Første 2021 kåring i Herning med de nye bedømmelseskriterier

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: DI Avl og Kåringer

18 maj 2021
Members only

Flotte heste og fuld implementering af nye kåringskriterier gav stof til eftertanke

På grund af corona-restriktioner var der ingen adgang for udefrakommende publikum til årets første fuldkåring, der blev afholdt i Herning. Højest bedømt af alle heste blev den 6-årige femgængerhingst Hæmir fra Hyldsbæk, der er ejet af Stald Gavnholt og hingstens avler, Susanne Fibiger. Hæmir blev vist af Anne Stine Haugen. Han fik 8,76 for bygning med bl.a. 9,5 for hals. Rideegenskaber: 8,18. I alt: 8,39.

Hæmir fra Hyldsbæk fik 8,76 for bygning.

 

Bedste hoppe blev 5-årige Anganóra fra Marianesminde med en total på 8,01, vist af Rasmus Møller Jensen, ejet og avlet af Tina Bruun Mortensen. Kåringerne blev gennemført efter de nye guidelines fra 2020, som du kan læse mere om i vores tema og baggrund her.

Se resultaterne

Hvis du vil grave i resultater fra kåringen, er der en fil her med resultater og delresultater:

FEIF Fuldkåring 1

Kritik fra ryttere og avlere

Efter fredagens ridebedømmelser, dukkede der kritiske opdateringer op på nogle kåringsrytteres, avleres og hesteejeres profiler på Facebook. Her stillede avler og rytter Steffi Svendsen bl.a. spørgsmålstegn ved kåringerne, avlsbedømmelsernes fremtid samt værdien af en avlskåring.

Nye guidelines er nu fuldt implementeret

Andre ryttere og hesteejere giver udtryk for lignende frustrationer, mens rytteren Rasmus Møller Jensen, skriver på sin profil på Facebook, at de nye guidelines for kåringsbedømmelserne nu er fuldt implementeret i kåringerne. Derfor skal man nok vænne sig til lavere totalbedømmelser – med mindre, der er tale om meget komplette heste.

DK2016200103 Anganóra fra Marianesminde med 9,0 for hoved og 9,0 for hals.

TÖLT følger op

De sidste par dage er der efterfølgende opstået hed online debat om bedømmelserne og det nye system på de sociale medier. På TÖLT følger vi den kommende tid op med interviews med relevante hestefolk, dommere, avlere, ryttere og beslutningstagere, der giver saglige og faglige input og perspektiver til emnet.

Hvad er de nye kåringskriterier og guidelines?

Nye guidelines med ændrede kriterier og faktorer blev vedtaget ved FEIF-konferencen sidste forår og taget i brug i 2020-kåringerne. Kriterierne er blevet til blandt andet på baggrund af forskning i, hvordan hestens bygning påvirker dens funktionalitet. Som noget nyt skal rytterne fx vise tølt for løse tøjler for at hesten skal kunne få 9,0 eller derover for tølt.

Hvordan det rent praktisk foregår på banerne og under kåringen kan du orientere dig bredere om i FEIF-beskrivelsen her:

Læs mere om avlsshows 2021 (engelsk).

Fokuspunkter 2021: tølt, tølt og tølt for løse tøjler

Inden forårskåringerne i år sendte FEIF´s avlsdommerkomité en skrivelse ud til medlemslandene. Her stod der bl.a., at 28 avlsdommere har deltaget i seminarer om de nye regler i løbet af vinteren. Som følge af diskussioner under seminarerne er der nu opridset en række opmærksomhedspunkter for kåringerne 2021, blandt andet:

Bygningskarakterer kan justeres

Karakterer, der gives for hals, mankekam, skuldre, ryg og kryds og proportioner under bygningsbedømmelsen, er midlertidige. Under bygningsbedømmelsen kan dommerne maksimalt give 9,0 for hals, mankekam, skuldre og proportioner. De kan justeres og eventuelt løftes endnu højere efter ride-fremvisningen.

Løse tøjler i tølt

Målet er, at hesten skal være selvbærende og vise god balance i tølt. Det betyder, at dens kropsfunktion og bæring ikke må være fremtvunget af rytterens tøjler/hænder. Det nye krav om at vise hesten i tølt for løse tøjler i tre sekunder, er derfor et vigtigt omdrejningspunkt.

For at kunne opnå 9,0 og derover i tølt, skal gangarten vises med løse tøjler.

  • Rytteren skal løsne tøjlerne i tre sekunder for at kunne opnå 9,0 eller mere for tølt. Hestens reaktion på de løse tøjler, giver værdifuld information om dens balance og kropsfunktionalitet.
  • Hvis hesten er afbalanceret og selvbærende, vil dens bæring fra hoved, hals og ryg forblive den samme, som inden tøjlerne blev løsnet.
  • Heste, der er i stand til at bibeholde den krævede tølt-kvalitet på en løs tøjle gennem længere tid, er meget sjældne. Særligt når det handler om yngre dyr.
  • Det er ikke et krav, at tølt skal vises i mere end tre sekunder for løse tøjler.
  • At løsne tøjlerne og genoptage tøjlekontakten giver værdifuld information om hestens ridbarhed.
  • For at få 9,0 eller højere for tølt, skal langsom tølt vises via en overgang fra skridt. Overgangen bedømmes ikke, men den giver vigtig information om hestens evne til at bære sig selv i tølt.

 

Log ind eller bliv medlem af Dansk Islandshesteforening for at få adgang til TÖLT

Er du medlem af Dansk Islandshesteforening men mangler dit brugernavn og adgangskode?
Gå til sporti og log in for at finde dit medlemsnummer

Relaterede artikler