Bliv klogere på din hests anatomi og biomekanik

Af: Anne Soelberg

Foto: Camilla Brodam

11 september 2023
Sundhed

Kender du Gillian Higgins? Hvis ikke, er her en klar anbefaling. Lån hendes bøger og hold øje med hendes foredrag.

Gillian Higgins har en First Class Honours Degree i Equine Science fra det royale landsbrugsuniversitet i Cirencester, England.

Hun er en erfaren formidler. De seneste 17 år har hun beskæftiget sig med at formidle hestes anatomi og biomekanik.

For nylig var TÖLT med til clinic med Gillian. Det kan klart anbefales at lære hende bedre at kende.

Gillian Higgins har udgivet en hel række bøger med forskelligt indhold, hvoraf to af bøgerne er oversat til dansk: ”Hestens biomekanik” og ”Pilates og udstrækning for heste”.

Og så formidler hun på en utraditionel måde – nemlig ved at male heste.

På den måde fremgår det tydeligt, hvor knogler, ligamenter og muskelgrupper befinder og ikke mindst bevæger sig, når hesten er i aktion.

Det er interessant set ud fra flere perspektiver, da både helt almindelige og toppræsterende ryttere kan blive klogere på hestens bevægeapparat og dermed tilrettelægge træningen på den mest optimale måde.

Om Gillian Higgins

Hun er uddannet indenfor hestevidenskab og har en First Class Honours Degree i Equine Science fra det royale landsbrugsuniversitet i Cirencester, England. Hun er seniorcoach i BSH, British Horse Society, og har også flere uddannelser indenfor behandling af heste, bl.a. som hestefysioterapeut, i kinesiotaping og fasciabehandling.

TÖLT til clinic

D. 26. august 2023 gæstede Gillian Higgins Løgstrup Rideklub i Midtjylland.

TÖLT var med. Aftenen gjaldt også som 6 CPD-enheder i FEIF´s efteruddannelsessytem for DI´s instruktører.

Her oplevede TÖLTs udsendte øvelser, der havde til formål at smidiggøre, andre at styrke hestens brystslyngemuskulatur og træne både bæring og svæv.

Gennem forskellige øvelser med gulerødder som motivationsfremmer, i longe og med cavalettibomme blev det også illustreret, hvordan hele hestens krop arbejder sammen  – helt fra kraniet og til haleroden.

Knogler i hænderne

For at stille nysgerrigheden i forhold til hestens skelet havde Gillian og hendes team medbragt en række knogler, som også blev brugt i formidlingen samtidig med, at det var muligt at nærstudere dem i pauserne. Gillian stod også til rådighed for spørgsmål, og det var muligt at se på samtlige af hendes bogudgivelser.

Gillian Higgins viden er brugbar for alle, der interesserer sig for hestes bevægelser og gangarter.

For en islændernørd som undertegnede havde det været interessant at se en islandsk hest som demo også, da bygningen hos vores hesterace har nogle andre kendetegn, og især vinklen i lænden er anderledes end hos varmblodshestene.

Bog med islandske heste i på vej

I den endnu ikke oversatte bog ”Anatomy in action” er der dog inddraget islandske heste og deres særlige bevægemønstre i tølt og pas.

Vil du vide mere?

Gillian står også bag hjemmesiden Horses Inside Out, hvor der tilbydes en lang række onlineseminarer:

Find den her: https://www.horsesinsideout.com/academy

Relaterede artikler