Flot samling efter Skinfaxi fra Lysholm

Af: Kristina Christensen

Foto: Matilde Bøgh

15 september 2023

Skinfaxi fra Lysholm afkomskåret i 1. klasse kun 11 år gammel.

Skinfaxi fra Lysholm er blevet afkomskåret i 1. første klasse i september 2023 i forbindelse med årets sidste FEIF-kåring i Herning.

En afkomskåring er et stort øjeblik for mange avlere. Frugterne af ens avlsarbejde bliver vurderet og gjort tydelige, så det er ikke så sært, at begivenheden kaldte en tåre eller to frem hos Skinfaxis ejer og avler Lis Lysholm Falck.

TÖLT fangede Lis til et lille interview efterfølgende:

— Som avler var det selvfølgelig en stor dag og lidt kronen på værket at se Skinfaxi med sine afkom komme ned af sporet, og ja jeg blev jo også lidt rørt over at se ham med afkom og sine dygtige ryttere i sadlerne. Når det så er sagt, så er Skinfaxi mit allerførste afkom, og det er jo noget ganske særligt, at man er så privilegeret og heldig at nå hertil. Men man gør det jo ikke alene.

— Søren Madsen, som har redet og vist Skinfaxi lige siden hesten var 4 år, og dermed til sin første kåring, har lagt et kæmpestort stykke arbejde og passion i hesten, og det er jeg selvfølgelig meget taknemlig for. Jeg er også meget taknemmelig for, at avlerne og ejerne af de heste, der indgår i hans afkomskåring, først og fremmest har valgt min hingst, men faktisk også har lagt mange kræfter, tid og ikke mindst penge i at få deres afkom kåret.

— Skinfaxi var jo aldrig nået dertil, hvis ikke de andre elementer var til stede. Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at hesten har talent og nu også har vist sig som en fin avlshest, og det er jo en stor glæde for mig som avler og ejer.

FAKTA

Hvad betyder afkomskåringer?

At en hingst eller hoppe vises til en afkomskåring betyder, at den vises med sine afkom ved en kåring, hvor dommerne vurderer og udtaler sig om hoppen eller hingstens avlsegenskaber.

Hingste og hopper kan fremstilles til afkomskåring i Dansk Islandshesteforening.

Der er tre klasser en hest kan blive afkomskåret i Danmark

  • Eliteklasse
  • 1. klasse
  • 2. klasse

I Dansk Islandshesteforenings stambogsreglement kan du læse reglerne for at opnå afkomskåring.

For at opnå̊ afkomskåring i 1. klasse skal en hingst vise mindst 6 afkom, som vises under rytter.

Der kræves et gennemsnit af kåringsresultaterne for de kårede afkom på mindst 7,90 points på baggrund af 6 antal heste.

De fremviste afkom skal ikke nødvendigvis være de afkom, som ligger til grund for opnåelse af afkomskåringen. Også̊ afkom kåret i et andet FEIF-land og Island kan indgå̊ i afkomskåringen, såfremt bedømmelsen er foretaget i henhold til FEIF’s regler for bedømmelse af avlsheste.

Hingsten selv kan vises ved hånd eller under rytter, og bør være til stede.

Dette adskiller sig fra en afkomskåring i 2. Klasse og i Eliteklassen, som du kan læse mere om HER.

Så vidt denne artikels forfatter er orienteret, er der kun en anden danskavlet hingst, der har en dansk afkomskåring. Nemlig Feykir fra Søtofte, der var 16 år, da han fik sin 1. klasses afkomskåring. Meld endelig ind til TÖLT, hvis det ikke er tilfældet.

Se det flotte galleri fra Skinfaxis afkomskåring herunder:

Lis Lysholm Falck, Søren Madsen og Skinfaxi fra Lysholm på kåringsbanen i Herning d. 3. september 2023.

 

Skinfaxi fra Lysholm på kåringsbanen i Herning. De fleste islandshestefolk lærer hingsten at kende i forbindelse med VM i 2017, hvor han som femårig udtages til at repræsentere dansk avl. Han fremvises af Søren Madsen, og opnår at blive den 2. højest kårede 5-års hingst.

 

Søren Madsen og Skinfaxi sammen på kåringsbanen i Herning 2023 i forbindelse med afkomskåringen. Både i 2019 og 2023 var ekvipagen udtaget til VM i sport.

 

Stormur fra Lysholm hilser på sin rytter under afkomskåringen, Jessica Hou Geertsen. Dennis Hedebo Johansen i baggrunden.

 

Længere nede i artiklen kan du se en liste over alle afkom i afkomskåringen.

Domsord

DK2012100113 Skinfaxi fra Lysholm

Byg. 8.41
Rid. 8.94
Total: 8.75

F: IS2004 156286 Kiljan fra Steinnesi
M: IS2006255474 Sæla fra Þóreyjarnúpi

“Skinfaxi fra Lysholm, afkomskåring, Herning d. 3. september 2023.

I afkomssamlingen indgår de 6 højest bedømte afkom efter Skinfaxi, heraf er 1 hingst og 5 hopper. 

Skinfaxi vises ved kåringen med 6 afkom, hvoraf de 4 af de viste afkom indgår i bedømmelsen.

Gennemsnitsalderen på bedømmelsestidspunktet er, for de afkom der indgår i kåringen, 5 år og hestene måler fra 137-141 cm. i stangmål og gennemsnitshøjden er 140 cm.

Hestene er harmoniske. Hovederne er fine med lige profiler. Det er karakteristisk for de seks afkom, at halsen er velrejst med en smidig overlinje. Ryggen er bred og muskelfyldt, og alle afkom har gode ryglinier og muskuløse kryds. Benkvalitet er samlet set bedømt over middel. Hovene er velformede og har generelt tyk hovvæg.

De bedømte afkom kendetegnes ved at være gode rideheste, tölten er taktren og af god kvalitet karakteriseret ved en stor skridtlængde, flotte bevægelser, de virker ubesværede og lette at ride. Traven er taktren med gode bevægelser, og for de fleste afkom er det tydeligt, at der er anlæg for pas, kvaliteten er svingende, men to afkom er bedømt over middel for pas. I galop er bevægelserne ligeledes flotte med høje forparter. 

Der er generelt god hovedholdning og en smidig overlinje. Afkommene virker meget samarbejdsvillige, positive og motiverede og har samtidig en betydelig fremadtænkende energi.

For de heste der indgår i afkomskåringen, er gennemsnittet for bygning 8,18 og for rideegenskaber 8,06 og en total på 8,10.

Skinfaxi fra Lysholm DK2012100113 er afkomskåret i 1. klasse”

Afkom i samlingen:

DK2017100439 – Draugur fra Katknøs

SE2017222931 – Rauðperla från Skeppargården

DK2017100190 – Stormur fra Lysholm

DK2017100189 – Skýr fra Rank

DK2017200254 – Guðrún fra Bredgaard

DK2018200398 – List fra Bendstrup

DK2018200121 – Glóa fra Eyfjörd

 

Relaterede artikler