Icehorse Festival 2024 åbnede stævnesæsonen med tiltag indenfor hestevelfærd

Af: Kristina Christensen

Foto: Anja Mogensen Photography og Kristina Christensen

09 april 2024

Traditionen tro blev fire dages hestefest i Herning i dagene 4. – 7. april afsluttet med sportspræstationer i verdensklasse.

Tusindvis af gæster fra både ind- og udland kom i år igennem dørene til årets Icehorse Festival, og stemningen var forrygende alle fire dage. Det melder et tilfreds arrangørteam i en pressemeddelelse.

Foruden heste og ryttere, som leverede sportspræstationer på højeste niveau, bød Icehorse Festival også på prisuddeling af FEIF Ærespriser for afkom og uddeling af Gunnar og Marits bronzetølter, der tilfaldt Ivar Søeborg.

Interessen for den islandske hesterace sås tydeligt blandt festivalgæsterne, der flittigt gik på opdagelse i shoppingområdet med over 50 udstillere, herunder Dansk Islandshesteforenings stand.

I forhallen var der flot interesse og fyldte foredragssale til DI TALKS, som er faglige oplæg med dygtige fagfolk arrangeret af frivillige kræfter i Dansk Islandshesteforening.

TV-Midtvest viste også den islandske hest interesse. Søren Madsen og Nökkvi fra Bendstrup bl.a. medvirker i TV-indslaget, som du kan se her.

Arrangører: Flere nye tiltag omkring hestevelfærd fungerede rigtig godt 

I år var der blandt andet begrænset adgang til staldene for publikum i ydertidspunkterne, der blev foretaget målinger af lydniveau i hallen løbende, og alle heste i både sportsklasser og shows var igennem udstyrskontrol efter præstation på banen.

Samtidig med de nye tiltag var stemningen under hele festivalen igen i år formidabel, lyder det i pressemeddelelsen fra Stine Sandahl, Lone Bertelsen og Rasmus Møller Jensen, der er arrangørgruppen bag Icehorse Festival:

“Alle dage er forløbet rigtig godt, og vi er meget tilfredse. Vi har set virkelig flotte ekvipager og store sportslige præstationer. Vi er meget glade for den store interesse og opbakning fra både publikum, udstillere, ryttere og sponsorer”

Du kan se og læse mere om eventet samt se resultater på www.icehorsefestival.com samt Icehorse Festivals Facebook og Instagram-sider.

 

Relaterede artikler