Jeg startede på en almindelig rideskole, da jeg var 6 år og prøvede første gang en islandsk hest hjemme hos min veninde, da jeg var 11 år. Jeg blev straks grebet af de “ekstra gear” og fik hurtigt interesse for at lære mere. Min motivation har hele tiden været at lære nyt, dygtiggøre og udvikle min hest og mig selv og derved opnå bedre og bedre resultater.
Det har aldrig været et mål for mig at blive eliterytter, men jeg ser det mere som en anerkendelse for mine gode præstationer. Jeg er stolt af at have opnået den status, og jeg er glad for de mange gode muligheder det giver.
Jeg forventer meget af mig selv og er sjældent 100% tilfreds med min præstation. Det motiverer mig kun til at blive endnu bedre, og det ved jeg, kræver tålmodighed og hårdt arbejde.
Det er vigtigt at være mentalt stærk, så man ikke bliver frustreret, når man fejler. Nogle gange vinder du, andre gange lærer du.
Min foretrukne disciplin er klart 5-gang. Jeg synes, det viser en stor alsidighed at kunne ride alle fem gangarter. Det kræver timing og præcision at lave gode overgange. Desuden giver det et adrenalinkick hver gang, jeg skal ride pas.
“Jeg synes, det viser en stor alsidighed at kunne ride alle fem gangarter. Det kræver timing og præcision at lave gode overgange. Desuden giver det et adrenalinkick hver gang, jeg skal ride pas”
Anne Frank Andresen og IS2011186702 Jökull fra Leirubakka ved DM 2023.
Jeg forsøger ikke at ændre så meget fra min daglige træningsrutine. Jeg træner varieret på bane og tur, så hesten holdes glad og motiveret. Dagene op til stævne består typisk af lidt lettere træning eller fri, så hesten har overskud og energi til at præstere optimalt.
Det er alfa og omega at samspillet mellem mine heste og mig er godt. Jeg er så heldig at have haft Vökull i mange år, så derfor kender vi hinanden rigtig godt. Han holdes stærk og positiv med kontinuerlig og varieret træning. Vi synes begge to, at det er sjovt at træne i naturen.
“Det er alfa og omega at samspillet mellem mine heste og mig er godt. Jeg er så heldig at have haft Vökull i mange år, så derfor kender vi hinanden rigtig godt. Han holdes stærk og positiv med kontinuerlig og varieret træning. Vi synes begge to, at det er sjovt at træne i naturen”
Det inspirerer mig at se andre ryttere med dedikation og passion.
Jeg har stor respekt for mange ryttere, og jeg synes generelt, at vi har et meget højt niveau i Danmark – både gode heste og gode ryttere. Jeg har igennem årenes løb fået stor inspiration fra Vinkærgård, Rauðalækur, Flødal Træningsstald, Stald Sepi og Stald Gavnholt, som er de steder, jeg har arbejdet.
Jeg sørger for altid at have en god rutine og orden i mine ting, så jeg undgår unødvendigt stress. Det giver mig ro at have lavet en plan hjemmefra med alt fra fodring, træning, opvarmning mm.
Det er desuden guld værd for mig at have min lillesøster, Maja med som hjælper, som kender rutinen og mine behov. Det giver mig et mentalt overskud, så jeg kan fokusere på den egentlige opgave – at lave den bedst mulige præstation.
Jeg er særlig stolt af, hvordan Vökull og jeg har udviklet os sammen, siden jeg købte ham 5 år gammel.
Af sportslige resultater har vi deltaget i Nordisk Mesterskab i 2018 og igen i 2022, hvor vi vandt sølv i F1 og femgangskombination. Vi har været med i mange finaler og opnået rigtig gode placeringer gennem de sidste par år. Bl.a. Danmarksmester 2022 i femgangskombination og vinder af Fl til Norwegian lcelandic Horse Festival 2022.
Jeg er selvfølgelig også meget stolt af at blive Danmarksmester 2023 i F1 og femgangskombination.
Jeg håber på at kunne forbedre mine resultater sammen med Vökull. Derudover vil jeg gerne blive ved med at udvikle mig som rytter, finde flere talentfulde heste og uddanne dem til topniveau.
Jeg vil gerne inspirere andre til, at man med ambition og flid kan opnå de mål, man drømmer om.
Det kræver nødvendigvis en hest med talent, men det er i sidste ende rytteren, som er ansvarlig for at få talentet forløst.
Jeg håber, at jeg med min rejse med Vökull, kan inspirere andre til at give sig tid samt turde at tro på processen med deres heste.