For nylig tog TÖLT til introaften i Alrid. Det foregik i Nordjylland på Stutteri Langtved ved Jerslev. Sammen med en flok Alrid-interesserede fik vi masser af gode råd til at ride Alrid fra Mette Borresen, stævneleder ved DM i Alrid 2018, 2021, 2022 og igen i 2023.

Mette Borresen bor tæt på Stutteriet Langtved Isheste i Nordjylland. Stedet har dannet ramme om DM i Alrid de seneste år. Det var for at byde nye ansigter velkomne i Alridsporten, at Mette og en række frivillige for nylig inviterede til introaften her.
Er det i år, du vil prøve at deltage i et Alridstævne?
Så er det nu, du skal starte, indledte Mette. For ligesom i al anden sport er træning vejen mod en god oplevelse.
Vi kommer tilbage til Mettes gode råd om træning til og gennemførelse af disciplinerne i Alrid.
Mette startede med en opfordring til at tænke over, hvad du/I gerne vil ride Alrid for?
Hvad er din motivation for at prøve Alrid?
-Er det fordi, du vil prøve noget sjovt med din/jeres hest?
-Er det fordi, du vil forsøge at bestå én af disciplinerne?
-Er det fordi, du vil forsøge at bestå to eller flere af disciplinerne?
-Er det fordi, du/I vil forsøge at vinde klassen?
Hvor på skalaen ligger intentionerne? Det skal du tage snakken om på forhånd. Med dig selv, hvis du stiller op alene og på holdet, hvis I er flere, der stiller op sammen.
Et godt råd er som noget af det første, at afstemme forventninger og evt. skrive forslag ned til, hvad dine/jeres succeskriterier er for at få en en god oplevelse.
– Hvis én på holdet taber en sko, så kan alle være ude af konkurrencen, forklarer Mette, og så kan det ikke nytte noget at blive uvenner over det. Man skal altså være meget gode venner, når man rider Alrid som hold. Tag det som træning, hvis du /I dømmes ude af konkurrencen. Man kan sagtens fortsætte til stævnet uden at være med i selve konkurrencedelen.
Eneste undtagelse er, hvis man nægtes at fortsætte af dyrlæge eller hoveddommer, forklarer hun.
Alrid består af fem deldiscipliner; Udholdenhed, terrænlydighed, lydighed, gangarter og hurtighed.
Nogle kalder Alrid for islandshestesportens military.
Modsat military, der har sine rødder i kavaleriet, har Alrid sine rødder i den islandske natur, der har gjort islandshesteracen sund og hårdfør.
Islændingenes krav til et alsidigt transportdyr i et uvejsomt terræn har skabt en usædvanlig pålidelig, stærk og behagelig ridehest, der er utrolig sikker på benene og med både gejst og løbevilje.
Det er de egenskaber, der fejres og belønnes i Alrid.
De fleste forbinder nok Alrid med terrænridtet, hvor hest og rytter skal gennemføre en terrænbane med forhindringer samt et udholdenhedsridt i terrænet på tid.
I Alrid er der også en lydighedsdel, som er et dressurprogram.
FAKTA:
Ordet ALRID er en kombination af ordene alsidighed og ridelighed.
Formålet med Alrid er at vise i hvor høj grad den enkelte islandske hest er pålidelig, villig, samarbejdsvillig, modig, stærk, udholdende og robust, behersker mindst 4 gangarter, hvoraf den ene skal være tølt. Disciplinerne rides i en af følgende sværhedsgrader: Svær AL1, Middel AL2, Let AL3, Begynder AL4.
I Alrid gives der op til 100 point i hver disciplin, den ekvipage eller det hold der samlet set har flest point, vinder klassen
Alle regler findes i Dansk Islandshesteforenings ALRID-REGLEMENT, som ligger på foreningens hjemmeside. Her ligger også et link til informationer om årets DM i Alrid.
Det er Alridudvalget i Dansk Islandshesteforening, der arbejder med at vedligeholde Alrid-reglementet i samarbejde med Sportskomiteen i Dansk Islandshesteforening.

Man skal ikke lade sig skræmme af, at Alridstævnet på Langtved til september hedder DM. Der er fire sværhedsgrader i Alrid, og de fleste kan med rette træning ride den letteste klasse, men så skal man også i gang med at træne nu, forklarer Mette Borresen, mens vi får et fint overblik over, hvordan stævnepladsen på Langtved Isheste ser ud.
DM i Alrid er et ganske almindeligt Alrid-stævne. Det hedder DM, fordi danmarksmesterklassen, AL1, udbydes til stævnet på Langtved til september.
I den forbindelse udnævnes en Senior Danmarksmester (22 år og ældre) og Ungdoms Danmarksmester (til og med 21 år).
DM er altså et almindeligt Alridstævne, hvor ”etterne” får lov at ride med, siger Mette med et glimt i øjet.
Alrid bliver ikke en god oplevelse for hverken hest eller rytter, hvis man ikke er i en form, der matcher klassens sværhedsgrad.
I Alrid er hestens velbefindende konstant under lup. Der gennemføres pulsmålinger, dyrlægecheck og løbende udstyrskontrol. Det er nok det, der kommer mest bag på mange.
Derfor: Træn kondition, få undervisning, lav smidigheds- og tillidsøvelser, forklarer Mette:
– At få de her oplevelser med sin hest giver en enorm glæde og man får et stærkt bånd til sin hest. Heste med lav vilje i kombination med utilstrækkelig kondition vil have svært ved at gennemføre et Alridstævne. Alrid er en konkurrencegren, hvor vi fejrer den islandske hests mod, gejst og løbevilje. Alrid egner sig derfor ikke til heste, der ikke af sig selv er fremadsøgende og villige.

En god flok nysgerrige var mødt frem til “spørgetime” med den erfarne stævneleder. Med sig hjem kunne de tage en lang række gode råd og tips.
Udholdenhed er et distanceridt, hvor der skal tilbagelægges en kilometerrække indenfor en max. tid. Antal kilometer og max. tid beror på hvilket niveau, der rides. Distanceridtet rides i etaper med obligatoriske 5 minutters pauser mellem etaperne.
I Terrænlydighed skal der forceres nogle forhindringer, som kan være naturlige spring, grøfter, bro, vand el. lign. Max højde/bredde og antal forhindringer beror igen på, hvilket niveau, der rides.

Mette havde lagt nogle af de ting frem, som hun bruger, når hun er stævneleder. Når hun går terrænlydighedsruten med rytterne, medbringer hun altid en tommestok. Hun oplever sommetider at nogle ryttere gerne vil kende den enkelte forhindrings højde, dybde og omfang.
Lydighed foregår på en 20 x 40 bane, hvor der skal rides et dressurprogram. Der skal vises forskellige øvelser (volter, slangelinje, skråt igennem, overgange) i forskellige gangarter. Der er udformet programmer til de forskellige niveauer. I AL1 skal Lydighed rides som Free Style, hvilket betyder at rytteren selv laver sit program til selvvalgt musik, som skal indeholde nogle obligatoriske såvel som valgfri opgavedele.
Gangarterne vises på en ovalbane, og der rides individuelle fir- eller femgangsprogrammer, som beskrevet i FEIF SPORT Rules and regulations – alt efter hvilket niveau, man rider. I AL4 og AL3 er det den nemmeste firgangsklasse, mens det i AL1 er den sværeste firgangs- eller femgangsklasse.
En og en skal rytterne tilbagelægge en strækning på 200-350 m. så hurtigt som muligt, men med sikker og hensynsfuld ridning. Gangart er valgfri. Der er elektronisk tidsmåling, dommerne bedømmer både gennemridningsdelen og nedtagningsfeltet.
Mettes gode råd til Hurtighed
TÖLT talte med to deltagere, der fik svar på deres spørgsmål til Alrid. Begge havde mod på at komme med til stævnet på Langtved til september:

Pernille Wiinberg, Hallund: “Jeg er her for at støtte op omkring Mette og hendes store arbejde for at udbrede kendskabet til Alrid. Jeg har været klassisk dressurrytter, og så prøvede jeg Alrid. Nu er jeg bare solgt. Jeg er terrænrytter af hjertet, og det samspil, du kan opnå med den islandske hest, der er skabt til at overleve i et barskt terræn, det er noget helt unikt. Det har jeg ikke oplevet med andre hesteracer. I Alrid kommer du tæt på noget, der er naturligt for hesten, og så foregår det i fællesskab med hestens naturlige ånd. Det kan jeg godt lide. Det tiltaler mig også, at du skal vise, at du kan ride den islandske hest i dens gangarter. Jeg har besluttet mig – jeg vil prøve at ride med til september her på Langtved i AL4”.

Natasha Hansen, Brovst: “Jeg er her, fordi jeg er nysgerrig omkring Alrid. Jeg rider til daglig i lokalklubben Ægir, og der er andre ryttere, der rider Alrid, så jeg kender meget til Alrid, men jeg var især usikker på de ting omkring pulsmåling. Så nu ved jeg, at det skal jeg have trænet. Jeg har helt sikkert fået lyst til at ride med til DM til september på min egen hest. Jeg vil stille op med min veninde. Vi har aftalt, at vi vil stille op som et hold i AL4. Det er første gang, jeg skal prøve det”.
Læs også: “Mit bedste DM-minde er, da jeg skålede med min konkurrent”
OBS: Hvis du scroller helt ned på siden, finder du en lang række artikler om Alrid.