– Det er en forfærdelig sag fra Aalborg. Desværre er konflikter mellem ryttere og lodsejere ikke en sjældenhed. De fleste af dem hører vi bare aldrig om, siger Caroline Seehusen, der arbejder for, at ryttere skal sidestilles med cyklister og have adgang til private skove og stier i det åbne land.

– Sat på spidsen er sagen fra Aalborg en konsekvens af uklar lovgivning om adgang til naturen. Uklarheden betyder, at der opstår mange uenighed og mistro blandt interessenter og brugere med forskellige interesser.

Konflikt i Aalborg

Sådan siger Caroline Seehusen, der er formand for Natur- og Breddekomitéen i Dansk Islandshesteforening som en kommentar til sagen fra Restrup Enge syd for Aalborg.

Her blev en lodsejer dømt først ved byretten og siden ved landsretten for at sætte andres liv og førlighed i fare. De skete, da han jagtede fire ryttere, som han ikke ville have i sin skov.

– Som udgangspunkt må man ikke ride i private skove. Hvis det er lidt besværligt, lukker skovejeren bare af ved at sætte et ”Ridning Forbudt” skilt op, og det sker mange steder. Der er en undtagelse med private fællesveje, som er gennemgående, siger hun og fortsætter:

Svært at tjekke en vejs status

– I sagen fra Aalborg rider rytterne på, hvad de mener er en privat fællesvej, hvor de har ret til at ride. Lodsejeren vil dog ikke have dem der, og det udvikler sig til en farlig situation.

Problemstillingen er ikke fremmed for Caroline Seehusen:

– Reelt er det et kæmpe problem, at man som rytter fx skal vide, hvilken status en vej har, før man rider på den. Det er ikke noget, man som almindelig borger lige kan slå op eller tjekke.

Det er med til at presse ryttere over hele landet, og efterhånden skal vi være flere og flere mennesker på mindre og mindre plads i naturen, fordi private lodsejere lukker deres skove af for ryttere, pointerer hun.

Ridning forbudt i private skove er et stort problem

Hun understreger, at manglende adgang til private skove og naturarealer er et voksende problem for de ridende. Især i de områder af landet, hvor der ikke er ret meget statsskov.

– Tilbage i 1992 blev Naturbeskyttelsesloven revideret. Før dengang måtte hverken gående, cyklende eller ridende færdes i private skove. I den nye lov fik gående, cyklister og hundeluftere lov til at bruge de private skove. Rytterne kom ikke med, så de kan nægtes adgang med et skilt.

Jeg forstår virkelig ikke hvorfor. Det er en naturnær og hensynsfuld måde at færdes på, så vi vil gerne have, at ryttere sidstilles med cyklister i de private skove, siger hun.

Reglerne bør være ens

Løsningen er, mener Caroline Seehusen, at have en klar lovgivning, der fx har ens regler for alle skove og naturarealer. Private som fonds- og statsejede.

– Det kan være et detektivarbejde at finde ud af, om en skov er privat, ejet af en fond eller statsejet.

Hvorfor skal det være så svært, og hvorfor skal reglerne i de private skove være forskellige for gående, cyklister og ryttere, når ryttere færdes fredeligt og hensynsfuldt i naturen, spørger hun og fortæller, at Dansk Islandshesteforening aktuelt samarbejder med Dansk Rideforbund om at ændre lovgivningen og få bedre adgangsforhold.

Klar lovgivning kan give færre konflikter

Det kan ifølge Caroline Seehusen være med til at skabe klarhed omkring reglerne og forhindre sammenstød mellem ryttere og lodsejere.

– Hvis man taler fornuftigt sammen og har en god dialog mellem lodsejere og ryttere, er der mange andre løsninger end ”Ridning Forbudt-løsningen.”

– Jeg tror også på, at nogle af konflikterne mellem lodsejere og ryttere kan forhindres med en mere klar lovgivning, der fx indebærer ens regler for færdsel på private og statsejede naturarealer. I Dansk Islandshesteforening arbejder vi desuden målrettet for, at man rider hensynsfuldt og sikkert. At man selvfølgelig altid tager hensyn til naturen, de andre brugere og ejerne af naturarealer.

Friluftsrådet: Reelt skal man følge færdselsloven i skoven

I Friluftsrådet hører politisk chefkonsulent Anker Madsen af og til om konflikter mellem lodsejere og ryttere eller mountainbikere.

– Det er en horribel sag, som i bund og grund ikke har noget med naturbeskyttelsesloven at gøre, for lodsejeren kører hasarderet kørsel ifølge færdselsloven. Han er en skovejer, der er gået langt ud over sine grænser.

– Færdselsloven gælder i naturen og på veje og stier i skoven. Det er for alle. Men det er svært at forklare mange, at de reelt skal følge færdselsloven og gå i venstre side på skovveje og stier. Mountainbikere skal cykle i højre side, så de gående ikke bliver overrasket over bagfrakommende cyklister.

Vi har svært ved at formidle, at færdselsloven gælder i naturen: Du skal gå i venstre side, du må ikke køre hasarderet, og du skal tage hensyn til andre færdselsarter.

– Jeg oplever ikke, at der bliver flere konflikter i naturen. Men jeg oplever, at de bliver voldsommere, og det gælder fra både brugeren og lodsejeren. For 20 år siden var rytterne de farlige, i dag er det mountainbikerne, som får tæskene, og jeg hører ikke de samme skæld ud over de ridende.

Ejerens anvisninger

– Jeg vil understrege, at der i lovgivningen står, at man skal rette sig efter ejerens anvisninger. Hvis ejeren siger, at du ikke må være der, bliver du nødt til at gå væk – og så anmelde det til kommunen eller politiet alt efter sagens art, for vi kan ikke stå og skændes om rettigheder ude i naturen.

Anker Madsen tager ligesom Caroline Seehusen fat i, at lovgivningen om adgang til naturen er kompliceret:

– Enklere og mere forståelige regelsæt vil være den rigtige vej at gå. Lovgivningen er for svær at forstå for den almene bruger. Det gælder både reglerne omkring ridning – hvem kan fx gennemskue, om en vej er gennemgående, om det er en offentlig eller en privat skov, om den er over eller under 5 hektar.

Desværre opstår konflikterne også, hvor en ejer – som i sagen fra Aalborg – ikke accepterer en afgørelse om, at her må man gerne ride.

–I mange år har myndighederne ikke kørt oplysningskampagner om reglerne for adgang til naturen. Det ville være dejligt, hvis de gjorde det, for der ligger også en forpligtigelse til at informere om regelsættene. Vi brugerorganisationer er forpligtet til at være med til at skabe god adfærd, mens ejerorganisationerne også er forpligtet til at informere om reglerne.