Jord, mudder og vand spredes til alle sider, når alsidige og powerfulde islandske heste skal forcere udfordrende forhindringer ved Jyske Ås nord for Aalborg i forbindelse med Danmarksmesterskaberne i weekenden d. 9.-10. september 2023.
Men hvad går Alrid egentlig ud på?
Ordet ALRID er en kombination af ordene alsidighed og ridelighed. En unik konkurrencegren for den islandske hesterace med vægt på islandshestens særlige kvaliteter.
Naturen, som den islandske hesterace har levet i gennem århundreder på Island, har gjort racen sund og hårdfør, og islændingenes krav til et alsidigt transportdyr i et uvejsomt terræn har skabt en usædvanlig pålidelig, stærk og behagelig ridehest, der er utrolig sikker på benene og med både gejst og løbevilje.
Formålet med Alrid er at vise i hvor høj grad den enkelte islandske hest er pålidelig, villig, samarbejdsvillig, modig, stærk, udholdende og robust, behersker mindst 4 gangarter, hvoraf den ene skal være tölt.
I weekenden d. 9.-10. september 2023 kan du opleve islandske heste og Alrid i omgivelserne omkring Stutteri Langtved, Dybvadvej 124, 9740 Jerslev.
Et frivilligt arrangørteam arbejder ihærdigt på at tilrettelægge stævnet. Du kan følge dem på Facebook HER
Arrangørene har oversigtskort til publikum over terrænbanerne med angivelse af P-pladser, så man kan finde ud til de forskellige forhindringer.
Der er plads til alle niveauer, og du vil blive taget godt i mod som førstegangsdeltager.
Tilmeldingen lukker d. 16. juli 2023.
Ekvipagerne skal ved DM konkurrere i Alrids fem discipliner: udholdenhed, terrænlydighed, lydighed, gangarter og hurtighed.
Det betyder action og spænding ved terrænudfordringerne og ynde på dressurbanen, for alle discipliner skal i et vist omfang være til stede, for at hesten kan siges at have bestået og dermed kaldes alsidig.
DM i Alrid gennemføres mest muligt i natur og terræn, og skal fremme hensynsfuld, behersket og sikker ridning, hvor der tages hensyn til hestens fysiske og psykiske træningsniveau samt dens naturlige egenskaber og begrænsninger.
Der udnævnes en Danmarksmester i Senior (22 år og ældre) og Ungdom (til og med 21 år).
De fem discipliner:
Disciplinerne rides i en af følgende sværhedsgrader: Svær AL1, Middel AL2, Let AL3, Begynder AL4.
Det er Sportskomiteen i samarbejde med Alridudvalget i Dansk Islandshesteforening, der vedligeholder reglementet omkring Alrid. Reglementet indeholder idégrundlaget, formålet, reglerne samt beskrivelser af de 5 discipliner og deres gennemførelse.
Her kan du fx læse, at man også kan konkurrere holdvis i Alrid. Dyk ned i detaljerne om Alrid i boksen herunder.
Læs mere om DM i Alrid 2023 på DIs hjemmeside lige her
Artiklen er blev oprindeligt udgivet i august 2021, men er opdateret og genudgivet i marts 2023.