner vi her på Langtved. Man kan bare komme og være med eller kontakte os og få hjælp og gode råd til at komme i gang. Vi har også af og til arrangementer, der handler om sporten, inviterer hun.

Taknemmelige ryttere

– Det er en fryd at være stævneleder, for der er ingen sure miner. Jeg møder kun taknemmelighed over, at vi sætter alt det i værk for deltagerne. Det er også et stort puslespil, især om søndagen, hvor der er tre ting i gang på samme tid, som kræver hjælpere, dommere og ryttere, siger hun og giver et indblik i, hvilke opgaver de mange hjælpere løser.

­Hjælpere til mange opgaver

– 34 af dem er i terrænet, hvor de sidder vagt ved de 20 forhindringer hele lørdagen. De får gode frokostposer med ud, og de sidder to og to sammen, hvis der fx sker uheld. Mange af dem kommer igen år efter år og har en god dag ude ved springene.

– De frivillige arbejder også med tidtagning på distanceridtene, de hjælper med pulsmåling og assisterer dyrlæge omkring det, og nogle hjælper smed, dyrlæge og dommere omkring fit2compete.

– Så er der også frivillige, der tager sig af rengøring, køkken, ridehal, toiletter. Og der skal være én til at drive hestene, så de traver under dyrlægetjekket.

Hvad driver dig og Lars til at være arrangører og bruge ferier, fritid, timer, dage, uger på arrangementet?

– Vi skal jo være aktive, og det her kan vi godt lide. Lars rider ikke, men han hjælper, og året igennem planlægger vi ruter og udtænker forhindringer.

Vi tager ud og opdager nye veje, skærer væltede træer op til spring og er meget ude. – Det er bedre end fitness!

– Jeg kan også godt lide, at vi er med til at give folk gode oplevelser og vise dem, hvordan det kan være at ride i terrænet og finde modet til at turde nye ting. Jeg skal fx ride ruten med nogle af opstalderne fra Langtved. Vi tager ikke springene, men det bliver helt sikkert sjovt.

Du kan besøge Alrid-stævnet lørdag d. 3. og søndag d. 4. september her:

Stutteri Langtved
Dybvadvej 124
9740 Brønderslev

Se praktiske oplysninger om stævnet på  Dansk Islandshesteforenings hjemmeside HER

Relaterede artikler