Islandshestens oprindelse

Rita Geertz har fundet den schweiziske dyrlæge Ewald Isenbügel artikel om islandshestens oprindelse frem fra arkivet.

 
Isenbügel grundlagde sammen med blandt andre Gunnar og Marit Jonsson FEIF i 1969.

Hans artikel blev udgivet i TÖLT nr. 1 1980. Interessen for den islandske hests oprindelse var den gang meget stor og ikke helt klarlagt.

I 2001 skrev Gro Björnstad en ph.d.- afhandling om emnet: Genetic Diversity and Norwegian Horses with Emphasis on Native Breeds. Björnstads studie konkluderede, at den islandske hests oprindelse faktisk var nært knyttet til såvel Shetlandsponyen som til Lyngshesten eller Nordlandshesten, sådan som Isenbügel spekulerede nedenfor.  Studiet viste imidlertid, at også den mongolske hest hørte til forfædrene.

God fornøjelse med dette tilbageblik.

Fascinerende kapitel i den hippologiske historie

Den islandske hests afstamning og oprindelse udgør et af de mest fascinerende kapitler i den hippologiske historie og er tæt knyttet sammen med Islands bosættelse.

Datoen for den første opdagelse af Island er ikke kendt. Fundet af romerske mønter på Østisland – der stammede fra Diokletians kejsertid og kan henføres til den romerske admiral Carausius, der var stationeret i Britannien i årene 287-296 efter Krist – kunne tydes som spor efter en romersk landing eller et eventuelt skibbrud. Omkring år 800 kom irske munke til Island for at leve som eneboere. De norske vikinger stødte på disse munke, som dog senere forlod landet, da de ikke ville leve i nærheden af hedninger. Disse eneboere blev af nordmændene kaldt paper, et latinsk låneord. Klokker, bøger og enkelte brugsgenstande fra denne tider af ubestridt irsk oprindelse.

Vejen til Island

Allerede før den endelige bosættelse var øen velkendt af de norske vikinger, og man vidste, at det ved gunstig vind tog syv dage at sejle fra Stadt i Norge til den islandske østkyst.

En viking ved navn Naddodd blev på vej til Færøerne slået ud af kurs og landede i østfjordene på Island. På grund af et kraftigt snefald kaldte han landet ”Sneland”. En svensk viking ved navn Gardar Svafarsson sejlede på grundlag af disse oplysninger til ”Snelandet” og overvintrede i nærheden af nutidens Húsavik. Gardar rejste senere til Norge og fortalte begejstret om denne ø, der endnu var dækket af skov og krat. Derefter kaldtes landet Gardas Ø. Senere drog en anden kendt viking, Floki Vilgerdasson, mod Gardas Ø og medbragte tre ravne.

Efter syv dages sejlads slap han ravnene fri. Den første fløj fra skibets dæk hjemover, den anden fløj i en cirkel over skibet og landede igen, men den tredje fløj fremover, og Floki fulgte den. Han nåede Gardas Ø i Breiðafjörður og slog sig ned med sine folk ved Barðaströnd. Det fortælles, at de på grund af fjordens fiskerigdom helt glemte at høste hø og derfor mistede det meste af deres kvæg i den følgende vinter. På grund af det det særligt kolde forår med havis i fjordene kaldte Floki landet for Island – et navn det siden har beholdt.

Ældste lovgivende forsamling

Kong Harald Hårfager (872-930) forsøgte efter karolingernes forbillede at grundlægge et nordisk storkongedømme. Han vandt over sine modstandere blandt storbønderne i søslaget i Hafrsfjord i 872, og for at undgå underkastelse besluttede mange høvdinge og storbønder sig til at forlade Norge. De slog sig ned i Britannien og på den nyopdagede ø Island.

Da der allerede tidligere havde bosat sig norske udvandrere på Orkney-, Shetlands- og Færøerne, kom der en del kolonister til Island også fra disse øer. Fra sagaerne kender vi mange detaljer om bosættelsen, og mest kendt er måske Ingólfur Arnason, der grundlagde sin gård i røgbugten, Reykjavík.

Den egentlige bosættelse, der overvejende skete fra Norge, begyndte altså i 874 og anses for afsluttet med grundlæggelsen af Altinget i 930. Denne ældste kendte lovgivende forsamling i Skandinavien mødtes en gang om året i dalen ved þingvallavatn og udøvede de forvaltningsmæssige og juridiske funktioner i landet. Derudover gav den anledning til en sammenkomst for hele folket og til, at skjalde og digtere, hestehandlere og avlere kunne måle deres dygtighed.

Heste til søs

Allerede i Landnámabók nævnes de heste, som nybyggerne bragte med sig. Grim fulgte sin hoppe Skalm og slog sig ned på det sted, hvor den begyndte at græsse. Andre steder fortælles der om regelmæssige transporter af heste og kvæg til Island fra de tidligere hjemegne på Norges vestkyst, ligesom der tales om videresalg af heste og om bedømmelse af heste i væddeløb.

I de skriftlige kilder fra den følgende tid, som fx Egill Skallagrimssons saga og Snorri Sturlasons skrifter, møder vi den nære samhørighed med hesten, som kampfælle, som det eneste transportmiddel i det uvejsomme land og som gudernes hellige ledsager.

Herudover kendes også en række overleveringer, hvor enkeltheder fra den daglige omgang heste omtales, og disse kommer ofte til udtryk i forskellige ordsprog. Hvad der især viser hestens dybt forankrede plads i datidens vikingesind, er de mange overførte begreber fra heste til skibsfart, der gør vikingesnekken til havets hest og giver hurtige heste navn efter skibe, bølger og havguder.

I lang tid betragtede mange forskere disse overleveringer som rene fabler, da man ikke anså det for muligt at transportere heste i syv døgn over Atlanterhavet i åbne både. Men nu har den videnskabelige forskning og mange udgravninger fuldt ud bekræftet beretningerne.

Norske heste og keltiske ponyer

Udvandrerne medbragte fra de norske fjorde heste af den såkaldte germanske ponytype, der antages overvejende at tilhøre type I med en vis ringe indkrydsning af type II-heste. Ved mellemlandinger i Skotland og på de nordforliggende øer, har de givetvis suppleret bestanden, ligesom der også har fundet en udvandring sted af nordboer fra de britiske øer til Island.

Således er der, foruden de norske heste, også kommet en mindre del keltiske ponyer til Island. De islandske overleveringer understøtter disse teorier, der også er blevet bekræftet ved udgravninger udført af professor Speed fra Edinburgh.

Den naturlige udvælgelse på den barske ø i Nordatlanten gav de forskellige arveanlæg hos de importerede heste forskellige udviklingsmuligheder, alt efter klimazone og miljø. Interessant nok overlevede Proto- type IV, der var indført med de fra det tørre, varme Syden stammende keltiske ponyer, kun på Nordisland, hvad der må skyldes det væsentligt tørrere klima på den nordlige del af øen.

Da heste ikke kan transporteres liggende mere end cirka tre døgn på grund risiko for lungeinfektioner, var det nødvendigt at undersøge vikingeskibe for at finde ud af, hvordan man der kunne medføre heste. Museet i Hannover fremstillede korrekte skalmodeller af vikingeskibe og udførte krængningsforsøg med dem. Det blev fastlagt hvor højt hestens tyngdepunkt kunne befinde sig over skibsbunden uden at gøre skibet ustabilt. Ikke blot i beskrivelser, men også på helleristninger, i træsnit og på mønter findes der gengivelser af hestefragt med skibe.

Havgående fragtskibe

Imidlertid blev der udgravet og restaureret en række skibe, der ændrede forudsætningerne for disse spekulationer. Det drejer sig om de havgående fragtskibe fra vikingetiden, de såkaldte knarrer.

Deres højde og form adskiller sig tydeligt fra de tidligere kendte, elegante vikingeskibe med de højtsvungne stævne, af hvilke de smukkeste, skibene fra Oseberg og Gokstad, kan ses i Bygdøy-museet i Oslo.

Fragtskibene, som blev brugt til handelsrejser fra Skandinavien til England, Island og Grønland, var kraftige, brede skibe med høje sider og med halvdæk for agter. Den vigtigste fremdrift var det brede råsejl, der under kryds kunne fastspændes i tre forskellige stillinger ved hjælp af en stang og en klods i forenden.

Et sådant skib blev omkring år 1000 sænket i Roskilde Fjord som led i en spærring af indsejlingen, men er nu udgravet og restaureret og kan ses på vikingeskibsmusset i Roskilde.

Der kan således ikke længere herske nogen tvivl om, hvordan hestene er kommet til Island. Det er straks vanskeligere at besvare spørgsmålet om, hvordan de heste har set ud, som de tog ombord.

Efter Kiesewalters formel er det muligt at bestemme mankehøjden på en hest, når blot man har en enkelt rørknogle og kan måle den. Dette er også gjort for de heste, der er i tidligere tid blev lagt i gravhøje med deres ejere, og fra udgravninger foretaget at Nobis og Speed ved vi, at disse heste var mellem 1,30 og 1,35 meter høje, altså det samme som nutidens islandske hest.

Nordlandshesten

Ud fra eksteriør, vægt og størrelse kommer den norske fjordhest slet ikke på tale, ligesom dens gangmekanik ikke udviser nogen som helst lighed med den islandske hest. Men på en rejse i Sydnorge i sommeren 1978 sammen med Marit og Gunnar Jonsson havde jeg lejlighed til at studere en gammel, norsk hesterace, hvis eksistens jeg aldrig tidligere havde hørt om, men som ægteparret Jonsson allerede kendte.

Det er den såkaldte Nordlandshest eller Lyngshest, af hvilken kun enkelte dyr i Nordnorge fandtes tilbage, da nogle entusiastiske avlere satte sig for at redde denne oprindelige, norske race. Der findes nu små flokke en del steder i Norge, herunder i dyreparken ved Kristiansand, hvis direktør er formand for avlerforeningen.

Vi havde lejlighed til at studere denne lille gruppe, og en kort racebeskrivelse vil lyde som følger: Mankehøjde 128-135 centimeter, i type som en noget letbygget islandshest, idet nogle af dyrene i gruppen sagtens kunne forveksles med islændere. Farve overvejende mørkebrun, men også rød med lys man og hale forekom.

Mange eksteriørdetaljer, især krydsets form og vinkler, stemmer fuldstændig overens med den islandske hest, og der blev nævnt, at nogle heste har pasanlæg, selvom systematiske undersøgelser af gangarterne endnu ikke er foretaget.

Vi håber, at vi senere fra avlsforeningen for Nordlandsheste kan bringe mere detaljerede oplysninger om denne race og især, om det er lykkedes at få gennemført forsøg med træning af disse heste i tølt.

Men helt åbenlyst har vi her fundet et meget interessant, sidste led i kæden af beviser for den islandske hests oprindelse og afstamning, som for dem, der kun har kendskab til de to nutidige norske hesteracer, har været noget af en gåde.

Med tak tilegnet den sandsynligvis største kender af islandske heste på det europæiske kontinent, Marit Jonsson.

Zürich, november 1979, Ewald Isenbügel