Spuni grundlægger Vesturkót

Af: Kristina Christensen

Foto: Kristina Christenen

01 februar 2019
Members only

Spuni grundlægger Vesturkót

Besøg på sydislandske avlsgårde

TÖLT besøger den unge avlsgård Vesturkót, hvis første føl blev en sensation, der sendte avler og træner mod stjernerne.

 

-Kan du tage ham ud af boksen, så vi kan se ham?

-Arhhh, I må kigge på ham, som han står dér.
*
Han trækker lidt på det, den 29-årige Þórarinn Ragnarsson på Vesturkót. Han stiller sig ved Spunis boks, hvorfra der lyder gumlelyde. Kigger venligt på os med bestemte blå øjne og smiler. Ikke et stort og langvarigt smil. Mere sådan et kort smil, der hurtigt slutter igen. Han uddyber ikke hvorfor. Den opmærksomme gæst forstår, at Þórarinn ikke ønsker at tage hingsten ud af boksen, og vi må beundre den brune hingst på afstand.

Staldens stolthed

Det er i høj grad forståeligt, at Þórarinn værner om den hingst, han har trænet igennem seks år. Bag tremmerne står en af Islands mest succesrige hingste i nyere tid, både når det kommer til avls- og konkurrenceresultater. Spuni frá Vesturkoti er grundstenen i Þórarinns svigerforældre, Finnur Ingólfsson og Kristín Vigfúsdóttirs opdræt af heste, der startede i 2006 med hoppen Stelpa fra Medalfelli som stamhoppe. Hun er mor til Spuni, der blev familiens første føl samme år.
Þórarinn er uddannet ridelærer og FT-træner fra Hólar Universitet i 2012. Han har haft succes både i konkurrencer og som kåringsrytter. Han blev udnævnt årets gæðingakeppnirytter i 2014 og er også nomineret to gange som årets rytter og årets sportsrytter.

Kvalitet fremfor kvantitet

Sammen brager Spuni og Þórarinn gennem i A-flok i 2014, hvor de vinder med en total på 9,30. På det tidspunkt er Spuni ni år, og i det efterfølgende sejrsinterview siger den relativt nyuddannede Holarstudent ydmygt, at: ”Det siger en del om Spuni, at selv jeg kan vinde Landsmót på ham!”

Det er Þórarinn Ragnarsson, der er ansvarlig for at træne og fremvise heste på Vesturkót. Og sætningen ovenfor afspejler på sin vis avlsgårdens avlsmål.

“Det siger en del om Spuni, at selv jeg kan vinde Landsmót på ham”

Her avles omkring syv-otte føl hvert år. Mottoet er hellere kvalitet end kvantitet. Her fokuseres ikke på avl efter bestemte blodlinjer. Målet er at avle heste med et godt temperament, som alle vil kunne ride og få fornøjelse af.

Þórarinn forklarer:
– Jeg vælger en avlshoppe ud fra, om jeg ville bruge den, hvis det var en avlshingst. Der kommer en dag, hvor hoppens afkom skal sælges. Hvis hoppen er den slags, som du ville kunne sælge alle ugens dage, så vil hun sandsynligvis give afkom, der er lige sådan. En hoppe, man sætter i avl, fordi man ikke vil kunne sælge hende alle ugens dage, ville jeg aldrig bruge.

Så let, enkelt og logisk.

Everyday people, som Þórarinn kalder det, skal have en god og nem ridehest. Det hele ender nemlig altid med spørgsmålet om, hvorvidt hesten har et godt temperament.

-Ellers har vi mennesker tendens til at bruge alt for meget energi på at finde på mange forskellige undskyldninger for, hvorfor hesten gør, som den gør, uddyber han.

Ridehal eller skibriller

Det var i 2005, at Þórarinns svigerforældre overtog gården, der er en 160 hektar stor ejendom 25 kilometer øst for Selfoss. I dag bor han og ægtefællen Hulda Finnsdóttir og parrets fire måneder gamle søn her også.

Familien har ombygget gården fra kvæg- til hestegård. Der er en stald med plads til cirka 30 heste med både enkelt og dobbeltbokse. En 900 kvadratmeter stor ridehal og en ovalbane med et pas-spor.

-For at leve professionelt af heste på Island i dag, er det svært ikke at have en ridehal. Så den er også kommet til. Frosten gør jorden hård, og det skåner ikke hestenes ben. Jaa..måske er vi mænd blevet lidt blødere de seneste 20 år her på Island, smiler Þórarinn og slår en latter op, mens han grinende viser med sine hænder, hvordan hans kammerat førhen måtte trække skibriller ned foran øjnene, når frosten bed og der skulle trænes pas udenfor.

– Her på Vesturkót driver vi nu et omfattende træningscenter, hvor vi tilbyder undervisning, træning og fremvisning. Jeg træner andres heste og vores egne heste. Det er vigtigt for mig at have tid til at ride og træne heste. Hvis vi ville, kunne vi vælge udelukkende at fungere som avlsgård. Vi har de seneste tre år haft en efterspørgsel på Spuni fra 300 hopper om året. Men det ønsker vi ikke. Han tager kun imod 40-50 hopper i sommersæsonen. Om efteråret er han på en fold med andre hingste, og om vinteren tager jeg ham ind til lidt let vintertræning.

Sleipnirpokalen til Spuni

I 2018 vinder Spuni frá Vesturkoti Sleipnirpokalen blot 12 år gammel. En tidlig alder for en hingst at blive elitepræmieret. Spuni er efter Álfasteinn frá Selfossi og Stelpa, der er efter Oddur frá Selfossi. Det var i 2011, til Landsmót i Vindheimarmelar, at verden første gang blev præsenteret for denne spektakulære hingst. Her blev han bedste femårs hingst og satte samtidig verdensrekord med en samlet bedømmelse på 8.92. Han har 8.43 for bygning og 9.25 for rideegenskaber med 10 for pas, sind og vilje samt 9 for tølt, trav og helhedsindtryk.


Det er altid gået en vej. Op. For Spuni og for familien på Vesturkoti. Så hvad byder fremtiden på for hingsten og familiens avlsgård?

Spuni og hopperne

Efter at Þórarinn i ridehallen har fremvist gårdens næste generation, der også er fra hans egen hingst, Hringur frá Gunnarsstöðum, åbner Þórarinn alligevel og sådan lidt hemmelighedsfuldt boksdøren. Han har røde kinder efter en intens og passioneret hestesnak og varm kaffe. Her er stille efter at resten af selskabet har forladt stalden. Þórarinn smiler, da han ser Spuni, som vender sig, og mulen kommer frem mod boksdørens åbning. Så åbner han forsigtigt ind til hingsten og lader som det første hånden køre gennem den kraftige sorte man.

-Han skal ikke slå flere rekorder eller ride masser af konkurrencer. Det er ikke planen. Jo, hvis der kommer verdensmesterskaber på Island. Så træner jeg ham op igen! Men faktisk er det meningen, at han skal være vores lille søns allerførste ridehest. Hans fremtid skal være med hopperne, og den skal være rolig og god. Vi vil gerne passe godt på ham.

“Han skal ikke slå flere rekorder eller ride masser af konkurrencer. Det er ikke planen. Jo, hvis der kommer verdensmesterskaber på Island. Så træner jeg ham op igen”

 

 

Artikelserien Besøg på sydislandske avlsgårde tager os i løbet af 2019 forbi følgende stutterier:

 

Gangmyllan:
Vi hilste på Álfadis frá Selfossi, der har ærespræmie for afkom. Hun har i alt 17 kårede afkom, som går fra en lavest bedømt total på 8,07 op til højeste på 8,65.

Vesturkót:
Vi hilste på Spuni frá Vesturkoti, der i 2011 blev bedømt med 9,25 i rideegenskaber. Blandt andet fik han delkarakteren 10 for pas. Spuni har også ærespræmie for afkom.

Rauðalækur:
Vi hilste på Eva Dyröy, der danner par med Guðmundur Björgvinsson, der begge har boet i Danmark. En ny generation af avlere med stjerner på vej. Begge med baggrund som kårings- og konkurrenceryttere.

Dallandi:
Vi hilste på Glúmur frá Dallandi, der gik med hopper, og træner og driftsleder Halldór Guðjónsson. I stutteriets historiske rammer, så vi billeder af både kendte og kongelige, der har besøgt stutteriet nær Reykjavík.

Auðsholtshjáleiga:
Vi hilste på Gunnar Arnarson, der som én af de første startede privat hesteeksportfirma i Island. Det familiedrevne stutteri har opnået fornemme avlsresultater blandt andet gennem mange års brug af Orri frá Þúfu í Landeyjum i stamtavlerne.

Árbakki:
Vi hilste på Hulda Gústafsdóttir, der sammen med Hinrik Bragason har arbejdet med salg og eksport siden 1988. På gården går sport, eksport, avl og undervisning hånd i hånd.

Læs også: Udsyn og udsigt hos Audsholtshjaleiga

Læs også: Gangmyllan sætter nye standarder

Log ind eller bliv medlem af Dansk Islandshesteforening for at få adgang til TÖLT

Er du medlem af Dansk Islandshesteforening men mangler dit brugernavn og adgangskode?
Gå til sporti og log in for at finde dit medlemsnummer

Relaterede artikler