Jeg er født ind i islandshesteverdenen og opvokset på en gård med mange heste. Jeg blev ret hurtigt bidt af at ride stævner. Men det har altid været processen med hestene, der har drevet mig. At prøve at udfolde den enkeltes hests talent.
Min største udfordring som rytter er tvivlen på, om jeg gør det godt nok. Det er samtidig drivkraften til at blive bedre.
Jeg rider primært 5.1 på Eilífur, da han er en meget komplet femgænger.
I min daglige træning stræber jeg altid efter afspændthed og lethed i hjælperne. Det vigtigste for mig og Eilífur frem imod VM, er at fortsætte i samme spor og dyrke den gode kommunikation og afspændtheden.
For mig betyder samspillet mellem mig og hesten alt. Jeg har stort fokus på at være mig selv bevidst, og på at være mentalt tilstede i min ridning og omgang med hestene. Det er vigtigt for mig, at hestene oplever vores samspil positivt og forudsigeligt, og at hestene tidligt lærer, at samspillet med mennesket giver rum til ro og afspændthed.
Jeg bliver inspireret af rigtig mange forskellige ryttere i både Danmark og udlandet. Hestemennesker, der er gode til det, de gør. Derudover er min hustru Sidse min største sparringspartner. Hun har stor andel i min succes med Eilífur. Uden hende var jeg aldrig kommet så langt.
Jeg øver mig dagligt på at være fuldt tilstede i min ridning – på at gribe mine tanker, når de svæver væk, så jeg kan komme tilbage til nuet. Det er svært og udfordrende, men netop fordi jeg øver mig i det daglige, er det lidt lettere til stævnerne.
Jeg er stolt over at have trænet Eilífur fra han var unghest, til han vandt VM og efterfølgende har sat flere rekorder, og ført og vundet verdensranglisten. Jeg husker også stoltheden, dengang jeg som junior endelig slog min ridelærer i T.8.
Jeg håber på at kunne blive ved med at udvikle Eilífur og at begynde at vise endnu flere af vores egne heste frem på banerne.
Jeg håber, at man kan fornemme, at jeg virkelig er optaget af den gode relation mellem hest og rytter. Og så vil jeg gerne bidrage til fortællingen om livet som eliterytter. At det stadig er svært at ride. At det er svært at lykkes i konkurrencer. Men mest af alt, at jeg elsker hestene og livet med hestene.