Lovgivning, som skal regulere brugen af heste i sport i fokus ved Hestekongres 2025

Af: Kristina Christensen

Foto: Kristina Christensen

28 januar 2025

Landsudvalget for Hestes årlige Hestekongres samlede endnu en gang aktører fra hestebranchen til en spændende faglig dag. Rammefaktorer for branchen som f.eks. økonomi og kommende lovgivning var i fokus – især kommende lovgivning, som skal regulere brugen af heste i sport.

 

Landsudvalget for Hestes årlige Hestekongres samlede den 25. januar knap 200 deltagere i Kolding.

Det er en faglig dag med fokus på de store emner, der påvirker hestebranchen. Økonomiske konjunkturer, kommende lovgivning og hestevelfærd var blandt de centrale emner.

Sektorens nøgletal og økonomiske udfordringer

I sin åbningstale gav den nye formand for Landsudvalget for Heste, Per Andersen, et overblik over aktuelle nøgletal for hestesektoren i Danmark. Der er i alt ca. 185.000 heste i landet, sektoren skaber omkring 21.000 arbejdspladser med en årlig omsætning på over 25 milliarder kroner.

Han forklarede, at branchen lige nu oplever nedgang efter flere års vækst. Bedækningstallet for 2024 er 19% lavere end 2023. Nedgangen over de seneste to år er på 28%. Det sammenlignet med en fremgang på 35% i de foregående otte år.

Per Andersen pegede på forbrugerøkonomiens tilstand som årsag til nedgangen, den er påvirket af inflation og høje renter.

Hestevelfærd i Fokus

En stor del af kongressen handlede om hestevelfærd, der fortsat er et varmt emne både offentligt og i politik.

Per Andersen reflekterede over den øgede opmærksomhed på hestevelfærd, særligt efter flere kritiske medieindslag, og understregede, at det altid har været, og at det skal blive ved med at være kærlighed til heste, der binder sektoren sammen.

“Vi skal finde ud af at navigere i denne turbulente tid med fokus på hesten og dens velfærd,” sagde han og betonede, at sektoren skal handle med faglighed og ordentlighed i alle aspekter af hestehold.

I sin gennemgang af de love, der regulerer hestehold i Danmark, kommenterede Per Andersen også Det Dyreetiske Råds anbefalinger til ministeren om ny lovgivning for brugen af heste i sport med at sige, at forandringer bør komme indefra sektoren og baseres på faglig viden fremfor politisk pres.

Godt samarbejde i Forum for Hestevelfærd

Chefkonsulent Jørgen Kold fremhævede det gode samarbejde i Forum for Hestevelfærd og den dialog, der har fundet sted med Det Dyreetiske Råd, siden rådet udgav ”Udtalelse om brug af heste i sport”.

Han kommenterede ligeledes rådets anbefalinger til ministeren fra december 2024, hvor rådet blandt andet anbefaler nye regler for uddannelse, regler for træning og brug af udstyr samt en skærpelse af håndtering af doping og præstationsfremmende tiltag.

“Det, der bliver foreslået, ligner meget de tiltag, vi allerede har arbejdet med i branchen,” sagde Jørgen Kold og opfordrede til, at lovgivning tager udgangspunkt i den erfaring, sektoren allerede har, da det er vigtigt, at forandringer sker i samarbejde med alle relevante aktører.

“Lovgivning bør derfor ikke hastes igennem, men udformes grundigt, så den er baseret på forskning og faglighed. Jeg kan godt ærgre mig over, at sektorens eget arbejde ikke kunne afventes,” sagde Jørgen Kold bl.a. for “Forandringer tager tid, og vi skal sikre, at de bliver accepteret af alle, da det vil give et langt bedre resultat for hesten”.

Afslutning: Fælles fokus på hesten

Per Andersen afsluttede kongressen med en positiv bemærkning om, at selvom året har været turbulent, er det opmuntrende at se, hvordan hele hestesektoren står sammen om den fælles interesse for hesten: “Det fantastiske engagement og den store interesse for heste er stadig intakt,” sagde han og understregede, at det er dette fællesskab, der vil være afgørende for fremtidens udfordringer og muligheder i hestesektoren.

Formiddagens program blev afsluttet med paneldebat med titlen “Hvordan skal fremtiden med heste i sport se ud?” med deltagelse af Formand for Det Dyreetiske Råd, Bengt Holst, Formand for Hestens Værn, Julie Fjeldborg, Formand for Dansk Ride Forbund, Kimi Nielsen, Formand for Dansk Varmblod, Jan Pedersen, Formand for Den Danske Dyrlægeforenings faggruppe Hest, Steen Bo Larsen.

 

Baggrund

Hvorfor mener Det Dyreetiske råd, at der skal lovgives om brug af heste i sport?

Det Dyreetiske Råd har udtalt sig om heste i flere sammenhænge.

I 1998 udarbejdede Rådet en Udtalelse om hold af heste og i 2023 udarbejdede Rådet en Udtalelse om brug af heste til sport. Udtalelsen om hestesport blev i 2024 fulgt op af en henvendelse til fødevareministeren om mere detaljeret lovgivning for brug af heste til sport.

I henvendelsen til ministeren i december 2024 peger Rådet på behov for lovmæssige initiativer i tillæg til hestesports-organisationerne egne iværksætte initiativer. Lovgivning skal medvirke til at forebygge, at heste lider fysisk og mental overlast i forbindelse med træning og afholdelse af sportslige aktiviteter.

Rådet understreger, at brugen af heste i sport ikke nødvendigvis er problematisk, men at det indebærer risici for at dyrevelfærden kompromitteres. Det pointeres, at det er uacceptabelt, at heste lider fysisk eller mentalt under sportslige aktiviteter, og at det er nødvendigt med lovgivning for at beskytte hestenes velfærd.

I en udtalelse fra marts 2023 anerkendte Rådet, at hesteorganisationerne selv kunne tage initiativer for at forhindre mishandling, men advarede om, at hvis der ikke blev handlet hurtigt, kunne der blive behov for specifik lovgivning.

Siden da har Rådet fulgt op på arbejdet i hestevelfærdsorganisationerne, som har gjort fremskridt, men Rådet mener, at der stadig er for lidt fokus på at forhindre både fysisk og mental overbelastning af hestene.

Relaterede artikler