”Jeg kender godt den følelse man som ejer og avler har lige nu inden det hele går i gang til VM. Den stolthed og glæde når det lykkes, er noget helt særligt” – Eyvindur Hrannar Gunnarsson.
Hrannar er landsholdsleder for avlen til VM i Holland 2023.
Han arbejder tæt sammen med landsholdsleder for sporten, Karen B. Rasmussen og landstræner Anton Páll Nielsson med at løse de opgaver, der knytter sig til det samlede landshold.
Vi har fanget Hrannar på den travle VM-dag, hvor de fleste af de danske ryttere ankom til Oirschot.

Eyvindur Hrannar Gunnarsson og Kristall frá Auðsholtshjáleiga til stutterifremvisning for Auðsholtshjáleiga til Landsmót i 2014.
Du er opvokset i Island på en af de førende stutterier – Auðsholtshjáleiga. Hvordan har det påvirket din passion for avl og sport på den islandske hest?
— Det har påvirket mig utroligt meget, og gør jo, at jeg netop har en stor passion for den islandske hest og avlen af den. Jeg har naturligvis fået meget viden og erfaring med fra mine forældre og søster igennem hele min opvækst og ind i mit voksenliv, og vi deler stadig meget erfaring og viden mellem os. Det sætter jeg virkelig stor pris på. Jeg ser det som en gave at være vokset op i en professionel hestefamilie, og al den viden og erfaring bruger jeg blandt andet i mit arbejde som landsholdsleder for avlen nu.
Hvad har du med i bagagen af erfaring og oplevelser, som landsholdet kan drage nytte af?
— Jeg har været til de store stævner både i Island og selvfølgelig til VM. Første gang jeg deltog, lå jeg i barnevogn, og nu er jeg landsholdsleder for avlen. Det første VM jeg kan huske, er VM 1991 i Sverige hvor min far (Gunnar Arnarson) vandt stilpas på Sprengja frá Ytra-Vallholti. Selv har jeg redet finaler på Landsmót to gange i Gæðingakeppni og været med i speedpas.Derudover har jeg redet med til avlsopvisninger til Landsmót på min egen avl fra Auðsholtshjáleiga.
— Avlen har altid været mit største fokusområde, og det jeg synes er noget af det mest spændende. Jeg har været med det Islandske landshold i avlen til VM tre gange, hvor min families stutteri (Auðsholtshjáleiga) har haft heste med. Den ene gang var det med en hingst fra min egen avl.
— Jeg flyttede til Danmark for 5 år siden med min kone og vores datter. Jeg sidder nu i DI’s avlskomité, og har meget erfaring fra foreningsarbejde med mig fra Island, hvor jeg både var formand for pasklubben og Sydlandets avlsforening.
Hvilke opgaver som landsholdsleder har specifikt med avlsdeltagerne at gøre?
— Min primære opgave er at hjælpe rytterne med alle de praktiske ting og få viderekommunikeret de vigtige oplysninger, der kommer fra stævnearrangørerne og FEIF. Planlægning af træningstider, ankomst på stedet, dyrlæge-check og komme med inputs til rytterne, hvis de ønsker det. Og så hjælpes Karen og jeg i øvrigt ad om diverse opgaver for det samlede landshold.

Hrannar “på job” lige nu i Holland.
Hvad er efter din personlige mening de vigtigste egenskaber ved den islandske hest, der skal styrkes i avlen?
— Det vigtigste avlsmål synes jeg er sind og det at få avlet samarbejdsvillige heste med gode gangarter, som kan benyttes af alle, der interesserer sig for vores dejlige islandske heste. Hvis vi fortsætter med det, kommer vores islandshesteverden til at vokse og vokse de kommende år og generationer.
Du har tidligere været med til et VM i avlen da du var yngre. Kan du dele en oplevelse med os som har gjort stort indtryk på dig?
— Jeg var med som hjælper (groom) i 2007, hvor Dalvar fra Auðsholtshjáleigu vandt guld i 6-års klassen, og det var meget lærerigt. To år senere (2009) nåede Kjarni frá Auðsholtshjáleigu, som jeg selv har avlet, at vinde 6-års klassen i avlen. Det er en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Derfor kender jeg godt den følelse, som ejere og avlere har lige nu, inden det hele går i gang, og den stolthed og glæde når det lykkes, er noget helt særligt.
— Til VM i 2013 fik vores stutteri i Island for tredje gang i træk en 6-års hingst med, Arnoddur frá Auðsholtshjáleigu. Han tog afsted og det lykkedes også ham at tage en guldmedalje med hjem. De tre VM-sejre er det, jeg tager med til bordet her i Holland, og jeg tror det kan bidrage positivt til vores hold. Kom så Denmark!

Kjarni fra Auðsholtshjáleiga, som Hrannar selv har avlet, og som blev den højest bedømte hingst i 6-årsklassen ved VM i 2009.