Initiativet kom fra vores faste skribent Christian Junge Sørensen, som brændte for at skabe et lydunivers, hvor stemmer med erfaring, historier og indsigt fra et langt liv med islandske heste kunne få plads.
Denne første udgivelse er noget ganske særligt. Podcasten adskiller sig fra andre ved at give mikrofonen til en stemme, som ikke længere er blandt os, nemlig til Rolf Olsen.
Samtalen blev optaget i februar 2024 med den erfarne hestemand. På et tidspunkt, hvor ingen vidste, at han var syg. Et år senere gik Rolf Olsen desværre bort. Det stillede os naturligvis over for et vanskeligt spørgsmål: Skulle TÖLT udgive samtalen?
Efter nøje overvejelser og med familiens accept har vi valgt at dele den med jer. For samtalen viste sig at være alt det, Christian havde håbet på – og mere til.
I løbet af tre timers optagelse deler Rolf ud af sin store viden om islandshestene. Han taler engageret om avl, traditioner og om spørgsmål og udfordringer, som han mener, vi står overfor i dag.
Samtalen er båret af autenticitet, varme og den særlige energi, som Rolf altid havde. Nogle gange så meget, at han måtte tromme i bordet, mens optageudstyret drejede sig om sin egen akse. Præcis sådan, mange husker ham: passioneret, vidende og levende optaget af hestene.
Med denne podcast er ønsket – også fra familiens side- at mindes Rolf og samtidig give TÖLTs læsere og lyttere mulighed for at opleve hans ro, humor, stemme, erfaring og ikke mindst hans glæde ved islandshesteverdenen.
Lydfilen, som nu er en udgivet podcast, har floreret som et demobånd i Rolfs familie og omgangskreds de sidste måneder, for at finde ud af, hvorvidt vi skulle udgive det eller ej. Rolfs mor, Laila, har fortalt, at hun hører det til morgenkaffen i ny og næ for at mindes Rolf. Det håber vi, at podcasten vil gøre for flere.
Vi håber, I vil tage godt imod denne første podcastudgivelse og lade jer inspirere, underholde og røre af et menneske, der brændte for sin sag.
Rigtig god lyttelyst!