Dansk Islandshesteforening– en græsrodsbevægelse

Af: Rita Geertz

Foto: Unsplash.com

01 november 2018

Dansk Islandshesteforening– en græsrodsbevægelse

Rita Geertz fokuserer i denne artikel på, hvordan Dansk Islandshesteforening har rystet hestekulturen i Danmark og forandret indstillingen til hestehold i retning af hestens naturlige orden og forhold. Hun ser på den idémæssige og kulturhistoriske dimension, der tydeligt trækker DI i retning af græsrodsbevægelse.

 

Dansk Islandshesteforening har en spændende og levende historie og er som sådan en typisk del af den danske foreningstradition. I Danmark blev de første foreninger dannet allerede i 1700-tallet og var især et hovedstadsfænomen med en belærende og godgørende hensigt. Senere blev foreningsdannelsen mere af politisk eller religiøs karakter, men de var dengang som nu udtryk for en fællesskabsform, som påvirkede hele mennesket, dets livssyn og værdisæt.

En usædvanlig forening

Dansk Islandshesteforening har altid været en usædvanlig forening, ikke kun fordi den forenende sport og avl, hvilket vi altid har været stolte af, men fordi den lige fra begyndelsen indeholdt en idémæssig og kulturelhistorisk dimension.

En sådan idémæssig og kulturelhistorisk dimension kendetegner normalt ikke en forening, men derimod en folkelig græsrodsbevægelse. En græsrodsbevægelse har nemlig til formål at højne og aktivere samt præge den særlige del af samfundet, som den henvender sig til. Om det var Dansk Islandshesteforenings intention at ryste hestekulturens grundvold og forandre indstillingen til dennes naturlige orden og forhold, ved jeg ikke, men det blev en af konsekvenserne.

Fattigmandsheste

Ved DI’s grundlæggelse i 1968 var det ikke anset i storheste- og ponykredse at ride på disse små langhårede væsener. Hestene var kendt som stædige og egenrådige fattigmandsheste, og så var de i øvrigt alt for små til at ride på. Der kunne ligefrem blive råbt ”dyreplager” efter rytterne.
Der var altså overhovedet ingen status forbundet med at have en islandsk hest, selv om bryllupsgaven, to kårede islandske hopper, til dronning Margrete og Prins Henri, som Gunnar og Marit Jonsson flittigt fortalte om og fremviste på dyrskuerne, forsøgte at ændre denne noget fejlagtige opfattelse af vores heste.

I juni 1968 dukkede en lille notits op med Dronning Margrethes to islandske heste i Hippologisk Tidsskrift. Teksten til fotografiet fortalte kort at de islandske heste oftest blev fremvist i en lynhurtig og behagelig pastrav, at de ikke egnede sig til børn, da børn ikke kunne magte dem – ”men voksne kunne godt have glæde af hesten til transport gennem naturen, for egentlig ridning var der ikke tale om.” Sådan! Så var både heste og ryttere sat på plads.

Ekstatisk nærvær

Islandshesterytterne havde imidlertid en helt anden opfattelse af deres heste. De syntes, at de var utroligt heldige at ride rundt på gudernes hest. For gennem hesten fik man kontakt med og del i styrken, i vildskaben og friheden i den islandske natur og blev forbundet med hele den nordiske kulturarv siden vikingetiden. Græsrodsbevægelsens idemæssige dimension kom klart til udtryk her.

Den nærmest ekstatiske oplevelse af samhørighed og nærvær med hesten, når hesten gik en taktfast og fri tølt eller flyvende pas, var dét, der drev islandshesterytteren. Det var medlemmerne af Dansk Islandshesteforenings fællesnævner, og fascinationen af hesten og dens gangarter var det samlende element i foreningen. Det var hesten, der fik os til at mødes og blive venner til trods for vores forskelligheder i miljø og livsindstilling. Et tema, der kontinuerligt blev italesat og delt gennem medlemsbladet TÖLT.

Fx skriver redaktøren i august 1974:

”Og når man så rider på sin egen hest og tölter gennem skoven, vinden blæser i manke og hale, hesten føles varm og nær, er man helt ét med naturen, og man kunne synge sin jubel ud ligesom lærken under forårshimlen. Fortid og nutid – alt er et, man er i pagt med vor historie og føler sig knyttet til traditioner langt tilbage i tiden”.

Et andet medlem beskriver i 1989 en morgenridetur, som mange medlemmer sandsynligvis stadig vil kunne nikke genkendende til:

”I en anden verden – Tidlig morgen, solen er ved at stå op. Alt er stille. Jeg henter min hest på den dugfriske mark, og straks er vi på vej. Det går frisk fremad over markerne og dybt ind i skoven. Vi flyver afsted og pludselig er det, som om vi smelter sammen til ét, kun os to. Vi er langt borte, borte fra larmen, rodet og travlheden, borte fra hårdheden, kulden og løgnene. Ingen kan nå os nu. Vi er i en anden verden. En verden, hvor kun vi to forstår hinanden! Men dagen er begyndt, og vi fanges i daggryets net. Jeg mærker hestens spændte muskler, og snart er vi på vej hjem, på vej ind i den virkelige verden. Langsomt vågner vi sammen op af en realistisk drøm”.

Eller nedenstående dynamiske beskrivelse af en vinterridetur på Island i 1985:

”I tölt susede vi hen over isen. Nabobonden kom os i møde fra den anden side af søen. Hans sorte hest lignede Oðinns ottebendede hest Sleipnir, som den kom svævende i en sky af ophvirvlet is, der med vinden føg over den blanke flade. Dampen stod fra de udspilede næsebor, medens flankerne arbejdede på højtryk. Vinden rev i os, mens vi i tölt svævede over den blanke is, som solens lave stråler genspejledes i, hvilket gav sceneriet et uvirkeligt skær. Hestene prustede, og det gungrede hult i den tykke is.”

Alternativt hestehold

Ja, hestene tryllebandt os virkelig, og det er denne fascination, der var og er det bærende element i Dansk Islandshesteforening.

Dansk Islandshesteforening skilte sig også ud fra de øvrige etablerede rideforeninger ved, at der var et særligt budskab om, hvordan man skulle passe disse “vældige gangere”.

Islandshestens ABC fra 1974 fortæller, at “teoretisk set kan en islandsk hest klare sig udemærket uden nogen som helst stald, hvis den har masser af plads, og der findes noget skov eller buskads, der kan give skygge om sommeren og læ om vinteren”. Det tilrådes dog, at hvis hesten bruges “regelmæssigt til ridning…(må) en eller anden form for stald…næsten altid skaffes”. Idealet, for denne måde at holde heste på, stammer naturligvis fra Island, hvor de fleste heste måtte klare sig selv, og kun ridehestene blev fodret og kom på stald.

Det er derfor nemt at forstå, hvorfor der igennem rigtig mange år var et kritisk forhold mellem de bestående normer for heste og hestehold og så disse nye opkomlinge på de små heste. Der var ligefrem tale om et ”vi”– islandshesteryttere – i opposition til de etablerede storheste- og ponyryttere: ”dem”.

Tiden har blødt op på disse forskelle, men forhåbentlig har den ekstatiske oplevelse og samhørigheden fortsat stor betydning for islandshesteryttere. Men det er en anden historie.

 

Relaterede artikler